En lysglimt Et højt brag Mørke Mørke
Til sidst begyndte mørket at letne. En stemme lød:
“Vera Vilhelmine, det er en redningsmand, der er sket en eksplosion derinde.”
Gennem smerten mærkede jeg en hånd på min hals. Jeg forsøgte at åbne øjnene. Det lykkedes kun med besvær. Foran mig så jeg en ankerformet medaljon med stjernetegn indgraveret… En kvinde i hvid kittel…
“Ind på operationsstuen!” lød en stemme tæt på.
Forældrene kom hjem fra arbejde. Mor skyndte sig ud i køkkenet efter et hurtigt blik på værelset, hvor sønnen lavede lektier. Da Mads kom ind på værelset, lagde han straks mærke til, at sønnen ikke var helt tilfreds.
“Otto, hvad er der galt?” faren klappede ham på hovedet.
“Ingenting,” mumlede den tiårige dreng.
“Kom nu, fortæl mig det!”
“Det er næsten kvindernes internationale kampdag. Læreren holdt os tilbage i dag og sagde, vi skulle give pigerne en gave.”
“Og hvad er problemet?” faren smilede.
“Der er lige mange drenge og piger. Hun har allerede fordelt, hvem der skal give til hvem,” sukkede drengen tungt. “Jeg fik den grimme, Vibe Ejlersen.”
“Alle piger ønsker en gave til kvindernes kampdag, også de grimme,” sagde faren og forsøgte at tale til ham som til en voksen. “Hvordan fordelt”Alle piger ønsker en gave til kvindernes kampdag også de grimme,” sagde faren og forsøgte at tale til ham som til en voksen. “Fordelte hun dem alfabetisk?”
“Nej, efter stjernetegn.”
“Hvordan det?” Mads kunne ikke lade være med at smile igen.
“Efter kompatibilitet. Vibe er Jomfru, og Jomfruen passer bedst med Tyren og jeg er Tyren.”
“Det er da godt, hvis I passer sammen!” Faren grinede. “Måske bliver du endda forelsket i hende en dag.”
Moren skyndte sig ind i værelset: “Hvad foregår der her?”
“Lise, gå ud i køkkenet,” sagde faren med en pludselig alvorlig mine. “Otto og jeg har en seriøs snak.”
Da moren var gået, sagde Otto med en trist stemme:
“Far, hvad skal jeg gøre?”
“Lav en gave til hende!”
“Hvilken slags?”
“Jeg laver noget på arbejde i morgen noget din udvalgte vil elske.”
“Far, hvad kan du overhovedet lave? Du arbejder på fabrikken.”
“Ja, men jeg arbejder i galvaniseringsafdelingen. Vi forgylder og forsyner alt muligt metal.”
“Far, jeg forstår ikke.”
“Du ser det i morgen!”
***
Næste dag kom faren hjem med en forgyldt ankerformet medaljon på en kæde. På den ene side var Tyren og Jomfruen indgraveret, og på den anden stod der med små, flotte bogstaver:
“Til min klassekammerat Vibe til kvindernes kampdag! Otto.”
Åh, hvor så den medaljon flot ud! Og da mor pakkede den ind i en cellofanpose, blev den endnu mere fantastisk.
***
Så kom dagen. Læreren ville ikke holde almindelig undervisning. Først fik hun en gave fra klassen og takkede langt og varmt. Så beordrede hun drengene til at overrække deres gaver til pigerne.
Og så begyndte det! Alle drengene skyndte sig hen til deres “udvalgte”. Otto gik også hen til Vibe Ejlersen og sagde, som faren havde lært ham:
“Vibe, tillykke med kvindernes kampdag! Måske vil skæbnen en dag bringe Tyren og Jomfruen sammen.”
Han gik tilbage til sin plads uden at lægge mærke til, hvor hurtigt det hamrede i hjertet på den efter hans mening grimme piges bryst.
Ikke længe efter flyttede Vibes forældre til en anden bydel, og fra femte klasse gik hun på en anden skole.
***
Otto åbnede øjnene. Det hvide loft i hospitalsstuen. Han forsøgte at bevæge arme og ben, men kun den venstre arm reagerede.
“Hvor er jeg?” mumlede han ud i luften.
Der lyden af krikker mod gulvet, og en anden patient kom haltende hen til hans seng, stirrede på ham og spurgte:
“Vågnede du? Du er på akutkirurgisk afdeling.”
“Er mine arme og ben hele?” hviskede Otto.
“Ser ud til det,” svarede manden muntert. “Men du er bandageret fra top til tå.”
“Godt, hvis de er hele.”
En sygeplejerske kom hen til ham:
“Hvordan har du det?”
“Hvad skete der med mig?”
“Dit liv er ikke i fare. Arme og ben virker. Men der bliver nok mange ar,” sagde hun og rakte ham en tændt telefon. “Din mor bad om, at du ringede, når du vågnede.”
“Skatter,” lød morens grædende stemme.
“Mor, det går fint,” sagde han så modigt han kunne. “De siger, det bare bliver nogle små ar. Jeg er snart ude igen.”
“De ville ikke lade mig blive her i nat. Skat, jeg kommer nu.”
“Mor, du skal ikke være ked af det!”
Han lagde telefonen fra sig og forsøgte at smile til sygeplejersken:
“Tak.”
“Du bliver ikke udskrevet lige foreløbig,” svarede hun og smilede tilbage. “Tre uger ligger du her i hvert fald.”
“Hvad skete der?” spurgte sengekammeraten, da sygeplejersken var gået.
“Jeg er redningsmand. Ilttankene på fabrikken begyndte at eksplodere,” huskede Otto. “Vi blev kaldt. Ankom før brandvæsnet. Det var et stort rum med tre tilskadekomne indeni. Vi bar dem ud Jeg var den sidste der gik Lige ved døren eksploderede en tank mere Resten husker jeg ikke.”
“Du fik da tæsk.”
“Otto Nielsen,” lød sygeplejerskens stemme. “Der er en kollega her til dig.”
“Hej, Otto! Hvordan går det?”
“Arme og ben er hele!” svarede han optimistisk. “Men jeg kan kun hilse med venstre hånd lige nu!”
“Det skal nok gå!”
“Hvad skete der bagefter?”
“Vi var på vej ud, da det eksploderede. Vi løb ind igen og fik dig ud du var dækket af blod lægerne var der straks”
“Tak.”
“Otto, hvad snakker du om?” Hans kollega begyndte at smile. “De vil give os medaljer for det her.”
“Jeg er ude derhenne.”
“Okay, jeg går. Der kommer snart lægerounde. Sygeplejersken sagde, det kun måtte blive kort.”
Kollegaen var knap nok gået, før en læge i fyrrerne kom ind:
“Nå, hvordan går det, helt?” Han stillede sig ved sengen.
“Fint.”
“Hvis du kan tale, overlever du. Lad mig undersøge dig.”
“Syede I mig?”
“Nej, det gjorde Vera Vilhelmine. Hun kommer i morgen.”
***
To dage senere prøvede Otto at rejse sig. Smerten i benene var stadig kraftig, hans højre hånd var forreven, og der var mindst ti sår over hele kroppen. To i ansigtet, hvor han havde ramt en dørkarm under eksplosionen godt, at han nåede at få hånden frem. Han så sig i spejlet. Ansigtet var stadig hævet.
I dag ville den læge, der havde syet ham i fem timer, komme på visit. Han var faktisk lidt nervøs.
Og så kom hun ind. Ung, slank, med briller der egentlig klædte hende, og den hvide kittel passede perfekt. Otto var på syvogtyvende år allerede gift men efter et halvt år blev de skilt. “Uenige om alt,” stod der i papirerne, men i virkeligheden syntes hans ekskone, at en redningsmands løn var for lav.
“Goddag,” sagde lægen og gik hen til sengen.
“Goddag. Var det Dem, der syede mig?”
“Ja,” svarede hun og smilede. “Gik der noget galt?”
“Lad mig se Dem.”
Hun bøjede sig ned og så så han medaljonen med stjernetegn hænge om hendes hals:
“Vibe Ejlersen!!!” udbrød han.
Hun stirrede på hans hævede ansigt uden genkendelse.
“Undskyld?”
“Jeg er Tyren,” sagde han og pegede på medaljonen.
“Otto Nielsen?” hendes læber dirrede. “Du husker mig stadig?”
“Hv”Hvordan kunne jeg glemme dig, Vibe?” sagde han og foldede sine fingre om hendes, mens månelyset faldt ind gennem hospitalsvinduet og lyste op i det gamle, forgyldte anker, der endelig havde fundet hjem.
