Jeg er nu fyldt syvoghalvtreds år. Jeg har været gift med min mand i over tredive år, og gennem hele ægteskabet har jeg sørget for hans tøj, lavet hans mad og skabt hygge i hjemmet. Min mand og jeg har to børn, som jeg selv har opdraget og fulgt gennem skole og institutioner. Så længe jeg kan huske, har jeg været som en hamster i et hjul, altid på farten. Jeg har haft flere jobs på én gang og taget hver eneste ekstraopgave, så børnene aldrig skulle mangle noget og altid kunne gå klædt ligesom de andre.
Gennem alle årene sammen har min mand aldrig rigtig arbejdet hårdt, og efter han nåede pensionsalderen, blev han hjemme og lagde arbejdet helt på hylden. Jeg fortsætter med at gå på arbejde, hjælper vores børn med børnebørnene og klarer alt det praktiske i huset.
Jeg har adskillige gange spurgt ham, om han ikke kunne tage et job, bare som nattevagt eller lignende, men han svarer hver gang, at vi klarer os fint uden hans indtægt. Han er ikke dum han kan godt spise! Jeg har knap tid til at lave mad. Nogle gange, når jeg kommer hjem fra arbejde, har han spist alt det gode og lader kun suppen stå tilbage til mig.
På et tidspunkt talte jeg med min veninde om det, og hun rådede mig til at lave mad hver for sig: ham af billige varer, mig selv af kvalitetsvarer. Så kom jeg hjem og sagde til min mand, at lægen havde sagt, jeg skulle på kur, og han måtte ikke røre min mad.
Nu gemmer jeg lækre sager i skabet, og mens min mand går ud i skuret, nyder jeg te og chokolade. Pølser og ost gemmer jeg i køleskabet væk fra hans øjne og spiser det, når han ikke ser det. Jeg er heldig, for vi har to køleskabe: ét med almindelige dagligvarer og ét til syltekrukker og det er i det sidste, jeg skjuler mine forsyninger.
Du ved jo, hvordan mænd kan være de ser ingenting. Jeg vælger lækker kalkunfilet til mig selv og laver dampede frikadeller, mens jeg giver ham svinekød, hvor datoen er ved at udløbe, tilsætter krydderier, og han opdager aldrig noget. Jeg køber billig pasta til ham og den gode type af durum-hvede til mig selv.
Jeg mener ikke, at jeg gør noget forkert. Hvis han vil spise ordentligt, kan han bare tage et job det er ikke min skyld, hvis han ikke gider. Jeg synes, det er tåbeligt at skilles i vores alder, for livet er jo ved at være levet, og vi har fælles hus, så hvorfor dele det hele op til sidst?
Nu hvor jeg tænker over det, har jeg lært, at man må tage ansvar for sit eget velvære, især når andre ikke gør det. Man skal ikke altid lave om på sig selv for andre nogle gange er lidt små egoisme det eneste, der holder en oppe.
