Du, altså, jeg må lige fortælle dig noget, som stadig kan gøre mig helt rundtosset, selvom der er gået noget tid. Forestil dig, jeg finder ud af, at min søn har forladt sin gravide kæreste. Jorden forsvandt nærmest under mig. Det var ikke så meget flovheden, men mere tanken om den stakkels pige jeg havde set hende én gang. Hun kom trillende på sin scooter med maden balancerende bagpå, solen bagte ned over København, og hendes øjne var nærmest dulmede af træthed, maven var allerede stor. Der tænkte jeg: Nu blander jeg mig altså.
Så, tirsdag eftermiddag banker jeg på hos hende. Hun åbner døren i arbejdstøjet, klart brugt og udkørt, maven tydelig. Det gjorde helt ondt i mig at se på hende.
Ja? spurgte hun forsigtigt.
Jeg er mor til den ansvarsløse dreng, der har forladt dig, sagde jeg ligeud. Jeg er her for at rette op på tingene.
Der løb straks tårer ned ad kinderne på hende.
Bare, lad os undgå dramaet…
Det er ikke derfor jeg er her, min pige. Jeg har noget på hjertet. Kender du en god familieretsadvokat? Bah, det er ligemeget. Jeg har allerede betalt for den bedste i København. I morgen har du et møde med hende.
Hun stod bare og så helt forvirret ud.
Den dreng er vokset i min mave, men det er ikke mine værdier, han viser nu. Han skal betale børnepenge, om han så må arbejde dobbeltvagter uden fridage.
Og sådan blev det. Advokaten gjorde faktisk hver en krone værd. Da mit barnebarn blev født og hun ER min, uanset om min søn ikke accepterer det tog jeg på Herlev hospital med bleer, babytøj og en tremmeseng pakket i bagagerummet på min gamle Skoda.
Du behøver ikke begyndte hun stille.
Jo, jeg gør, afbrød jeg hårdt. Jeg er mormor.
Min søn snakker naturligvis ikke med mig mere. Han siger, jeg har forrådt ham, fordi jeg blandede mig og ødelagde hans liv. Jeg svarede bare: Du har selv ødelagt det jeg rydder bare op.
Nu er der gået to år. Den unge kvinde og min lille barnebarn bor nu med mig i min treværelses lejlighed i Brøndby. Hun læser til sygeplejerske om aftenen, jeg passer lillepigen og sammen er vi nok det mærkeligste, men sikreste familiemakkerpar i vores boligblok. Min søn holder sig langt væk, men børnepengene kommer altid ind prem advokaten hun tog virkelig sin rolle alvorligt.
I går, da jeg sad og gav den lille flaske, kom pigen hen og gav mig verdens blideste kram bagfra.
Tak, mor, hviskede hun.
Mor.
Så tænker jeg, findes der egentlig en større gave end at få en datter og et barnebarn, selvom man måske lige mister sin søn for en tid? Nogle gange er familie ikke den, man bliver født ind i, men dem, man vælger at beskytte.
Og det er sgu historien om samvittighed, ansvar og kærlighed på de mest uventede måder.
