Jeg indså, at min tidligere mand var mig utro, fordi han pludselig begyndte at feje fortovet.
Det lyder måske skørt, men netop sådan gik det til. Han var elektriker og arbejdede hjemmefra. Han havde sit værksted ude i garagen, hvor han dagligt rodede med ledninger, værktøj og kunder. Aldrig i de mange år havde han vist den mindste interesse for huslige sysler. Ikke fordi han var doven han brød sig bare ikke om det. Hans fritid brugte han på afslapning: at se fjernsyn, tage en øl med kammeraterne eller tænde op i grillen. Han var rolig af natur, ikke til fester, ikke aggressiv. Han var ikke den type, der vækker mistanke.
Vi boede dengang på en grusvej i udkanten af Odense, stor og bred med gamle bøgetræer. Her lå blade, støv og mudder hele året rundt. At feje var nærmest et dagligt gøremål. Det var som regel mig, der tidligt om morgenen fik det ordnet, mens jeg lavede kaffe og smurte madpakker. Men så flyttede der en ny nabo ind i huset ved siden af. Huset havde altid været udlejet, så folk kom og gik.
Efter hun flyttede ind, gik der kun få måneder, før han begyndte at sige:
“Nej nej, i dag fejer jeg, Ina.”
I begyndelsen syntes jeg blot, det var betænksomt. Jeg brugte tiden til at vaske op eller ordne badeværelset. Jeg holdt ikke øje der var jo ingen grund.
Men han gjorde det hver dag.
Og altid på samme tid præcis klokken syv. Ikke før, ikke efter. Det begyndte at undre mig, for før havde han aldrig faste tidspunkter til andet end arbejdet. En dag kiggede jeg nysgerrigt ud af vinduet.
Og der stod han.
Med kosten i hånden, mens han kun snakkede. Han smilede. Overfor ham stod naboen Rikke og grinede. “Det var da et tilfælde,” tænkte jeg. Men næste morgen skete det igen. Og igen dagen efter. Hver gang han gik ud, kom hun ud. Det virkede næsten aftalt.
Jeg begyndte at lægge mere mærke til det. Det var ikke kun om morgenen. En lørdag sagde han, at han ville tage ud og få en øl med vennerne ikke usædvanligt. Men da han gik ud af døren, fik jeg en mærkelig fornemmelse. Jeg kiggede ud, og der kom Rikke ud præcis samtidig. Hun råbte ud over hækken:
“Hej Søren! God aften!”
Han svarede roligt, og hun tilføjede:
“Sjovt, jeg skal også derhen.”
De gik sammen ned ad vejen.
Næste weekend sagde han, at han skulle spille fodbold. Han havde aldrig nævnt det før. Han gik, og små minutter senere fulgte Rikke efter, talende i telefon og på vej samme vej.
Beviser havde jeg ingen af. Ingen beskeder, ingen billeder, ingenting. Kun mønstre. Tider. Tilfældigheder, der ikke var tilfældige længere.
En dag sagde jeg det bare lige ud, uden at spørge:
“Jeg ved godt, du ser naboen.”
Han så chokkeret på mig. Først benægtede han, men jeg fortsatte:
“Jeg har set jer. Hver dag. Du skal ikke lyve.”
Han blev tavs. Kiggede ned, og sagde:
“Det er rigtigt. Jeg er sammen med hende. Jeg er forelsket.”
Jeg råbte, at han skulle forlade huset. Vi havde ingen børn, intet stort der skulle deles. Ironisk nok flyttede han ind hos hende lige ovre på den anden side af hækken.
De blev dog ikke længe der. Måske to måneder. Så forsvandt de. Ingen ved helt, hvad der skete. De forlod byen, og jeg har aldrig hørt fra dem igen. Snakken gik hos naboerne og i familien, men jeg havde ikke lyst til at høre mere.
