Jeg indså, at min eksmand var mig utro, da han pludselig begyndte at feje fortovet.
Det lyder måske besynderligt, men præcis sådan skete det. Han var elektriker og arbejdede hjemmefra. Han havde sit værksted ude i garagen og brugte hele dagen på ledninger, værktøj og kunder. Husholdningsarbejde havde han aldrig haft sans for. Ikke af nogen bestemt grund det interesserede ham bare ikke. Hvis han havde tid til overs, brugte han den på at slappe af at se fjernsyn, drikke en øl med kammeraterne eller grille lidt i haven. Han var rolig og havde ikke meget til overs for fester eller drama. Jeg følte aldrig mistanke til ham.
Vi boede på en villavej i Odense et bredt beplantet sted med gamle, store træer. Der var altid blade, støv og lidt skidt på fortovet. At feje det var mere eller mindre et dagligt ritual. Som regel gjorde jeg det selv tidligt om morgenen, mens jeg lavede morgenmad. Indtil der en dag flyttede en ny kvinde ind ved siden af. Det var ikke noget usædvanligt det hus blev tit lejet ud, folk kom og gik.
Et par måneder efter hendes ankomst begyndte han at sige:
Nej, tag du det roligt, jeg fejer i dag.
I starten syntes jeg bare, det var sødt. Jeg udnyttede tiden til at vaske op, gøre badeværelset rent eller rydde op. Jeg holdt ikke øje med ham; der var jo ingen grund.
Men han begyndte at gøre det hver dag. Og ikke bare det altid præcis klokken syv om morgenen. Ikke før, ikke senere. Det undrede mig, for han plejede ellers aldrig at holde faste tider, undtagen når det gjaldt arbejde. En morgen blev jeg nysgerrig og kiggede ud gennem vinduet.
Der stod han med kosten uden at feje. Han snakkede smilte. Overfor ham stod naboen. Et tilfælde, tænkte jeg. Men det gentog sig dagen efter. Og næste dag igen. Hver gang han gik ud, var hun allerede derude. Som om de havde aftalt det.
Jeg begyndte at lægge mere mærke til dem. Det var ikke kun om morgenen. En lørdag sagde han, at han ville ud og have en øl med vennerne. Det var ikke usædvanligt, men da han gik ud, fik jeg en mærkelig mavefornemmelse. Jeg så ud ad vinduet og så naboen gå ud på præcis samme tidspunkt. Hun sagde højt:
Hej, nabo! Hav en god aften!
Han svarede, som om det var det mest naturlige, og så sagde hun:
Sjovt nok, jeg skal samme vej!
Og så gik de sammen.
Weekend efter sagde han, at han skulle til fodbold noget han ellers aldrig gjorde. Han gik, og få minutter efter gik naboen også ud, talende i telefon og i samme retning som ham.
Jeg havde ingen beviser. Ingen beskeder. Ingen billeder. Intet. Kun mønstre. Tidspunkter. Sammentræf, der ikke længere lignede sammentræf.
En dag konfronterede jeg ham. Jeg spurgte ikke, jeg sagde det bare direkte:
Jeg ved, du er sammen med naboen.
Han så overrasket ud. Først nægtede han, men jeg sagde:
Jeg har set jer. Hver dag. Lad nu være med at lyve.
Han blev stille. Kiggede ned. Og sagde:
Ja. Jeg er sammen med hende. Jeg er forelsket.
Jeg skreg, at han skulle forlade huset. Vi havde ingen børn, intet at forhandle om. Ironisk nok flyttede han direkte ind til hende i huset lige ved siden af.
De blev ikke der længe. Måske to måneder. Så flyttede de begge. Ingen vidste helt hvorfor. De forlod Odense, og siden har jeg ikke hørt fra dem. Naboerne talte, familien også, men jeg ønskede ikke at høre mere.
