«Jeg er færdig med at bære jer alle på mine skuldre! Ikke en eneste krone merefind selv mad, som I vil!» råber Rigmor, mens hun blokerer kortene.
Rigmor skubber lejlighedsdøren op og hører straks stemmer fra køkkenet. Hendes mand Mikkel taler med sin mor, Else Larsen. Moren er kommet tidligt om morgenen og har som sædvanligt slået sig ned i køkkenet.
Hvad er der med fjernsynet? spørger Mikkel.
Det er helt gammelt, klager Else. Billedet er dårligt, lyden hopper. Det burde have været udskiftet for længe siden.
Rigmor smider skoene og går ind i køkkenet. Else sidder ved bordet med en kop te, mens Mikkel fumler med sin telefon.
Åh, Rigmor er her, siger han glad. Vi snakker lige om din mors fjernsyn.
Hvad er der galt med det? spørger Rigmor træt.
Det er helt i stykker. Vi har brug for et nyt, svarer Else.
Mikkel lægger telefonen fra sig og ser på sin kone.
Du betaler altid for den slags. Buy mor et fjernsyn. Vi har ikke lyst til at bruge vores egne penge.
Rigmor fryser, mens hun tager sin jakke af. Han siger det som om han taler om at købe en brød på bageren.
Jeg har ikke lyst til det heller. Har du? spørger hun.
Du har et godt arbejde og tjener en ordentlig løn, forklarer Mikkel. Min løn er lille.
Rigmor rynker panden og ser på ham, som om hun vil sikre sig, at han er helt seriøs. Hans ansigt udstråler fuldstændig sikkerhed i sine ord.
Mikkel, jeg er ikke en bank, siger hun langsomt.
Kom nu, afbryder han. Det er bare et fjernsyn.
Rigmor sætter sig ved bordet og tænker tilbage på de sidste måneder. Hvem har betalt for lejligheden? Rigmor. Hvem har købt ind? Rigmor. Hvem har betalt regningerne? Rigmor igen. Og medicinen til Else, som altid klager over blodtryk og led. Else har også lånt penge til renovering, men stoppede efter tre måneder, så Rigmor overtog lånet.
Husker du det? spørger Mikkel.
Jeg husker, hvem der har betalt for alt i den her familie de sidste to år, svarer Rigmor.
Else træder ind i samtalen:
Rigmor, du er husets hovedperson; ansvaret hviler på dig. Er det så så svært at købe din svigermor et fjernsyn? Det er et køb for familien.
For familien? gentager Rigmor. Og hvor er familien, når der skal bruges penge?
Vi gør jo også noget, protesterer Mikkel. Jeg arbejder, og din mor hjælper hjemme.
Hvad hjælper hun med? spørger Rigmor overrasket. Else kommer bare for at drikke te og snakke om sine lidelser.
Else bliver fornærmet.
Hvad mener du med kun at snakke? Jeg giver jer råd om, hvordan man driver et hus på den rigtige måde.
Råd om, hvordan jeg skal forsørge alle? spørger Rigmor.
Hvem ellers skulle? svarer Mikkel ærligt. Du har et stabilt job og en god indkomst.
Rigmor ser nøje på sin mand. Han tror virkelig, at det er normalt, at hans kone bærer hele den økonomiske vægt.
Og hvad gør du med dine penge? spørger hun.
Jeg sparer dem, svarer Mikkel. Til en regnvejrsdag.
Til hvilken regnvejrsdag?
Du ved aldrig, om der kommer en krise eller du får fyr på dig. Så skal du have en sikkerhedsnet.
Hvor er mit sikkerhedsnet?
Du har et fast job; de fyrer dig ikke.
Rigmor siger roligt: Måske er det på tide, at du og din mor selv beslutter, hvad I vil købe, og med hvilke penge.
Mikkel smiler skævt. Hvorfor taler du så? Du styrer økonomien så godt. Vi prøver jo allerede at slippe dig for ekstra udgifter.
Ikke slippe mig? Rigmor får blod til ansigtet. Mikkel, tror du virkelig, du ikke belaster mig?
Det er jo kun når det er virkelig nødvendigt, indskyder Else. Kun når der er et reelt behov.
Er et fjernsyn virkelig nødvendigt?
Selvfølgelig! Hvordan kan man leve uden fjernsyn? Nyheder, serier.
Du kan se alt online.
Jeg forstår ikke internettet, afbryder Else. Jeg har brug for et ordentligt fjernsyn.
Rigmor ser, at samtalen går i ring. Både Else og Mikkel tror oprigtigt, at hun skal forsørge dem, mens de kniber hvert sidste krone til sig selv.
Så fortæl mig, hvad et fjernsyn koster, siger hun.
Man kan finde et godt et for fem hundrede fyrre kroner, lyser Mikkel op. Stort, med internet.
Fem hundrede fyrre kroner, gentager Rigmor.
Ja, ikke så meget.
Mikkel, ved du, hvor meget jeg bruger på familien hver måned?
En del, formoder jeg.
Omkring ni hundrede femoghalvtreds kroner: lejlighed, mad, el, Else’s medicin, hendes lån.
Mikkel trækker på skuldrene. Det er familien. Sådan er det.
Og hvor meget bruger du på familien?
Nogle gange køber jeg mælk. Brød.
Du bruger maksimalt omkring 68 kroner om måneden på familien, regner Rigmor. Og det er ikke hver måned.
Men jeg sparer til en nødsituation.
Hvem skal nødpenge gå til? Dig?
Til os selvfølgelig.
Så hvorfor sidder pengene på din private konto og ikke på en fælles?
Mikkel bliver tavs. Else tøver også.
Rigmor, du siger forkert, siger Else. Min søn forsørger familien.
Med hvad? spørger Rigmor forbløffet. Den sidste gang Mikkel købte ind var for seks måneder siden, og kun fordi jeg var syg og bad ham gå ud og handle.
Men han arbejder!
Og jeg arbejder. Men min løn går til alle, mens hans kun går til ham.
Sådan er det bare, siger Mikkel usikkert. Kvinden styrer husstanden.
At styre husstanden betyder ikke at bære alle på sine skuldre, svarer Rigmor.
Hvad foreslår du? spørger Else.
Jeg foreslår, at alle forsørger sig selv.
Hvordan skal det fungere? råber Else. Hvad med familien?
Familien er, når alle bidrager lige, ikke når én person drager alle andre med sig.
Mikkel ser forvirret på sin kone. Rigmor, det er mærkeligt. Vi er ægtefolk, vi har et fælles budget.
Fælles budget betyder, at begge lægger penge i én gryde og bruger dem sammen. Hvad har vi? Jeg lægger ind, og du beholder dine egne.
Ikke for mig sparer du.
For dig selv. Når penge skal bruges, bruger du dem på dine egne behov, ikke fælles.
Hvordan ved du det?
Jeg ved det. Lige nu skal din mor have et fjernsyn. Du har 540 kroner sat til side. Vil du købe det til hende?
Mikkel tøver. Det er mine opsparinger.
Præcis. Dine.
Else prøver at vende det:
Rigmor, du bør ikke tale sådan til din mand. En mand skal føle sig som familiens hoved.
Og familiens hoved skal støtte familien, ikke leve af sin kone.
Mikkel lever ikke af dig! protesterer Else.
Han gør. I to år har jeg betalt for lejligheden, mad, el, din medicin og dit lån. Mikkel har kun sparet til sine egne behov.
Det er kun midlertidigt, forsvarer Mikkel. Der er krise, tider er svære.
Vi har været i krise i tre år, og hver måned lægger du flere udgifter over på mig.
Jeg lægger dem ikke på dig, jeg beder om hjælp.
Hjælp? Har du betalt huslejen i de sidste seks måneder?
Nej, men
Har du købt ind?
Nogle gange.
At købe mælk en gang om måneden er ikke at købe mad.
Okay, jeg har ikke gjort det. Men jeg arbejder og bringer penge ind i familien.
Du bringer dem ind og gemmer dem straks på din private konto.
Jeg gemmer dem til fremtiden.
Til din egen fremtid.
Else springer ind igen:
Hvad er der sket med dig, Rigmor? Du plejede aldrig at klage.
Jeg troede, det var midlertidigt, at Mikkel snart ville tage del i udgifterne.
Og nu?
Nu ser jeg, at jeg er blevet en cashcow.
Sådan kan du ikke tale! eksploderer Mikkel.
Hvad skal jeg kalde det, når én person støtter alle, og de stadig forventer gaver?
Hvilke gaver? Fjernsynet er noget, din mor har brug for!
Mikkel, hvis din mor har brug for et fjernsyn, så skal hun købe det selv eller du køber det af dine opsparinger.
Men hendes pension er lille!
Og er min løn elastisk som gummi?
Du har råd.
Jeg kan, men jeg vil ikke.
Stilheden sænker sig. Mikkel og Else udveksler et blik.
Hvad mener du med at du ikke vil? spørger Mikkel stille.
Det betyder, at jeg er træt af at støtte familien alene.
Men vi er en familie; vi skal hjælpe hinanden.
Præcis. Hinanden, ikke én der bærer alle.
Rigmor rejser sig fra bordet, indser at de ser hende som en automatisk pengeautomat.
Hvor skal du hen? spørger Mikkel.
Til at ordne tingene.
Uden et ord åbner hun sin bankapp på telefonen, blokerer det fælles kort, som Mikkel har haft adgang til, og overfører alle sine opsparinger til en ny konto, hun har oprettet for en måned siden.
Hvad laver du? spørger Mikkel mistænksomt.
Jeg tager mig af de økonomiske anliggender, svarer hun kort.
Mikkel forsøger at se på skærmen, men Rigmor vender den væk. Efter fem minutter er alle pengene flyttet til hendes private konto, som hverken han eller Else kan nå.
Rigmor, hvad foregår? spørger Mikkel panisk.
Det, der burde være sket for længe siden, sker nu.
Rigmor fjerner alle andres adgang i kortindstillingerne. Mikkel ser forvirret på hende, uden at forstå omfanget.
Else springer op fra sin stol.
Hvad har du gjort? Vi står uden penge!
I får de penge, I selv tjener.
Hvad mener du med selv? Hvad med familien? Hvad med fællesbudgettet? skriger Else.
Else, vi har aldrig haft et fællesbudget. Det har kun været min budget, som I alle har leget i.
I er skøre! råber Else. Vi er en familie!
Rigmor svarer med rolig stemme:
Fra i dag lever vi hver for sig. Jeg er ikke forpligtet til at betale for jeres luner.
Hvilke luner? protesterer Mikkel. Det er nødvendige udgifter!
Et fjernsyn til 540 kroner er en nødvendig udgift?
Ja, for mor!
Så lad mor købe det med sin pension, eller så køber du det af dine opsparinger.
Else skynder sig til sin søn:
Hvorfor er du tavs? Sæt hende i knibe! Hun er din kone!
Mikkel mumler noget uforståeligt og undgår Rigmors blik. Han ved, at hun har ret, men vil ikke indrømme det.
Mikkel, tror du virkelig, jeg skal støtte hele din familie? siger Rigmor stille.
Vi er ægtefolk.
Ægtefolk betyder partnerskab, ikke at én bærer alt.
Min løn er mindre!
Din løn er mindre, men dine opsparinger er større, fordi du kun bruger dem på dig selv.
Mikkel bliver tavs igen. Else skifter taktik:
Rigmor, lad os tale pænt. Du har altid været en god kvinde, du har altid hjulpet.
Jeg hjalp, indtil jeg indså, at jeg blev udnyttet.
Du bliver ikke udnyttet du er værdsat!
Værdsat for hvad? For at betale alle regninger?
For at støtte familien.
Jeg støtter ikke en familie, jeg støtter to voksne, der kan tjene deres egne penge.
Næste morgen går Rigmor i banken og åbner en separat konto i sit navn. Hun udskriver kontoudtog for de sidste to år, som viser, at alle udgifter husleje, mad, el, medicin, Elses lån er gået på hende.
Da hun kommer hjem, pakker hun en stor kuffert med Mikkels ting: skjorter, bukser, sokker alt ryddeligt foldet.
Hvad laver du? spørger Mikkel, da han kommer hjem fra arbejde.
Jeg pakker dine ting.
Hvorfor?
Fordi du ikke længere bor her.
Hvad mener du? Dette er også min lejlighed!
Lejligheden står i mit navn. Jeg bestemmer, hvem der bor her.
Men vi er ægtefolk!
Indtil videre, men ikke længe mere.
Rigmor ruller kufferten ud i gangen og rækker nøglerne.
Nøglerne.
Hvilke nøgler?
Til lejligheden, alle sæt.
Er du seriøs?
Helt sikkert.
Mikkel overgiver modvilligt nøglerne. Rigmor tjekker både hovedsæt og reserve.
Har din mor nøgler?
Ja, hun kommer ind af og til.
Ring til hende, få hende til at aflevere dem.
Hvorfor?
For Else ikke længere har ret til at komme ind i min lejlighed.
En time senere ankommer Else. Hun ser kufferten i gangen og forstår, at det er alvorligt.
Hvad betyder det? spørger hun skarpt.
Det betyder, at din søn flytter ud.
Flytter ud hvor? Det er hans hjem!
Det er mit hjem, og jeg vil ikke længere understøtte lusere.
Hvordan vover du! udbryder Else.
Jeg vover. Overgiv nøglerne.
Hvilke nøgler?
Til lejligheden. Jeg ved, du har en kopi.
Jeg giver dem ikke tilbage!
Så vil jeg ringe til politiet.
Else gør et stort oprør, råber, at Rigmor ødelægger familien, at man ikke skal behandle pårørende så. Rigmor svarer roligt, tager telefonen og ringer:
Hej, vi har brug for assistance. Tidligere pårørende nægter at aflevere nøglerne til min lejlighed og vil ikke forlade den.
En halv time senere ankommer to betjente. De forklarer situationen og tjekker papirerne på lejligheden.
Frue, aflever nøglerne og forlad lejemålet.
Men min søn bor her!
Din søn er ikke ejer og har ingen ret til at disponere over ejendommen.
Med vidner til stede giver Else modvilligt nøglerne fra sin taske og smider dem på gulvet.
I vil fortryde det! skriger hun, daRigmor lukkede låsen bag sig, gik ud i den kolde efterårsluft og mærkede for første gang i årevis, hvordan friheden endelig fyldte hende med ro.
