Mine forældre boede dengang i Aalborg, mens jeg selv havde slået mig ned i København.
Det er efterhånden over tyve år siden, vi sidst så hinanden. De arbejdede begge som kunstnere og sang i et folkekor hele deres tilværelse var én lang turné. Da jeg var fem år, begyndte jeg at bo hos min mormor. For at gøre hverdagen lettere for hende flyttede vi ud til hendes familie på landet nær Herning. I begyndelsen kom min mor og far på besøg et par gange om året, måske tre, men med tiden blev det sjældnere og sjældnere. Til sidst holdt jeg endda op med at tænke på dem. Og en dag mistede vi kontakten helt.
Efterhånden som jeg blev ældre, begyndte jeg at læse medicin i Odense. Midt i mit tredje studieår blev jeg gift.
I dag driver min mand og jeg vores egen tandklinik, og vi klarer os ganske godt økonomisk. For et års tid siden tog min far og mor kontakt igen. De ringede til klinikken, for de havde slet ikke mit nummer. Vores samtaler gik mest ud på, at de klagede over deres liv, og hvor vanskeligt alting var blevet.
Jeg lyttede til alt deres brok og svarede roligt, at det var deres eget valg, dengang de lod mig vokse op hos mormor. Nogle gange sendte mine forældre hende en lille pose mønter, men ellers levede vi af hendes folkepension. Det nævnte min mormor ofte, og jeg forstod det jo godt, for vi måtte altid spare, og der var aldrig råd til meget.
Jeg klarede mig fagligt godt og fik en gratis studieplads. Hvis jeg skulle have penge til tøj eller fornødenheder, måtte jeg tage nattevagter som sygeplejerske på hospitalet. I dag har jeg mit eget liv, og mine forældre har deres hvis de da stadig har hinanden, sådan som turnélivet har været.
Efter mine forældre indså, at jeg ikke havde tænkt mig at hjælpe dem økonomisk, begyndte de at true med at søge om underholdsbidrag gennem det offentlige. Men med den nuværende situation i landet tvivler jeg på, at de kan få noget igennem.
Det var de ord, der fik mig til helt at vende dem ryggen. Tidligere var jeg i tvivl, om jeg gjorde det rigtige, og tanken om at hjælpe dem nagede mig men efter det havde jeg ikke længere lyst til at have kontakt eller høre mere fra dem.
Gør jeg det rigtige, eller bør jeg alligevel hjælpe mine forældre?
