Jeg ved ikke, måske er jeg den eneste, der har det her problem. På det seneste er jeg begyndt konsekvent at dele maden lige op mellem min mand og mig. Jeg kan simpelthen ikke se en anden løsning. Hvis jeg ikke deler op fra starten, ender min mand med at spise min del også. Og så står jeg tilbage med ingenting og altså sulten.
Lad mig forklare nærmere. Min mand og jeg har været gift i tre år nu. Vi har ikke travlt med børn endnu det kommer nok med tiden. Vi arbejder begge to og tjener nogenlunde det samme. Da vi blev gift, tænkte jeg ikke nærmere over min mands lidt sære vane. Han kunne bare godt lide at spise, og det var vel fair nok.
Men så begyndte jeg at lægge mærke til, at alt det, vi handlede ind sammen eller den mad, jeg lagde arbejde i at lave det blev faktisk spist mest af min mand. Jeg fik kun lidt af det, jeg enten havde købt eller brugt tid på at lave. Sådan fortsatte det i over et år.
Som for eksempel når jeg lavede ovnstegt kylling så var der næsten intet tilbage til mig. Men jeg elsker altså lår og schnitzel af kylling. At skulle nøjes med tørt brystkød eller et par vinger hver gang, det er altså ikke nogen fornøjelse. Det samme gælder slik og kager. Hvis jeg er heldig, får jeg et enkelt eller to stykker. Lige meget for mig og for min mand. Han har altid allerede spist de bedste bider.
I starten prøvede jeg pænt at gøre ham opmærksom på, at han altså ikke er den eneste, der elsker slik og kylling. Min mand grinede bare ad det og sagde:
Du laver så god mad, jeg har slet ikke opdaget, at jeg har spist det hele. Undskyld, jeg vidste ikke, at du også ville have noget du skulle bare have sagt det.
Jeg blev ikke fornærmet, men det var da ikke særligt sjovt. Den berømte dråbe kom dog på min fødselsdag. Aftenen før havde jeg tryllet et par lækre salater frem og lavede vores yndlingskylling i ovnen, så jeg næste dag bare skulle varme det og vi kunne hygge os sammen uden alt det køkkenræs.
Min mand er som regel hjemme før mig. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at han ville spise det hele. Men det gjorde han alle salaterne var næsten forsvundet, kun én skefuld af hver var tilbage. Jeg havde et enkelt kyllingelår til overs.
Jeg var simpelthen så sulten. Jeg kunne ikke vente, sagde min mand.
Jeg endte også med at dele kagen op. Halvdelen til mig, halvdelen til ham. Men så kunne jeg ikke klare det mere. Jeg blev sgu træt af det! Hele den gode stemning, jeg kom hjem fra arbejde med, forsvandt bare.
Nu er det nok, skat! Jeg har været tålmodig længe, men nu gider jeg altså ikke mere. Lad os gøre det sådan: Alt, vi køber ind, deler vi lige op. Kylling skæres over halv til dig, halv til mig. Slik og småkager i poser én pose hver. Frugt og resten helt det samme. Du spiser din halvdel, som du vil, om det er med det samme eller over flere dage. Jeg gider ikke rende rundt og være sulten, fordi du tager det hele du spørger mig endda ikke engang, om jeg vil gemme noget. Kort sagt enten deler vi altid lige, eller også handler jeg selv ind, og du køber dine egne varer.
Han sagde ikke imod, men var enig. Nu deler vi konsekvent alt op mellem os, så ingen skal undvære.
