Jeg er niogtyve år gammel. Måske er jeg den mest naive kvinde i hele Danmark, for indtil for nylig troede jeg, at alt var i fineste orden i min familie. Jeg tog grueligt fejl i mit valg… Min mand viste sig at være en bedrager og en egoist. Jeg kan stadig ikke fatte, at han gjorde det mod mig.
Vi har kendt hinanden i ti år, været gift de sidste seks. Han hedder Mikkel, en omsorgsfuld og betænksom mand sådan troede jeg, i hvert fald. Han sørgede for både mig og børnene. Vi har to børn: en dreng og en pige. Med min hjælp fik Mikkel startet sit eget firma op. Forretningen gav gode indtægter vi havde råd til at købe økologiske grøntsager på torvet hver lørdag.
Jeg arbejdede som salgsassistent. For nyligt åbnede jeg min egen webshop med tøj. Så når min datter er i børnehave, og sønnen sover til middag, sidder jeg hjemme under lyset fra min gamle PH-lampe og arbejder.
Min vægt har altid ligget omkring fireoghalvtreds kilo. Efter at jeg fik børn, tog jeg tyve kilo på. Jeg håbede, at hverdagsjagten med to børn ville hjælpe mig at tabe dem igen. Men intet er så nemt, som det ser ud på overfladen. Jeg satte mig for at slanke mig: jeg spiste sundt, dyrkede motion, drak litervis af vand og undgik alt, der bare mindede om rundstykker eller wienerbrød. Alligevel stod vægten stille, og det gjorde mig trist. Mindreværdet begyndte at æde mig op indefra.
Efter anden fødsel kunne jeg ikke kende mig selv mere. Jeg følte mig hverken kvindelig eller attraktiv. Og Mikkel begyndte at ændre sig for mine øjne. Han holdt op med at kysse mig og give kram. Andre ting skal vi slet ikke tale om. Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst talte rigtigt sammen, andet end om aftensmad og hvornår børnene skulle hentes.
Før jeg blev mor, følte jeg mig meget mere selvsikker og smuk. Nu skammede jeg mig, når jeg så mit spejlbillede i entreen. Jeg ved godt, det har påvirket vores forhold. Så jeg besluttede at gøre noget ved det. En dag ville jeg overraske min mand og tage frokost med ned til hans kontor. Men da jeg stod udenfor døren, hørte jeg ham tale dæmpet:
Søde, rolig nu, jeg kommer forbi efter arbejde. Jeg har sagt til min kone, at jeg drukner i papirarbejde. Hun aner ikke engang, at du eksisterer!
Jeg gik ikke ind. Jeg vendte mig bare om og forsvandt udefra som en væske hældt i Københavns kloaksystem.
Han forstår nok ikke, at jeg kun tog på, fordi jeg bar vores børn. Selv er han heller ikke nogen Adonis han har selv fået mave. Alligevel ser han kun mine fejl.
Tænker han virkelig, at jeg er dum ovenikøbet?
Jeg kunne ikke få mig selv til at sige til Mikkel, at jeg hørte det hele. Hvad skal jeg nu gøre? Skal jeg søge om skilsmisse? Hvad med børnene? Vil de overhovedet kunne klare sig uden deres far? Eller skal jeg lade som ingenting? Det kan jeg vist ikke holde ud.
Foreløbig har jeg besluttet at passe ekstra godt på mig selv. Jeg har meldt mig ind i fitnesscenteret nede ved havnen. Først vil jeg vise min mand, hvad han går glip af, og så… Ja, så må vi se, hvad hele det her underlige, flydende liv bringer.
Jeg er niogtyve år. Måske er jeg den mest naive kvinde i Danmark, for indtil for nylig troede jeg, at alt i min familie var helt fint. Og jeg tog fejl i min vurdering.