JEG ER MIN EGEN GAVE
Birgitte Madsen en køn, blåøjet, lyskastanjefarvet kvinde lidt over de halvtreds, stadig med flotte former, dog en anelse til den bløde side, stod ved vinduet i en femstjernet hotelsuite, nippede til sin nødde-likør og funderede:
“Så blev det altså hertil Skilt, midaldrende kvinde, alene på et hotel for folk, der er forelskede. Heldigvis er det da en suite, ikke et motorvejsmotel med udsigt til p-pladsen dét ville virkelig være sørgeligt.”
Hun var overbevist om, at romantikken var forsvundet for tyve år siden, omtrent samtidig med, at de sidste døre blev smækket af teenagebørn. Fra tid til anden dukkede der mænd op i hendes liv, men det endte som regel i skuffelser, hvor hun balancerede på depressionens rand. Hun havde besluttet, at mænd var et afsluttet kapitel.
Men så kom han hendes digitale bejler. Skrev beskeder så søde, at kinderne blev røde og ryggen rank selv på en tirsdag. Hun overvejede at indramme hans ord og hænge dem på køleskabet både for at kunne genlæse dem og holde sig fra køleskabet. Nogle gange tænkte Birgitte, at han måtte gå til skrivning eller bare havde for meget fritid.
Hun blev omdannet til “Birte” igen. Købte en kjole, der fik kollegaerne til at bide sig i læben af misundelse, en bh til samme pris som en flybillet til Malaga, og hun meldte sig i fitnesscenteret. Lavede squats med en indsats, som om Danmarks fremtid stod på spil.
“Hvis jeg dør under squats i morgen, så grav mig ned i den her kjole. Så kan eksen bare ærgre sig!” jokede hun mørkt til veninderne.
Mødet fandt sted. Det gik overraskende godt. Detaljerne egner sig ikke til dagbogen, men spejlbilledet bagefter var sjældent tilfredsstillende Birte så yngre og lykkeligere ud end længe.
Men anden date blev ikke til noget. De havde udvalgt en idyllisk kystby for at øge romantikken. Birgitte havde planlagt alt, glædet sig, stresset lidt, men han fik et akut tilfælde af for højt blodtryk og blev hjemme. Så sad hun der alene, på hotellet, i en fremmed by. Sådan nogle stød går ikke ubemærket hen længere. Skæbnen blinkede nærmest til hende: “Rolig nu, pige.”
Birgitte satte sig ved vinduet med sit glas likør og forsøgte at være rationel:
“Nå ja hvordan skulle jeg egentlig fortælle det til børnebørnene? ‘Farmor, hvordan fandt du din anden ungdom?’ ‘Ude på lufthavnens p-plads, ventende på en mand med blodtryksmedicin.’ Sikke en romance!”
Morgenen efter gik hun i spaen og besluttede: “Nu er det nok nu skal jeg forkæle mig selv. Fest for én!” I spaen blev hun forsikret om, at hendes hud strålede. Birgitte kiggede i spejlet og tænkte: Jo, det stråler, men det må nu være olien mere end ungdommen.
Byvandringen var pragtfuld. Guiden en høj, gråhåret herre med fløjlsblød stemme. Ved siden af snakkede en ældre dame i træningsdragt uafbrudt, men Birgitte lyttede kun til ham. Han fortalte om middelalderens slag, og Birgitte tænkte: Mænd har i århundreder kæmpet for byer, kvinder for opmærksomhed. Sådan er balancen.
I skal prøve brunsviger, sagde guiden, da han førte gruppen ind i byens bedste bager og kiggede Birgitte lige i øjnene.
Brunsvigeren var himmelsk. Birgitte blev næsten forelsket igen denne gang i gærdej med sukker. “På brunsviger kan man altid regne med ikke altid på mænd,” fniste hun for sig selv.
Derefter blev det til shopping: Et ravhalsbånd og en turkis kjole, der sad så stramt om barmen, at hun blinkede til sig selv i spejlet. Kjolen var dristig Birgitte tvivlede på, hun turde gå med den. Men det stoppede hende ikke.
På hjemturen kiggede hun ud af flyvinduet og sukkede. Byen forsvandt, og det gjorde hendes romantiske håb også lidt.
Tja Måske ses de igen, måske ikke. Livet stopper heldigvis ikke her.
Forude venter et nyt klædeskab, et par ferier og måske endnu en brunsviger. Med eller uden mand.
“Og hvis det bliver uden, så i det mindste med en kugle vaniljeis,” smålo hun og døsede hen, afslappet og lettere til sinds.
Livet har lært mig, at hvis du ikke får den romance, du ventede på, kan du i det mindste give dig selv en rigtig god dag.
