Jeg er Mette, ikke Tove
Mette strålede af lykke – hun havde bestået alle sine eksaminer! Måske ikke kun med topkarakterer, men godt nok til, at mor og far kunne være stolte. Da hun åbnede døren til huset, hørte hun sin mors velkendte stemme – og en anden, hæs og fjern, som om den kom fra en glemt tid. Hun listede ind på sit værelse for ikke at forstyrre, men så hørte hun det:
“Jeg siger det til dig sidste gang, Tove…” sagde mor skarpt.
Dernæst lyden af fars fodtrin i entreen. Mette kiggede ud i gangen og mødte blikket af en kvinde i en hvid, slidt tørklæde. Ansigtet virkede på en måde bekendt. Hvor havde hun set hende før? En gammel skygge af erindring prikkede ubehageligt. Den kvinde med de klæbende øjne. Den, der engang kaldte hende “Tove”.
“Hej, Tove. Hej, min pige,” sagde den uønskede gæst.
“Gå nu, Tove,” knurrede faderen.
“Jeg går, jeg går… Vi ses, søster,” svarede kvinden og forsvandt.
Mette stod målløs.
“Far, hvem var det?”
“En bekendt af din mor.”
“Men hun kaldte hende søster.”
“Piger siger sådan nogle gange… Måske.”
Men morens bekymrede blik og den spændte stilhed i huset fortalte en anden historie. Det var tydeligt – det her var ikke bare en bekendt. Det var en del af deres hemmelighed.
Et par dage senere mødte Mette Tove igen.
“Nå, hej, Tove,” sagde kvinden og nærmede sig.
“Jeg er ikke Tove. Jeg hedder Mette.”
“Kan du huske mig?”
“Jeg ved ikke… Du besøgte min mor.”
“*Min mor*? Jeg er din mor, Tove… Din rigtige mor…”
Tove greb hendes hænder. Hun talte hurtigt, forvirret, næsten bedende. Og uden helt at forstå hvorfor, fulgte Mette med.
“Kom ind, min skat,” sagde kvinden og førte hende ind i et gammelt, skrøbeligt værelse. “Her boede du, indtil du var to… Kan du huske det?”
En bølge af minder flød over Mette: skiden gulv, opkastede cigaretskodder, nogen råbte, sparkede til døren, og lille, lille hun, søgende efter noget at spise på gulvet. Nogen stak beskidte fingrer i hendes mund… Og hun bed – til der kom blod. Angst. Tårer. Kulde. *Tove*… dengang hed hun Tove.
En rå stemme flår hende ud af erindringen:
“Tove, har du været på igen? Har du penge med?”
En beruset mand med slørede øjne vaklede ind.
“Hvem har vi her? En lille gaves til mig?” – og han rakte ud efter Mette.
Hun rev tasken op, tog pengene frem:
“Her! Men kom aldrig igen. Ikke til os. Ikke til mor og far. Jeg husker alt nu. Og I er *intet* for mig.”
“Tove…”
“Jeg hedder Mette!”
Hun løb hjem, kvalt af tårer. Hun rystede, fik feber. Moren fandt hende grædende.
“Mor, jeg var hos hende… Jeg husker… fedtet… de beskidte hænder i munden… jeg bed…”
“Åh, mit barn…” moren holdt hende tæt, som dengang hun var lille.
Og så fortalte hun historien. Om de to søstre i børnehjemmet – Tove og Lise. De blev adopteret sammen. Tove var sød til at begynde med, men så… ændrede hun sig. Røg, stjal, løb væk, kom tilbage – gravid. Barnet var fra en ukendt mand. Forældrene tilgav. Lise, dengang stadig studerende, lovede at hjælpe… og tog den lille med hjem. Tove blev til Mette. Men Tove mistede retten til hende – og begyndte at kræve penge for at holde sig væk.
Siden den dag var Mette deres datter – både i hjerterne og på papiret.
Tove dukkede nogle gange op. Græd. Bad om tilgivelse.
“Tove, min skat…”
“Jeg hedder Mette. Undskyld, Tove.”
Moren tålte det.
“Hun er min søster. Måske er jeg hendes sidste chance til et normalt liv…”
En dag kom Gunnar, ham med de beskidte fingrer.
“Tove er på hospitalet. Det ser skidt ud.”
De kørte derhen.
“Undskyld, min pige,” sagde en ædru og bleg Tove. “Tak fordi du lever. Tak fordi jeg fik dig… en lille stund.”
“Det skal nok gå godt. Bliv hos os.”
Men hun overlevede ikke.
Senere så Mette Gunnar igen. Denne gang ædru.
“Jeg er stoppet. Takket være hende… undskyld, Tove…”
“Jeg hedder Mette.”
“Ved du hvad… Jeg er ikke din far, men jeg ved, hvor han er. Vil du se?”
Han førte hende til en gravsted. En smuk mand lå der. En ældre kvinde kom til.
“Er du hans datter?”
“Jeg tror det…”
“Jeg er din bedstemor.”
Nu har Mette to grave. To liv: Det, hun flygtede fra. Og det, hun voksede op i.
Hun besøger dem, der gav hende livet. Fortæller dem om sig selv. Lover at leve et værdigt liv – og holder det løfte.
