Mine tanker kredser ofte om mine børn, selvom de alle nu er voksne og lever deres egne liv. Nogle gange kan jeg mærke en vis skuffelse især når kontakten ikke er så varm, som jeg kunne drømme om. Hvem er disse voksne døtre, jeg har bragt op?
Min egen historie som mor…
Jeg, Birgitte, har opdraget tre børn. Nu er de voksne, har fundet deres egne veje og klarer sig selv. Min ældste søn, Henrik, har bosat sig i Tyskland med sin familie. Han sender billeder og små kort til højtiderne. Jeg gemmer dem alle og nyder indimellem at tage dem frem.
Vi savner dig meget, min dreng. Mon ikke du kan finde tid til at besøge os? Bare én gang, så vi kan møde børnebørnene og din søde hustru, skrev jeg for nylig til ham.
Min mellemste datter har giftet sig med en officer. De rejser tit rundt på grund af hans arbejde, men de opdrager deres datter og kommer af og til forbi til et weekendbesøg. Min mand, Jørgen, taler altid pænt om svigersønnen hun har fundet sig en god mand.
Min yngste datter lever alene. Line blev gift engang og fik en søn, men hendes mand gik fra hende. Hun fulgte mit råd om at søge lykken inde mod København og tog sin dreng med. Nu arbejder hun som syerske på en fabrik og forsøger at skabe sig et bedre liv dér.
Jeg besluttede mig for at tage hen og besøge Line.
Tror du, du kan klare dig selv i en uges tid? spurgte jeg Jørgen, mens jeg pakkede. Jeg har lyst til at besøge Line og se, hvordan de egentlig har det.
Jørgen hjalp mig ud til togstationen, selvom jeg kæmpede lidt med de tunge tasker. Han ønskede mig en god tur og gik hjemad med et smil. I flere timer sad jeg i InterCityLyn mellem andre rejsende, spændt på at se min datter igen tre år var der gået siden sidst.
Mor, hvorfor ringede du ikke og sagde, du kom? Jeg er på arbejde nu og kan først hente dig på Hovedbanegården i aften, sagde Line, da jeg ringede hende op.
Undskyld, jeg ville overraske dig, svarede jeg forsigtigt. Er det okay jeg venter? Ja, selvfølgelig, lød svaret, men efter lidt tid besluttede jeg mig dog for at tage ud til hende selv.
I døren blev jeg mødt af mit barnebarn. Han var høj, rank og mindede om Jørgen, da han var ung.
Hej min dreng! Jeg gav ham et stort knus. Så! Nu er det vist nok kram, sagde han og trak sig fri med et lille smil. Hvorfor kom du ikke tidligere? spurgte jeg, lettere forpustet.
Jeg skulle ordne lejligheden og lave mad, så det var fint, du ventede lidt. Mor gik tidligt fra arbejde og gik i gang med at lave frikadeller og kartofler til dig.
Telefonen ringede, og jeg beroligede Jørgen: jeg var fremme, nogen havde hjulpet med taskerne, og nu sad vi til bords hjemme hos Line.
Da vi sad og satte os omkring bordet med rødgrød og frikadeller, spurgte Line: Vil du have én eller to frikadeller, mor? Jeg var både sulten og træt kunne sagtens have spist tre, men sagde bare: Bare stil dem på bordet, så ser vi.
Der blev sat fem frikadeller frem, og så var det dét. Ikke den store middag, hvor datter og mor for alvor genforenes. Jeg tænkte, måske havde de problemer med økonomien, og lovede mig selv at hjælpe lidt. Midt i maden spurgte Line, hvornår jeg havde tænkt mig at tage hjem igen. Jeg følte mig uvelkommen og sagde hurtigt, at jeg sagtens kunne rejse allerede dagen efter, hvis det var mere bekvemt for dem.
Dagen efter blev jeg mest efterladt til mig selv. Om aftenen sad vi hver for sig barnebarnet gik over til naboen for at se fodbold, og Line gik ud med veninderne. Jeg blev siddende alene.
Efterhånden blev det tydeligt for mig, at jeg egentligt ikke var savnet her. Jeg begyndte at pakke mine ting. Pludselig hørte jeg barnebarnet spørge: Mor, hvornår kommer onkel? Vi skal jo til fodboldkamp.
Når mormor rejser, lød Lines svar.
Stille, lidt bedrøvet, tog jeg min kuffert og gik. Jeg sagde ikke engang farvel. Da Jørgen dukkede op på stationen for at tage imod mig, var han så glad, og det slog mig, at lige meget hvor meget kærlighed og omsorg, vi har givet vores børn, så kommer der måske et tidspunkt, hvor vi ikke længere passer ind i deres liv.
