**Dagbog**
De sagde det til mig i dag: “Din mor er her for at hente dig. Gør dig klar.” Alle tror, at børn i børnehjemmet længes efter de ord, men jeg røg sammen som om jeg var blevet slået.
“Kom nu, gør dig klar. Hvad venter du på?”
Birgitte, pædagogen, stirrede på mig, forvirret over, hvorfor jeg ikke var glad. Livet i børnehjemmet er jo ikke ligefrem lykke. Mange løber væk fra det og ud på gaden. Men mig? Jeg skal tilbage til mit eget hjem, og alligevel er jeg ikke tilfreds.
“Jeg vil ikke,” mumlede jeg og vendte mig mod vinduet. Min veninde, Freja, skottede til mig men sagde ingenting. Selv hun forstod det ikke. Hun ville elske at komme hjem, men der er ingen, der venter på hende.
“Lise, hvad er der galt?” spurgte Birgitte. “Din mor venter på dig.”
“Jeg vil ikke se hende. Jeg vil ikke tilbage.”
De andre piger lyttede også, og Birgitte besluttede, at samtalen ikke var til ører, der ikke skulle høre den. “Kom med mig.”
Hun førte mig ind på sit kontor og så medfølende på mig.
“Din mor har begået mange fejl, men hun prøver tydeligvis at rette op på det. Ellers ville hun ikke få lov til at tage dig med.”
“Tror du, det er første gang?” Jeg fnøs og rystede på hovedet. “Det er anden gang, jeg er i børnehjemmet. Sidste gang lod hun som om, hun havde ændret sig. Gemte flaskerne, ryddede op, købte mad, fik et arbejde. Da de kom på kontrol, så det udmærket ud. Men så snart jeg kom hjem, gik det hele i vasken. Hun har kun brug for mig for at få børnepengene.”
“Lise, jeg kan ikke gøre noget ved det. Og derhjemme er det måske bedre?”
“Bedre?! Ved du, hvad det er at sulte? Eller at gå i skole i tynde, ødelagte sko, når det er minus tyve grader? Eller at gemme sig på sit værelse og bede om, at mor fulde venner ikke kommer ind? Hvorfor fratager de hende ikke forældremyndigheden?”
Tårerne trængte frem i mine øjne. Ja, jeg kunne ikke lide børnehjemmet, men her vidste jeg, at jeg fik mad og tøj. Og at jeg var i sikkerhed. Derhjemme var alt anderledes.
“Jeg kan ikke hjælpe dig,” sukkede Birgitte.
Hun syntes virkelig synd i mig. Jeg var kvik, intelligent sjældent i et børnehjem. Måske havde min mor engang været interessant, før alkoholen ødelagde hende. På trods af at Birgitte havde arbejdet der i syv år, var det første gang, hun mødte et barn, der ikke ville hjem.
“Kan jeg ikke bo alene?” spurgte jeg. “Jeg kunne arbejde og leje et værelse.”
“Først når du bliver myndig.”
“Jeg er næsten seksten! Jeg er voksen!”
Birgitte tænkte også, at jeg var for voksen for min alder. Men hun kunne ikke gøre noget.
“Desværre skal du være under en voksens opsyn. Er der nogen, der kunne overtage forældremyndigheden?”
“Der er ingen… Da mormor levede, var det okay, men nu er det uudholdeligt.”
“Og din far?”
“Druknet… Han er død.”
Jeg sagde det så roligt, som om det var normalt. For mig var det det.
“Har han ingen familie?”
Jeg tænkte mig om.
“Han havde en mor, men jeg kender hende ikke. Hun talte ikke med ham. Og jeg forstår hende.”
“Lad os gøre sådan her,” sagde Birgitte. “Prøv at bo hos din mor, mens jeg undersøger din mormor. Deal?”
Jeg nikkede. Hvad andet kunne jeg gøre?
Selvfølgelig spillede min mor teater. Hun kastede sig grædende over mig, bad om tilgivelse, krammede mig. Men jeg reagerede ikke. Jeg vidste, at så snart vi kom hjem, ville hun være den samme.
Det skete. Den første dag holdt hun sig, den anden kom hun hjem med alkohol.
Alt vendte tilbage til det sædvanlige. Min mor drak, mistede sit arbejde. Jeg levede igen i helvede.
En nat væltede en fuld mand ind på mit værelse. Jeg fik smidt ham ud, men det var nok.
Heldigvis havde Birgitte givet mig sit telefonnummer. Jeg ringede og sagde, at jeg enten måtte løbe væk eller tilbage til børnehjemmet.
“Jeg har fundet din mormor,” sagde hun. “Jeg taler med hende. Hvis hun siger ja, kan hun få forældremyndigheden.”
Jeg insisterede på at følge med. Jeg kendte hende ikke, men håbede, hun ikke ville smide mig ud.
Døren blev åbnet af en kvinde i tresserne. Smuk, statelig.
“Hvad vil I?”
“Agnete Mikkelsen?”
“Ja.”
“Jeg er din barnebarn,” sagde jeg.
“Hvad?”
“Jeg er din søns datter.”
“Nå. Hvad kan jeg gøre for dig?” Hun forblev rolig.
“Kan vi tale?” afbrød Birgitte.
“Okay. Men kort. Jeg skal på arbejde.”
Agnete hældte te op. Hun så på mig som på en fremmed, men sagde intet.
Birgitte forklarede situationen.
“Hun kan blive i børnehjemmet, men du kan få forældremyndigheden.”
“Hvorfor skulle jeg det?”
“Altså… hun er din barnebarn.”
“Jeg kender hende ikke. Og jeg har ikke lyst til at kende hende. Min søn gav mig nok sorg. Jeg vil gerne glemme alt om ham.”
“Forstå nu, Lise lever under forfærdelige forhold. Du kunne”
Jeg afbrød.
“Agnete Mikkelsen, du kender mig ikke, og jeg kender ikke dig. Jeg har heller ikke lyst til at lære dig at kende. Jeg vil glemme mine forældre. Men loven siger, jeg skal have en værge. Jeg har ikke andre. Jeg behøver ikke noget fra dig. Bare et sted at bo til jeg bliver myndig. Jeg skal i gang med arbejde og betale for mig selv. Penge for forældremyndigheden kan du beholde. Jeg kommer ikke til at være en byrde.”
Birgitte så bistert på mig, men Agnete virkede imponeret.
“Man siger, at alkoholikeres børn er udviklingshæmmede. Men ikke her. Så du vil bo hos mig i to år og så forsvinde?”
“Det lover jeg.”
“Fint. Men husk: Du kalder mig ikke mormor, du rører ikke mine ting, ingen venner med hjem. Forstået?”
“Fint.”
Birgitte ordnede papirerne, og min mor mistede forældremyndigheden. Agnete blev min værge.
Selvom jeg var stædig, var jeg bange. Ingen penge, kun to måneders skole tilbage. Hvad hvis hun ikke ville give mig mad?
Men første aften kaldte hun mig til bordet. Længe siden, jeg havde spist så godt. Mor lavede sjældent mad.
Dagen efter så hun mine ødelagte sko
