Jeg er ikke længere jeres tjenestepige!
– Hej, skat! Jeg har en stor overraskelse til dig! Tilbered din signaturret til aftensmad i dag!
– Hvad er der sket? spurgte Anna bekymret.
– Alt er vidunderligt! Jeg fortæller mere i aften!
Opkaldet blev afbrudt, og Anna kiggede tvivlende ud af vinduet. Det var en kølig oktober. Opkaldet fra hendes mand løftede ikke hendes humør, for i de 25 års ægteskab havde han aldrig givet hende en overraskelse, slet ikke en stor én.
Dørklokken ringede præcis, da hun tog sin særlige kødret med hemmelig sauce ud af ovnen.
– Hej, husmor! Hvor dejligt det dufter! sagde Kasper begejstret, mens han satte en flaske ned på bordet. – Dæk op! Jægeren er vendt hjem!
– Hvorfor er du så opstemt? Jægeren? kvinden kiggede skeptisk på sin mand.
– Jeg vasker lige hænder og fortæller det under toasten.
Efter at have skænket vin i glassene, begyndte Kasper højtideligt: – Jeg løfter dette glas for verdens bedste mand og far! Og for os… og for to ugers vidunderlig ferie på det bedste trestjernede hotel ved havet.
For et øjeblik blev Anna glad, men hendes mand fortsatte:
– Vidste du, at Emil er dygtig til at dykke med iltflaske?
– Hvem? kvinden blev forvirret.
– Men skat, Emil, vores elsker lige svigersøn til vores datter Louise.
– Hvad har Emil og Louise med det at gøre?
– Anna, har du siddet for længe inde? Vi tager alle afsted sammen, som én stor familie.
Kvinden satte sit glas ned uden at smage. Hun kiggede træt på sin mand.
– Hvem betalte for turen?
– Det gjorde jeg selvfølgelig! sagde Kasper stolt og slog sig på brystet.
– Du har lovet mig en rejse til en paradisø i 25 år, og nu vil du have, at vi rejser med vores datter og svigersøn?! Jeg ser dem hver dag! De laver ikke mad derhjemme, for vi har altid noget at spise her! Du køber endda mad til dem og betaler deres husleje. De forstår ingenting om “voksen papirarbejde”.
– Men lille Louise… begyndte Kasper.
– Hvad med hende?! Jeg fik hende, da jeg var atten! Jeg trøstede mig selv med, at jeg senere ville få tid til at leve! Og hvad nu? Jeg er femogfyrre. Jeg har hverken set eller oplevet meget. Jeg arbejder hjemmefra. Jeg står både ved komfuret og vasken dagen lang.
Tårerne pressede sig på. Ked af det klemte.
Anna elskede sin datter, men hun kunne være ligeglad med svigersønnen. Hun mente, at voksne mennesker skulle klare sig selv. Da hun blev gravid og gift i en alder af atten, hjalp ingen hende. Hendes mand, der arbejdede på et forskningsinstitut, kunne ikke hjælpe meget. Efter at have tilegnet sig bogholderi, rådgav hun stadig flere virksomheder den dag i dag. En gang imellem hang familiens indkomst kun på hendes skuldre.
– Anna! stemmen fra hendes mand blev strengere. – Hvorfor de tårer? Vi tilbringer allerede så meget tid sammen, mens de unge stadig søger sig selv og har brug for støtte.
– Har du nogensinde tænkt på mig?
– Selvfølgelig! Du skal også med! Hvad er problemet?
– Måske er problemet mig… hviskede kvinden og rejste sig fra stolen og gik ind i et værelse.
Næste dag kom Louise på besøg.
– Hej mor! Jeg kommer ikke tomhændet, sagde hun og løftede en pakke med en frossen pizza.
– Hej. Mikroovnen er derhenne. Anna pegede mod køkkenet og satte sig ved computeren.
– Hvad er der galt, mor? Snart kommer Emil, og jeg tænkte, at du måske kunne lave en suppe til pizzaen og noget til teen.
– Køkkenet er der, gentog kvinden og fortsatte sit arbejde.
– Hvorfor er du så sur? Far sagde, at du ikke kunne lide hans gave.
– For at forstå mig, skal du være mig,” svarede Anna stille.
– Hvad mumler du? Jeg er kommet på besøg, og du sidder der og lader som om jeg ikke er her. Jeg håbede, vi kunne rydde ud i garderoben og så gå ud og shoppe til ferien. Jeg inviterede også Emil, så han kunne bære taskerne!
Anna kunne ikke holde det længere og rejste sig.
– Hør her, skat, hvis du ikke har bemærket det, arbejder jeg. Og jeg har arbejdet for jer i 27 år! For at din far kunne sidde stille uden udsigter og ordentlig løn. For at min datter kunne bruge mig som kok og betalingskort i butikken.
Hun trak vejret dybt for at fortsætte, men så blev der banket på døren. Det var Emil. En 30-årig fyr med fuldskæg og en loyal scooter.
– Hejsa, tante Anna! Jeg har en gave fra os alle. Kasper var også med! sagde han og tog en blender op af sin rygsæk. – Undskyld, uden kasse. Den kunne ikke være i rygsækken. Men jeg har alle dele her.
– Fantastisk, mor! Du elsker at lave mad; det her er en perfekt gave til en husmor!
Anna trak på smilebåndet men gik tilbage til sit værelse.
– Hvad er der galt? hørte kvinden Emils forvirrede hvisken spørge.
– Hvem ved. Måske har far dummet sig. Lad os gå.
– Så skal vi ikke engang have noget at spise?!
– Tag pizzaen. Du kan spise den hjemme.
– Jeg hader frossen pizza. Friske tærter er bedre.
– Så bag dem selv! bed Louise.
Da døren lukkede bag gæsterne, gemte Anna sit ansigt i hænderne og hviskede:
– Måske er jeg en dårlig mor og kone…
Bekymrede drømme fyldte hendes sind.
Hun drømte om lille Louise, der havde ondt i maven. Derefter drømte hun, hvordan drenge mobbede hendes datter i skolegården, og hun beskyttede hende. Hun drømte sig også tilbage til da Kaspers løn blev skåret ned, og hun trøstede ham og tog et ekstra job. Så løb hun et sted hen. Emil jagtede hende på sin scooter.
Og pludselig… følte hun sig meget rolig og fredfyldt. Hun stod på toppen af en bakke. Nedenfor bugtede en flod sig, og i det fjerne kunne hun skimte en bjergkæde, hvor solnedgangen kastede sit lys over bjergenes tinder.
Da hun vågnede, vidste Anna, hvad hun ville gøre.
– Hej, kære! Jeg er hjemme! Hvordan går det? Har du det godt? Louise sagde, at du ikke ville tage med til butikken, og at du ikke kunne lide gaven.
– Jeg har ikke brug for noget fra butikken.
– Hvad med badetøj og en hat? Og jeg skal have shorts og en t-shirt.
– Så kør afsted og køb dem. Jeg tager ikke med. Hverken til butikkerne eller stranden! Jeg har mit eget hav. I må selv sørge for indkøb og forberedelser. Forstyr mig ikke! Jeg har travlt.
Kasper stod stille.
– Hvad med pengene? Jeg har allerede betalt for det hele.
– Tænk på det som kompensation for mine nerver.
Kasper snøftede højt, hvilket betød yderste fornærmelse fra hans side. Og han stoppede med at tale til sin kone. Anna havde ikke noget imod det.
To dage senere afsluttede hun sine vigtige opgaver, pakkede varmt tøj og sin bærbare og ringede til sin mand.
– Hej. Har du ændret mening? Jeg er ikke sur længere.
– Jeg er ligeglad med dine fornærmelser, Kasper, sagde Anna roligt. – Jeg ringer for at sige, at jeg tager på forretningsrejse, hvor længe ved jeg ikke. Husk at tjekke postkassen og betale huslejen. Farvel.
Efter at have afbrudt opkaldet, følte kvinden sig lettere. Smilende til sig selv i spejlet forlod hun lejligheden.
Den lange flyvetur blev ikke ødelagt af det smukke møde. Indcheckningen på hotellet, introduktion til dagordenen og faciliteterne fløj forbi i en tåge.
Og der var det! Øjeblikket! De rygende vulkaner på den ene side! Havets vilde bølger på den anden! Anna tog en dyb indånding og så, hvordan solnedgangen farvede Kamchatkas storslåede skønhed i dyb rød!
Og på den anden side af verden, på en varm strand, havde Kasper og Emil på fjerde dag diarré. Louise plejede dem, mens hun irettesatte sin far for at være nærrig. Hotellet, de boede på, lignede slet ikke det luksusresort, hun havde forestillet sig. Hun sagde sin mening til sin far, og han kastede tilbage og kaldte hende egoistisk. Emil led bare. For udover sine maveproblemer, kløede hans skæg som vanvittigt…
– Må jeg virkelig barbere det af?! klynkede han, mens han kløede og løb på toilettet. – Gør noget!
– Hvad?
– Giv mig en medicin!
– Jeg ved ikke hvilken…
– Ring til mor! Hun ved det!
– Mor har slukket sin telefon.
Mange gange forbandede de Annas fravær og hendes slukkede telefon. Ferie blev bogstaveligt skyllet ud i toilettet.
Anna vendte tilbage en måned senere. Hun blev modtaget hjemme. På bordet stod sushi og en brændt tærte.
– Jeg flytter til at bo på Kamchatka, erklærede Anna. – Hvis nogen vil med, lad os diskutere det. Resten er ikke til forhandling.
– Nej, vi besøger dig bare, mor… Datteren var lidt såret, men hun lod Anna gå.
Kasper forsøgte at tale, true, tage fornærmelse til sig. Men Anna levede ikke i fortiden længere. To måneder senere blev de skilt.
Ved verdens ende havde livet en sand smag! Smagen af den salte vind mod ansigtet… Måske ville hun stadig finde ægte lykke…
