Efter hun havde afsluttet universitetet, fik Astrid job i en dansk virksomhed, hvor stemningen blandt kollegaerne var varm, og alle stod sammen. Hendes ankomst styrkede bare fællesskabet endnu mere. Astrid var en omsorgsfuld og imødekommende kvinde, der med sit rolige væsen fik alle til at føle sig hjemme. Når man talte med hende, fik man straks lyst til at have tillid til hende.
Hun boede i en nyopført lejlighed tæt på sin arbejdsplads i København. En af hendes kollegaer, Mads, fik hurtigt et godt øje til hende, især da han hørte, at hun boede alene i sin egen étværelses lejlighed. Mads selv nærmede sig de 30 år, men havde ikke fået sat noget på plads i sit liv endnu.
Mads bar ofte på en offerrolle; han pendlede hver dag ind fra en lille landsby på Sjælland for at passe sit arbejde. Det var næsten tragikomisk, som han beklagede sig over at skulle forlade byen hver dag. I virkeligheden overnattede han sjældent hjemme de andre piger i firmaet havde ofte ondt af ham, og lod ham sove hos dem. Men Astrid var noget helt særligt. Hun havde hverken fejl eller mangler, hverken indeni eller udenpå, følte han. Hun var bare fuldendt. I tre år var Mads nærmest blevet en fast del af hendes liv, som en skygge, der fulgte hende overalt.
Astrid var ofte ude at rejse for sit arbejde, og hun tjente gode penge. Mads var fortsat studerende og ikke for god til at spare sammen. Han døjede også ofte med helbreddet, så de besøgte ofte læger sammen, og de havde ikke held med at få et barn sammen.
Tanken om bryllup blev aldrig nævnt. Chefen fortalte engang om sit barnebarn, der havde friet til sin kæreste, kun for kort tid inden brylluppet at opdage, at hun havde kræft i tredje stadie. Alligevel blev de gift, og barnebarnet, ung og fuld af liv, tog sig kærligt af hende i hendes sidste tid.
Efter tre år begyndte Astrid at tænke: Mads bor i min lejlighed, jeg betaler for alt, og aldrig har han nævnt bryllup. Hun konfronterede ham, og pludselig gik han ud og købte en ring, som han overrakte med en påstand om, at de nu var forlovet.
Efter endnu en forretningsrejse kom Astrid hjem, og Mads sagde: Jeg er ikke klar til at gifte mig. Jeg føler et stort ansvar, og jeg tør ikke tage et andet menneskes liv i mine hænder. Behold ringen som et minde om vores tid sammen
Den besked rystede Astrid dybt; hun havde ikke forventet sådan en gave af én, hun holdt så meget af. Da hun vendte tilbage på arbejde, sendte chefen hende straks ud på endnu en forretningsrejse. Han gav hende en billet til Det Kongelige Teater og sagde i spøg, at hvis hun ikke tog afsted, var jobbet i fare.
Til teaterforestillingen mødte hun chefens unge enkemand, Rasmus. De faldt i snak, og i løbet af hendes forretningsrejse tilbragte de mere og mere tid sammen. Astrid blev gravid, og de var begge lykkelige. Der gik ikke længe, før brylluppet blev holdt med Astrid som smuk brud i hvid kjole, og sammen har de nu to raske drenge og planlægger et tredje barn. Kønnet er ligegyldigt for dem tæller kun, at barnet er sundt, og at deres familie er samlet og stærk.
Mads derimod fandt aldrig ud af, hvad han virkelig ønskede med livet. Han mente stadig, at familie var en dyr fornøjelse, og nægtede at tage ansvar for andre end sig selv. Da billånet var tilbagebetalt, købte han sig straks en ny computer en indkøb, som vakte opsigt. Hvor længe han skulle betale af på det lån, vidste han ikke.
Astrid indså, at lykken findes, når vi tør tage ansvar og åbner hjertet for forpligtelse familie og kærlighed kan give styrke og mening, vi ikke finder alene.
