Jeg er hos dig
Mads, jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre! Hun vil ikke høre på nogen! Hun har bestemt sig for, at hun vil beholde barnet! Et barn, Mads? Et barn? Hun er jo kun nitten! Hele livet venter på hende! Nu dropper hun universitetet og hvad så? Skal hun feje gader? Vi bliver nødt til at få styr på det her! Og du må hjælpe mig!
Hvordan, mor?
Mads stemme var så kold, at Irene næsten tabte telefonen. Sønnen havde aldrig talt sådan til hende før! Han havde altid været hendes søde, varme dreng Men nu hvad havde hun gjort galt? For det var jo ikke hendes skyld, det der var sket, det var Freja! Hun skulle absolut blive forelsket! Tåbelige pige! Hun ku ikke bare lytte lidt til sin mor! Men nu, hvad hjælper klager? Hun havde jo selv forkælet hende, og nu kunne hun takke sig selv, Irene Ottesen! Sådan et opdragelsesresultat! Men hvorfor? Hvorfor skulle det gå sådan? Mads var jo blevet en fantastisk søn! Klog, velopdragen og hjælpsom! Altid der, når nogen havde brug for ham! Han boede godt nok for sig selv nu sådan var det jo, han var jo en voksen mand, selvstændig, bare ikke gift endnu. Hun havde ellers sagt til ham mange gange, at det var tid til at stifte familie, men han trak på det Og hun længtes efter børnebørn! Hvor længe kan man vente? Ja ja, dengang Freja var lille, havde man slet ikke tid til at filosofere over alder. Træning, transport, konkurrencer konstant på farten. Men nu? Datteren var jo for længst blevet selvstændig. Selvom hun havde lagt sporten på hylden, var hun sjældent hjemme. Hun fløj rundt først undervisning, så venner, så eftersøgningsteamet, og nu nu havde hun også hevet ham ind! Puha, Gud bevares! Hvor havde hun fundet sådan et underligt væsen? En slatten en! Irene havde fattet ham med det samme, men Freja var blevet forelsket! Hun havde aldrig haft dømmekraft! Troede, alle folk var gode! Og ligemeget hvordan hendes mor forsøgte at forklare, at de gode er sjældne, så forstod hun det ikke. Og nu? Hvad skulle man stille op nu? Helligdage lige om lidt, og hun gik bare rundt med hovedpine. Og nu også Mads! Hvad for en tone? Hvorfor taler han sådan med hende?
Mads, hvorfor taler du til mig på den måde?
Hvor er hun, mor? Mads drejede rattet, svingede ind i en sidegade og parkerede. Hans ro var forduftet, da ordet “barn” kom op. Hænderne rystede på rattet, det blev sort for øjnene, og han havde lyst til at råbe af sine lunger, nøjagtigt som dengang Men der hjalp det ikke og det ville heller ikke nu. Han måtte bare tage sig sammen og gøre noget for at et lille nyfødt, i det mindste Frejas barn, kunne få lov at leve. Åh mor! Hvad er det, du gør! Hun havde jo altid elsket Freja højere end ham. Det var jo en pige og ovenikøbet en efternøler! Hvem kunne modstå et blåøjet lille væsen med bløde lyse krøller og ikke elske hende? Freja havde altid været køn. Helt fra starten. Til den tid havde Mads allerede set masser af babyer i deres storfamilie, med tanter og kusiner, kom der hele tiden en ny knægt eller pige, der blev fejret. Alle de børn lignede hinanden stærke Ottesen-gener. Gråblå øjne, kompakt, solid kropsbygning, arme og ben i forbinding klar til at blive vist frem for familien. Jo tykkere, jo bedre. Men kun Freja overraskede alle. Øjnene fik hun fra familien, men resten Hvor kom den svanehals fra, marmorhvide, spinkle hænder og fødder, så fine at man skulle tro, de var formet af en billedhugger? Moren skjulte nærmest blikket i starten, som var hun flov over sit barn. Senere begyndte hun stolt at kigge på Freja, når hun dansede rundt som en sommerfugl blandt kusinerne til familiefester. Pigen skilte sig sådan ud, at alle måtte lægge mærke til hende.
At man kan føde sådan en skønhed! sukkede tanterne misundeligt, mens de rettede sløjfer og kjoler på deres egne piger.
Og den dag Freja første gang trådte ind på gymnastiktæppet i sin smukke dragt, blev alle klar over, at denne pige var født til mere end bare at glæde øjet.
Mor gik helhjertet ind i Frejas gymnastik, mens Mads begyndte at leve sit eget liv, befriet for moderens overvågning. Hans mor elskede ham naturligvis, men var så stolt af ham, at det kunne mærkes på alle og hvis nogen et øjeblik glemte, at hun havde en særligt begavet ældste søn, skulle Irene straks minde dem om det:
Madsy har vundet fysikolympiaden ja, den største af dem alle! Nu behøver vi ikke bekymre os for hans fremtid. Han er genial! Resultaterne på matematikken kommer snart og der bliver det ligesådan! Nej men tak! Opdragelse? Det er ikke specielt svært. Man skal bare tage sig af sine børn.
Hun lagde ikke mærke til de sammenbidte miner og tålmodige nik fra samtalepartnerne. Hun levede i sin egen lykkelige verden, hvor børnene var geniale og smukke, manden elskede hende, og hun kunne arbejde præcis, når det passede hende for som engelsklærer var hun enestående og kunne på et år få selv en næsten “blank” folkeskoleelev klar til universitetet. Derfor var hun efterspurgt blandt venner og bekendte, trods en pris, der var næsten det dobbelte af andre lærere i Aarhus.
Det kommer an på, hvad folk prioriterer penge eller resultat. Vil man ikke spare på barnet, så sørger jeg for optagelse der, hvor man ønsker det.
Mads kunne kun undre sig over, hvordan hans mor fik det hele til at hænge sammen Frejas træning, hjemmet, arbejdet. Hun var født organisator, planlagde alt ned til minutterne. Den evne lærte hun ham også, og det havde han stor glæde af. Nu var hele hans dag planlagt. Og heldigt, at det allerede var aften, for de nyheder hans mor kom med, væltede ham fuldstændig.
Hvor længe var det siden, han havde hørt det der?
Jeg er gravid. Men jeg vil ikke beholde barnet. Jeg er for ung og ikke klar til så stort et ansvar. Og det er din skyld! Så du fikser det. Jeg har fundet en klinik, nu må du betale.
Herregud, hvor havde de skændtes den dag For første gang i de tre år, de havde været sammen, skreg Mads ad Simone. Skreg så ruderne dirrede. Han var rasende og forstod ikke, hvorfor det skulle være hans skyld. Havde han ikke gang på gang bedt hende om at flytte sammen? De kunne danne en familie, de havde alt klart lejlighed, bil, en lille men godt begyndende forretning. Hvad manglede der? Nej, o.k. ikke håndværkeren på Strandvejen, men Simone var jo heller ikke en prinsesse fra et slot ved Vejle Fjord. Bare en jævnaldrende fra biologistudiet, opvokset i Bramming, og de var faldet i snak, da hun væltede ind i ham på universitetet, han stod lænet op ad væggen og løste en opgave direkte på malingen med blyant.
Hvorfor står du her? Er der papirkrise? Skal du også tegne hjemme på væggene?
Nærmest knurrende, mens hun kæmpede med at få en ødelagt hæl af den ene sko, fnyste hun, viftede skoen og fór barfodet videre til eksamen. Mads kunne ikke tage øjnene fra hende. Efter eksamen greb Simone hans arm, viftede med karakterbogen og grinede:
Tolvtal! Det skal fejres! Idéer?
De datede i over et år, før de flyttede sammen. Mads boede da med sin morfar, som han tog sig af (moren var konstant på farten, faren arbejdede hele tiden). Da morfar døde, var den gamle lejlighed ikke værd at bo i længere han sagde ja til at bytte den til noget større. Han savnede sin morfar desperat. Det var så tomt uden den rare, brummende stemme tidligt om morgenen:
Kom nu, studine! Jeg har lavet morgenmad til dig.
Morfar havde sejlet slæbebåd fra Aarhus Havn i mange år. Han døde først, da mormor gik bort.
Snart skal jeg også væk. Hvad skal jeg uden hende?
Morfar, hvad med mig? Og Freja?
For jeres skyld bliver jeg lidt endnu. Jeg vil se, hvad I bliver til. Men så hun venter på mig, min due.
Due havde han kaldt mormor fra første dag.
Hun var mild, var hun Sådan nogen findes ikke mere, Madsy. Jeg tog hende for givet, men hun smilede bare, rystede på hovedet og sagde: Skal du nu fare så op, Madsy? Og så var den diskussion død! Aldrig et ordentligt skældud! Havde hun bare gjort det engang, så havde det måske været nemmere nu…
Mads havde set, hvordan morfar blev mindre. Han indså der, at kærlighed kan være så stærk, at intet, hverken tid eller afstand, kan knække den.
Den kærlighed drømte han om at finde med Simone, men indså, det blev aldrig sådan, da hun bad ham give kortet til abortklinikken.
Hun tog kortet direkte fra hans lomme efter kampen og gik. Døren smækkede, og han vågnede først, da banken skrev, pengene var trukket. Han blokerede straks kortet og tog hjem til forældrene.
Moren jamrede, men faren sagde kort sagt:
Vi er her, hvis du får brug for hjælp.
Han fortalte dem ikke hele sandheden. Bare at de var gået fra hinanden. Han vidste, at moren ville udskælde Simone højlydt, så han lod hende tro, det var Mads, der havde afsluttet det. Det var nemmere sådan.
Han sad længe på sin gamle, slidte sofa, forældrene ikke havde villet skifte ud. Alt var sort, og ingen lyspunkter. Hvor skulle han finde dem?
Det var faktisk Freja, der bragte ham op til overfladen den gang. Hun stak hovedet ind, satte sig lydløst på gulvtæppet, tørrede hans kinder, og sagde:
Det gør ondt, Mads Hvad kan jeg gøre? Jeg vil så gerne hjælpe.
Bare sæt dig her lidt. Så jeg ikke gør noget dumt
Og hun blev hele natten faktisk, indtil vækkeuret ringede. Moren fattede intet, troede bare, Freja var tidligt oppe. De havde siddet tavse indtil en af dem talte, og så havde de snakket længe. Lille, naive lillesøster, blev for Mads en, der kunne mærke langt mere, end han havde set. Hun trak alt ud af ham, og med helt enkle, men præcise ord fik hun ham til at forstå, at livet gik videre. Måske var der endda noget godt derude.
Freja, du burde læse psykologi!
Hun rødmede og Mads så, at han gættede hendes drøm. Den stemte dog ikke med morens, som ville have, Freja blev kendt gymnast. Lige så snart, moren ræsede ind, skældte ud, nussede ham i håret, og forsvandt igen ud i køkkenet for at lave morgenmad.
Freja vandt konkurrencen den dag. Hun svævede over tæppet så dommerne så på hinanden hvor havde denne pige dog fået sit musikalske udtryk fra? Habanera rungede, og Freja fortolkede alt, hvad hun havde vendt med Mads natten før smerte, uforståenhed, styrke. Fornyet styrke, der gav liv, hvor der var ødelæggelse.
Prisen kunne have sparket gang i Frejas karriere. Der blev endda talt om at flytte hende til København, da ulykken skete. Efter træning gik Freja fordi faren skulle arbejde over og ikke kunne hente og hun så ikke de to fyre, der begyndte at følge efter hende. Hun tænkte, hun kunne da godt klare sig selv, der var bare ti minutters gang gennem gårdene.
Hej, vente lidt! Vi har en hund med! Se, hvor sød den er!
Lyd af dyb, truende knurren fik hende til at speede op.
Vil du ikke hilse på os? Så stolt? Rolf, på hende!
Freja, der altid havde frygtet store hunde, holdt sig i skindet ikke løbe, det vidste hun. Opgangen var kun få meter væk, lys i hallen Men det var blevet glat, og hun gled på trappen, slog sig slemt og vågnede først på hospitalet.
Ved sengen sad en bleg mor, der vuggede frem og tilbage, stirrende ud i ingenting.
Mor
Du er vågen? Irene kiggede væk, og Freja så, at moren havde grædt længe. Øjnene helt opsvulmede. Hvordan kunne det ske, Freja?
Freja forstod ikke, hvad moren var mest ked af: de svære brud, der ventede, eller at karrieren var slut? Medfølelse fik hun ikke. Ikke at hun hungrede efter det, men hun savnede dog, at moren bare havde holdt om hende og sagt:
Min lille, det skal nok gå. Det bliver bedre.
Det fik hun ikke fra moren men fra Mads.
Lille, hold ud! Jeg ved, det gør ondt. Jeg kan tage dig ud og kaste snebolde? Eller hvad med et kæmpestort lagkageorgie? Har du egentlig ikke skiftet mening om det med psykologistudiet?
Han holdt om hende, og det lettede lidt på smerten.
Genoptræningen trak ud, men sidst på første år på universitetet gik Freja næsten normalt. Stadig slæbende nogle dage, og hun følte sig mest som havfruen uden stemme. Men stok og krykker var pakket væk. Dem havde Mads lakeret lyserøde på et autoværksted. Freja ville beholde dem, men gav dem så til én i eftersøgningsteamet, som trængte mere. Her holdt hun op med at have ondt af sig selv og fandt i teamet et fællesskab, der gav nyt liv. Koordinatoren hed Anna, og hun samlede trådene fra sin lejlighed.
Anna, sover du aldrig Freja bryggede te for hundredende gang og lavede madpakker til de frivillige, der var i marken for at lede efter en forsvundet lille dreng.
Hvorfor skulle jeg leve alene, som en ugle i sit hul, når jeg kan være til nytte? Det er da livet, Freja! Fatter du?
Her lærte Freja Markus at kende.
Mor havde haft ret han var ret anonym, undseelig og uanselig. Men han fik ting gjort, og holdt sammen på meget. Freja kendte hans historie, men antydede ikke noget over for sin mor, som aldrig ville have accepteret ham. For efter morens målestok var Markus for ordinær til Freja.
Markus kom ind i timen, da hans stedfar forsvandt. Han brugte et døgn på at lede selv, til politiet end ikke tog imod anmeldelsen, for: Der skal gå tre døgn. Det var eftersøgningsteamet, der hjalp ham men Genner døde, kun få skridt fra stien i Marselisborg. Hvorfor forlod han den rute? Ingen ved det.
Da faren var begravet, stod Markus hos Anna dagen efter og sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil hjælpe.
Freja præsenterede Markus for Mads ret hurtigt.
Jeg tror, jeg er forelsket, Mads. Virkelig.
Det er da godt!
Er han en god fyr?
Det tror jeg.
Da Mads lærte Markus at kende, indrømmede han, at søsteren havde ret. De passede slet ikke sammen udseendemæssigt: høje, smukke Freja og diskrete Markus. Mads lagde mærke til forældrenes reaktion og støttede straks sin søster.
Det vigtigste er vel, at han er et godt menneske?
Mor hmmede, far justerede brillerne og nikkede så.
Ja, så kiggede vi.
Mads tændte motoren og gled ud på vejen igen. Han skulle finde Freja. Hun ville nok ikke gøre sig selv noget men alligevel Irene havde helt sikkert ikke lyttet, og hun vidste slet ikke, at Markus ikke var her mere. At der kun var hans barn
En tåbelig ulykke havde kostet ham livet. Han var på vej hjem, talte med Freja i mobilen, trådte ud for et fodgængerfelt, kun iført mørk vinterjakke, og blev ramt chaufføren kunne intet gøre. Mads kendte det sted, vidste at belysningen var ringe, og en mørk skikkelse var usynlig.
Det var to dage siden. I morgen er der begravelse, og Freja havde ikke sagt noget til forældrene. Hun gik nærmest i dvale.
Tårerne kommer ikke frem, Mads. De er ikke der. Jeg kan kun ligge og klynke ind i puden så forældrene ikke hører det.
Har du sagt det til dem?
Jeg kan ikke. Mor starter Og det kan jeg bare ikke klare nu.
Hvorfor Freja ikke havde fortalt ham om barnet, forstod han ikke. Måske vidste hun ikke noget dengang?
Alt for mange spørgsmål, ingen svar.
Døren til Annas lejlighed var som altid ulåst. Mads bankede forsigtigt på køkkendøren, Anna smed kniven og kiggede op.
Hvor er Freja, Anna?
Inde hos mig. Gå du bare ind. Hun har ventet.
Der var mørkt, men Mads lod lyset være. Hvis Freja havde grædt, ville lyset gøre ondt i øjnene.
Mads
Jeg er her.
Godt
Hendes suk var så sagte og så fyldt med smerte, at Mads skyndte sig hen til sengen, hvor hun lå, og krammede hende tæt, så hun næsten forsvandt i hans arme.
Det skal nok gå, lille. Jeg er med dig! Vi skal nok klare det her sammen! Det føles håbløst nu, men det er det ikke. Der kommer en lille, der kommer et nyt liv! Og han eller hun bliver fantastisk med sådan en mor og sådan en far!
Freja begyndte at ryste, og endelig kom tårerne, mens hun trykkede sig ind til sin bror.
Du skulle også have været psykolog, Mads Du kan det virkelig Åh, hvor har jeg det skidt lige nu!
Samme aften tog Mads hende med hjem. Han fortalte forældrene, at Freja fremover boede hos ham og hvis de ikke ville såre begge deres børn, måtte de nu finde sig i, at det var Frejas valg.
Bagefter var alting svært. Freja havde en hård graviditet med slem kvalme, og der var mange stridigheder med forældrene, især moren, før de overgav sig. Faren kom dog ofte forbi og støttede datteren, fandt en god læge, der lettede hendes forløb.
Lille Viktoria blev født tidligt om morgenen, fyldte fødestuen med sin mørke stemme, så jordemoderen grinede.
Sikke en stemme! Moren er en alf, men datteren hvem mon hun ligner?
Faren, smilede Freja mod den lille; der, en ny begyndelse Og Markus ville nu leve videre gennem hende, for hendes øjne var ikke Ottesen-blå Frejas slægt ville leve videre gennem Mads men Viktoria blev Markus efterfølger.
Tre år senere
Viki! Kom herhen, jeg har en gave til dig!
Madsy! Igen? Freja kiggede ud fra køkkenet med hænderne dækket af mel. Det er altså jul, ikke fødselsdag. Du forkæler hende for meget!
Det er min ret! Hvad skulle mostre og faddere ellers? Den forrige var fra moster, den her er fra fadderen!
Viktoria slap halen på katten, der fladtrykt tog imod al kærlighed midt på gulvet i den lille stue. Mads havde solgt sin egen lejlighed og købt to ens etværelses i området, for at være tæt på Freja og niecen.
Viktorias øjne, så meget Markus sjæl i dem, lyste op, da hun så julepynten Mads havde med. Hun rørte forsigtigt ved de små glasfigurer.
Må jeg?
Selvfølgelig! De er lige til dig. Skal vi hænge dem op?
Freja dukkede op, da han løftede Viktoria op, så hun kunne sætte Nøddeknækkeren på grenen.
Hold da op! Det er nærmest et eventyr Men det er glas! Hvad hvis de går i stykker?
Så finder jeg bare nogle nye! Se hvor glad hun er!
Den lille pige, på gulvet med katten, fortalte og fortalte der var så meget at forklare, og så lidt tid, hun var ivrig efter at afslutte eventyret, inden katten opgav og gik. Hun kendte det jo nu, de havde lige været i teatret, hvor Mads havde inviteret dem, og hun havde danset hele dagen for at efterligne ballerinaerne.
Jeg tror, vi ikke behøves her! Hun elsker det du tog fejl!
Jeg troede hun var for lille. Jeg tager fejl. Hun er mere rolig, end jeg troede.
Mads grinede.
Det husker jeg dig på, når du skal lægge hende i seng i aften og hun ikke vil sove! Giv mig noget mad, jeg skal nå arbejde nogensinde.
Du vil ikke blive? Mor og far kommer snart.
Lad dem få tid med barnebarnet. Jeg kommer i aften. Katten skal jo afløses lidt ellers er han helt udmattet.
Ved du, at mor har fundet en balletskole til Viki?
Åh nej
Ja, hvad skal vi gøre?
Vi ser, om vi kan omsætte bedstemor-energi til noget fredeligt.
Og ellers?
Så må du stå fast som mor, og jeg forsvarer dig. Hun kan ikke tage os begge!
Tror du?
Helt sikkert. Får jeg så mad?
Mere end rigeligt. Hvornår får du dig en kone, så hun kan fodre dig?
Freja undveg slåskampen og fór grinende ud i køkkenet.
Er du og mor blevet enige? Kommer jeg aldrig til at få niecer og nevøer?
Åh, de damer!
Figuren Marie drejede på juletræet. Viktoria mumlede stille, før hun løb rundt i rummet, dansende. Katten bøjede sig aut, og hvem ved måske bliver hun Danmarks næste HübbeMads så på dem søsteren, barnet, katten, lyset fra træet, der ramte glasset og flettede farvede striber over Frejas hår. Han satte sig på gulvet ved Viktoria, mærkede varmen fra hendes lille hånd, da hun satte en bjælde på den nederste gren. Så lænede han sig tilbage, slog armene om begge og trak dem ind til sig, mens latter og duften af smør og kanel drev ud fra køkkenet.
Der lød trin i opgangen, den gamle dørklemt med sin genkendelige knirken: forældrene, overladt til sig selv at finde vej, moren lidt rankere nu, faren med favnen fuld af gaver og et smil, der forsøgte at række over alt, som var gået tabt.
Her nu samler vi det hele, sagde Mads lavt, så kun Freja hørte det.
Hun svarede ikke med ord, men blikket var stærkt nok: der var ingen vej bagud, kun frem. Der var tab, ja men også alle disse levede øjeblikke, hvor et menneske midt i smerte, midt i glæde kan se sig omkring og tænke: Vi er her endnu. Vi står det igennem, sammen.
Viktoria snuppede Mads næse, og han lo højt, Freja satte sig helt tæt, og sådan midt i julelys, bagværk og latter voksede en ny familiekreds frem: lidt kantet, måske, lidt arret men robust.
Mads mærkede, at selv de ødelagte ting kunne blive smukke igen, hvis bare man holdt dem op i det rette lys og lod nye stemmer, nye hænder og nye historier folde sig ud iblandt dem.
Der, i det lille hjem, under duften af gran, blev alverdens drømme samlet op. De var ikke længere som i barndommen eller som Irene havde drømt dem men måske var de alligevel, netop derfor, stærkere, sandere og værdifulde.
For i det stille, da sneen først begyndte at lægge sig på vindueskarmen, hviskede Freja i mørket:
Jeg er glad for, du er hos mig, storebror.
Og Mads svarede, med hele sit hjerte:
Jeg er altid hos dig.
Og ingen, ikke engang tiden, fik lov at tage det fra dem.
