Jeg er med dig
Peter, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre! Hun vil ikke lytte til nogen! Hun bliver ved med at sige, hun vil have barnet! Hvilket barn, Peter? Hun er jo kun nitten! Hele livet ligger foran hende! Smider hun nu studiet, hvad så? Skal hun være rengøringsdame? Vi må gøre noget! Du må hjælpe mig!
Hvordan, mor?
Peters stemme var så kold, at Irene nærmest tabte telefonen. Sønnen havde aldrig talt sådan til hende før! Han havde altid været hendes milde, gode dreng Hvad var gået galt? Det var jo ikke hendes skyld, men Lines! Hun var pludselig blevet forelsket! Sikke noget pjat! Hun kunne da høre efter, hvad hendes mor sagde! Men nej nu var det for sent at klage. Hun havde selv forkælet hende, altid været hendes veninde. Tillykke, Irene Mortensen, her har du resultatet af din opdragelse! Men hvorfor? Hvorfor skulle det gå sådan? Peter var jo en fantastisk søn klog, velopdragen, altid hjælpsom! Også selvom han nu havde sin egen lejlighed. Han var jo voksen, selvstændig, bare ikke gift endnu, selvom hun nok havde prøvet at fortælle ham, at det snart var på tide med familie og børnebørn. Men Line Da hun var lille, havde der været masser at tage sig til fritidsaktiviteter, konkurrencer, travlhed hele tiden. Nu var datteren voksen og sjældent hjemme. Veninder, studier, frivilligt arbejde og nu denne her kæreste! Gud, hvor havde hun fundet ham? En vatnisse, intet mindre! Irene gennemskuede ham straks, men Line blev vildt forelsket! Line havde aldrig forstået sig på mennesker. Altid troet, alle var gode! Hvormange gange havde hun ikke prøvet at forklare hende, at verden ikke var lyserød? Nu var resultatet, at hun sad med hovedet fuld af bekymringer midt i december, lige op til jul. Og nu også Peter hvorfor taler han pludselig sådan til hende?
Peter, hvorfor taler du sådan til mig?
Hvor er hun, mor? Peter drejede bilen ind ad en baggyde og parkerede. Den ro, der ellers prægede ham, forsvandt, da han hørte ordet ‘barn’. Hans hænder rystede på rattet; det bragte smerten tilbage fra dengang, han mistede Barnet, han måske aldrig får at vide, om det var en dreng eller pige, for han havde aldrig fået spurgt Sofie, hvad de ventede. Nu handlede det i stedet om Lines barn at det i det mindste skulle have lov at leve. Åh mor! Hvad laver du? Hun havde altid elsket Line højere, fordi Line var efternøler og den eneste pige. Peter havde set hende som den smukkeste allerede som spæd var hun anderledes. I den store familie, hvor der konstant kom nye små kusiner og fætre, lignede de alle hinanden. Men Line skilte sig ud, skrøbelig som en porcelænsdukke, med lang, svanehals og transparente, fine hænder. Først senere blev moderen stolt, når Line tryllede på gulvet til gymnastikkonkurrencer og stjal alles opmærksomhed.
At sådan en skønhed er blevet født! sukkede tanter, mens de forsøgte at pynte deres egne døtre.
Da Line for første gang gik på gulvet i glitrende dragt og strakte sine fødder, forstod alle, hun var skabt til noget særligt.
Mor kastede sig ind i Lines gymnastik, Peter fik omsider plads til sit eget liv, nu hvor mor var optaget. Moren bar hele tiden sin stolthed som et banner, fortalte vidt og bredt om Peters sejre i fysikolympiader og matematikprøver alt sammen planlagt og organiseret minutiøst. Peter var endt med samme evne, hvilket var en stor hjælp i hverdagen nu.
Dagen i dag var også skemalagt fra morgen til aften. Men moderens besked slog ham ud af kurs.
Hvor lang tid var det, siden han sidst havde hørt det der?
Jeg er gravid. Men jeg vil ikke have barnet. Jeg er for ung og ikke klar. Det er din skyld. Her er nummeret på klinikken. Tag dig af det.
Gud, som de skændtes dengang! For første gang på tre år skreg Peter ad Sofie, hævede stemmen så meget, at rude vibrerede. Han blev vred han havde jo flere gange bedt hende gifte sig, danne familie. De havde det hele: en lille lejlighed, bil, en stabil forretning hvad manglede de? Han var ingen direktør, men Sofie var heller ingen prinsesse. De mødtes på universitetet da en stresset pige stødte ind i ham og for henad gangen på bare fødder på vej til eksamen, højlydt brokkende sig.
Hvorfor står du her? Har Danmark mangel på papir, så du skriver på muren?
Efter eksamen dukkede hun op, stolt med topkarakter, og rakte ham hånden.
De fandt sammen efter et år. Peter boede dengang hos sin morfar, før denne gik bort og forældrene flyttede fra den lille lejlighed. Han savnede morfaren voldsomt; dennes morgenbrokkeri og evige gode humør, til han også blev ensom efter sin kones død.
Peter forstod der, hvad kærlighed virkelig er stærk, gennemgribende, uundgåelig. Derfor håbede han på samme med Sofie, men da hun krævede hans dankort til klinikken, gik det op for ham det aldrig ville blive sådan.
Hun tog kortet, pakkede sine ting og forlod ham. Først da banken sendte besked om, der var hævet mange tusind kroner, vågnede han. Moderen jamrede, men faderen klappede ham på skulderen:
Vi er her for dig.
Han fortalte aldrig helt, hvad der var hændt; bare at forholdet var ovre. Det var nemmest sådan.
Den nat lå han længe på sin slidte sofa, sort indeni, mens tankerne snørede sig til i mørke. Hvordan skulle han finde lyset? Så kom Line. Hun satte sig på tæppet ved hans fødder, tørrede hans tårer og spurgte:
Peter, sig hvad jeg kan gøre. Jeg vil så gerne hjælpe dig, men jeg ved ikke hvordan.
Bare sid hos mig. Så jeg ikke gør noget dumt.
Det gjorde hun hele natten, i stilhed, til vækkeuret ringede og mor kom som en storm, skældte og kælede, men intet forstod. Hun troede bare, Line var nervøs for dagens konkurrence.
Line vandt den dag og fløj nærmest over måtten, hendes opvisning var som en fortolkning af nattens historie, af smerten, af styrken der kommer igen, selvom alt er tabt.
Karrieren kunne have taget fart men så ramte ulykken. På hjemvejen en frostklar aften blev hun forfulgt af to unge mænd. De lokkede med en søde hund, men Line, der altid havde frygtet hunde, løb mod opgangen, gled på isen og faldt slemt.
Hun vågnede på hospitalet. Moren sad ved sengen, stille og hvileløs, øjnene røde af gråd. Benene værkede frygteligt.
Mor
Åh, Line! Hvordan kunne det gå sådan
Line forstod aldrig helt, om moren græd over Lines brækkede ben og tidens genoptræning eller over den knuste sportsdrøm. Hun havde aldrig ønsket at blive ynket; men lige dér, ville hun bare have haft morens favn og at høre:
Lille skat, det skal nok gå over.
Det kom ikke. Peter derimod, han kom:
Hold ud, lillesøster. Jeg kan tage dig ud og lege sneboldkamp, eller hente en kæmpe kage! Vil du have nogle vilde, lyserøde krykker, så skaffer jeg dem. Klar til studierne? Du har vel ikke ændret mening om at ville læse psykologi?
Han sad med hende, indtil smerterne dæmpedes.
Rehabiliteringen var lang, men mod slutningen af første semester kunne Line gå næsten normalt igen dog ikke længere så yndefuldt. Krykkerne forærede hun til en koordinator fra en frivilligorganisation, Lenette, der hjalp handicappede og syge og organiserede hjælp hjemmefra. Line følte det gav mening at hjælpe andre, hvis situation var værre.
Lenette, ro får man nok aldrig, men jeg lever jo, fordi jeg gør gavn.
Det var også her, hun mødte Mads, en naturelsker og ildsjæl, der gerne gjorde arbejde for ti. Hans historie var ikke nem; han havde mistet sin bonusfar, Gert, som havde adopteret ham efter morens død. Mads havde kæmpet, været uønsket, men mødte omsider kærlighed fra Gert, der aldrig skilte ham ud og tog ham med til søen og lærte ham at fiske.
Da han mistede Gert, søgte Mads ind i frivilligorganisationen for at hjælpe andre for at give mening til sorgen.
Line præsenterede hurtigt Mads for Peter.
Jeg tror, jeg er meget glad for ham.
Det er jo godt.
De passede ikke sammen udadtil, men Peter kunne se, at Mads var sød. Det var det vigtigste.
Men så ramte tragedien. På vej hjem, mens han talte med Line i telefonen, trådte Mads ud på vejen i mørket. Han blev ramt og døde straks. Ingen kunne bebrejde bilisten det var dårligt oplyst og vintermørkt. Kun to dage var gået og Line havde ikke sagt noget til forældrene. Hun gik rundt som levende død.
Jeg kan ikke græde, Peter. Ikke engang det. Bare hulke ind i puden, når de ikke hører det
Har du sagt det til dem?
Jeg kan ikke. Mor vil bare du ved og jeg kan ikke klare mere.
Peter forstod ikke hvorfor hun ikke havde sagt noget om barnet. Måske vidste hun det ikke engang? Eller turde ikke
Der var alt for mange spørgsmål.
Døren til Lenettes lejlighed var, som altid, ikke låst. Peter bankede forsigtigt på køkkendøren.
Lenette, hvor er Line?
Inde på mit værelse. Bare gå ind, hun venter nok på dig.
Der var mørkt, men Peter undlod at tænde lyset. Hvis Line havde grædt, ville det gøre ondt i øjnene.
Peter
Jeg er her.
Godt
Han satte sig og omsluttede hende med armene.
Du skal ikke være bange, lille skat, jeg er med dig. Vi skal nok klare det. Lige nu føles alt sort, men der kommer lys igen. Barnet bliver en gave. Vid, at både du og Mads har gjort det bedste. Og I var begge de bedste forældre, noget barn kunne få.
Line snøftede og brød endelig sammen i hans arme.
Du burde også læse psykologi, Peter Du kan altid finde på det rigtige at sige Jeg har det så forfærdeligt nu.
Senere tog Peter Line med til sig. Forældrene fik besked: Hvis de ville beholde begge deres børn i familien, skulle de acceptere at Line besluttede for sit eget liv.
Det blev en hård omgang. Lines graviditet med slem kvalme, vågne nætter, og hårde snakke. Irene tog det kun langsomt til sig, mens Steen, deres far, i smug kom forbi, hjalp til og fandt en god læge.
Lille Viktoria blev født tidligt om morgenen, efter en udmattende nat, og hendes skrig fyldte fødegangen. Jordemoderen lo:
Sikke en stemme! Moren fin som en alf, men datteren dét er en kraftig stemme! Efter hvem mon?
Efter faren, smilede Line ned til den lille, rynkede pige. Her var nyt liv. Og i hendes blå øjne kunne man ane Mads. Med ham levede hun videre.
Tre år gik.
Viktoria! Kom her, jeg har en gave!
Peter! Endnu en? Line kom ud fra køkkenet med hænderne fulde af mel. Det er jo nytår, ikke fødselsdag. Forkæl nu ikke min datter for meget!
Selvfølgelig da! Hvad skal en onkel ellers gøre? Den forrige gave var fra onklen, denne fra gudfaren!
Viktoria slap halen på katten, der bredte sig på gulvet i den lille étværelses, Peter havde købt til Line og hende. Han havde solgt sin egen og investeret i to ens lejligheder i det nye byggeri, så han kunne være tæt på dem begge.
Med nysgerrighed kastede Viktoria sig over æsken, stimlet op af glitrende glaspynt.
Kan jeg?
Selvfølgelig! Dem har jeg jo købt til dig. Vi hænger dem på træet sammen.
Line kom ud med forklædet, mens Peter løftede Viktoria, så hun kunne hænge Nøddeknækkeren op.
Hold da op, Peter! De er smukke! Men det er jo glas hvad hvis hun taber dem?
Ikke vær’ bekymret. Jeg ved hvor jeg kan købe flere. Se bare hvor glad hun er.
Den lille sad med katten ved foden af grantræet og fortalte ham historier i raketfart, bange for han skulle flygte og aldrig høre, hvordan eventyret endte. Hun kendte det ud og ind: de havde været i teatret i går, Peter havde taget dem med. Nu forsøgte hun sig som balletdanser.
Ser du, nu er vi slet ikke nødvendige længere! Du sagde, hun ikke ville bryde sig om det?
Jeg troede hun var for lille og ikke kunne sidde stille. Der tog jeg fejl. Hvem anede, at min pige var så rolig?
Peter lo.
Den bemærkning skal du selv høre på, når du putter hende i aften! Så skal vi se om hun stadig er så rolig. Fodrer du mig? Jeg har travlt i dag.
Skal du ikke blive? Forældrene kommer jo snart!
Så kan de rigtig få tid med hende. Jeg er tilbage i aften, skal bare lige på arbejde. Katten trænger til aflastning!
Ved du, mor har fundet en balletskole til Viktoria?
Åh nej
Ja, hvad gør vi nu?
Vi prøver at lægge hendes energi over i noget mere fredeligt.
Og hvis det ikke går?
Så husker du på, du er mor, og jeg bakker dig op. Hun klarer det ikke med både dig og mig.
Tror du?
Helt sikkert! Får jeg mad nu?
Ja ja, din kræsenpind! Hvornår finder du én, der kan passe dig hele tiden?
Line lo og løb ud, da Peter prøvede at klappe hende venligt baghovedet.
Har du og mor slået jer sammen? Vil jeg aldrig få en svigerinde?
Sådan et guld-menneske bør ikke gå alene! Jeg har da heller ingen nevøer endnu!
Åh, kvinder !
Marias figur drejede på træet, forsigtigt rørt af en lille hånd. Viktoria nynnede, så, dansede ud over stuegulvet, og selv katten lod hende danse forbi måske bliver hun Danmarks næste Elna Lassen
Den dag lærte jeg, at selv når mørket sænker sig, og alt synes tabt, er nærvær og varme den eneste vej. Livet, det fortsætter, selv når ruten ændrer sig. Og den, der lytter virkelig lytter kan bære lidt af smerten for én, man elsker. Det gør hele forskellen.
