Jeg kom for at hente en britisk killing. Ikke fordi jeg specifikt ønskede denne, men fordi jeg læste online, at den ellers ville ende på gaden. Det sker desværre engang imellem. Opdrættere er ikke altid lige pålidelige. Så uden at kigge for meget på billederne af den lille, tog jeg afsted.
Da døren blev åbnet, rullede en lille, fluffy pelsbold hen til mine fødder. Den havde et ulige proportioneret stort hoved, korte ører og brede poter. På den spinkle krop så det lidt særpræget ud.
“Her er den,” sagde kvinden. “Den er den eneste tilbage. Et lille skravl. Ingen vil have den, ikke engang gratis. Og den gør livet surt for sin mor, som slår den, og alt det ballade den skaber.”
“En rigtig lille skurk,” konkluderede jeg.
“Ja, præcis,” samtykkede manden og bød mig på lidt mad.
Det første den lille bandit gjorde, var at stjæle en skive pølse fra min tallerken, som det lykkedes den at få fat i på en eller anden måde. Og da vi alle tre løb ud i entreen for at hente den, opdagede vi, at der allerede var en lille pøl i mine sko.
Den lille skurk sad ved siden af og slikkede sig om munden. Han så op på mig med sine store, grønne øjne. Pølsestykket slugte han uden at tygge.
“Sikke en snyder,” bemærkede kvinden med et tungt suk.
“En rigtig slyngel,” tilføjede manden og truede med avisen.
Killingen krympede sig sammen og lukkede sine øjne, som om den ventede et slag. Jeg nåede lige at gribe fat i avisen og erklærede:
“Han er virkelig noget for sig selv – en ægte skurk. Ham tager jeg.”
Den lille skurk åbnede sine øjne og så interesseret på mig.
“Er du masochist?” spurgte kvinden i sjov.
“Egentlig er jeg have-masochist,” rettede jeg og forklarede:
“Jeg har en lille have, og det er der, jeg praktiserer min hobby. Denne lille skurk skal hjælpe mig.” Jeg bøjede mig ned og klappede ham.
Det var sommer, så efter at have hældt overraskelsen ud af skoene og taget strømperne af, satte jeg killingen i transportkassen og gik barfodet til bilen. Der, efter lidt overvejelse, åbnede jeg kassen, tog ham op og satte ham på skødet. Så kørte vi afsted.
Den lille skurk så på mig i nogle minutter, og så spandt han og pressede sit ulige store hoved mod min mave. Det var kærlighed. Ikke ved første blik. Men for altid.
Den lille skurk voksede hurtigt og blev snart til en stor, flot brite. Derhjemme var han så stille som et kirkerom og engleblid. Kærlig, venlig, opmærksom og forstående. Men når han trådte ud i haven…
Så startede balladen. Sirenen satte i gang med 120 decibel, og det fik naboen til at falde tingene ud af hænderne.
Skurken “gik i krig”. Han angreb sommerfugle, larver, mus, rotter, guldsmede, katte, fugle og hunde af enhver størrelse og race, bare de kom for tæt på hans have. Snart begyndte sommerfuglene at flyve uden om vores have, og hundene trak deres ejere til den anden side af vejen.
“Skurk, din skurk!” råbte jeg til ham og fløj ud af huset, når han var efter en anden hund, der vovede sig for tæt på. “Lad den stakkels lille hund være. Den har ikke gjort noget!”
Jeg undskyldte over for alle naboerne og sukkede dybt. Der var ingen løsning på problemet.
Efter at have skræmt alt dyreliv i nabolaget væk, blev Skurken trist. Der var ikke flere at give en omgang. Ingen at bevise sit overtag til, og han gik ud i haven i håb om en ny konfrontation.
Af vane skældte jeg ham ud for hans voldelighed, hans umulige natur og de naboske skrå blikke. Men Skurken blev ved med at fare ud i haven. Selvom jeg nu ikke havde hørt hans skrig i et par måneder, undrede det mig. Og så…
Hørte jeg banken på havedøren. Den må være smækket i på grund af vinden. Da jeg kom nærmere, kunne jeg se Skurken støde sit hoved ind i døren i fuld fart, for at få den åbnet.
Jeg åbnede døren, og han strøg ud som et lyn, forsvandt mod buskene. Jeg løb efter ham, forventende at se en stakkels kat eller en uheldig hund, der var faret vild i vores have.
Da jeg nåede det lille hjørne dannet af buskene, så jeg min Skurk. Han sad der, med åben mund, spyttede kattemad, ostestykker, kvark og kød ud foran en lille, grå killing. En dråbe løb ned fra killingens lille næse. Den måtte være forkølet. Killingen mjavede, gnubbede sig mod Skurken og begyndte at spise.
Skurken løftede sin store hoved og så på mig med øjne, der strålede af tilfredshed. Han havde formået at slippe ud og fodre sin lille ven.
Jeg blev rørt og satte mig på hug ved siden af ham.
“Skurk. Så du har altså fodret killingen i de måneder, og jeg har skældt dig ud for det. Prøvet at holde dig ude af haven?”
Skurken gik hen til mig, skubbede sin hoved mod mig fra neden og spandt. Han tilgav mig.
En halv time senere var vi på vej til dyrlægen. En god ven af mig. Han accepterede, at vi medbragte både killingen og Skurken.
Så da dyrlægen tog den lille pus på undersøgelsesbordet for at tjekke og behandle ham, sad Skurken lidt væk. På stolen ved siden af bordet. Han rejste sig op på bagbenene og så med store øjne på, hvad manden i den hvide kittel gjorde ved hans beskyttelse.
Efter et par indsprøjtninger og en øjenskylning til killingen, vendte dyrlægen sig om ved en mærkelig lyd. Jeg vendte mig også.
Skurken stod stadig der, strakt hals i vores retning. Men hans mund var vidt åben, tungen strakt langt ud som en ophedet hund, og hans store krop rystede, som om nogen indeni ham slog ham med en hammer.
Dyrlægen væltede killingen på bordet og skreg:
“Stille, rolig. Tag det roligt. Lad være! Jeg har ikke brug for et hjerteanfald lige nu.” Og med Skurken i sine arme hastede han mod bordet. Efter et par indsprøjtninger lagde han katten i transportkassen og sagde til mig, at den ville sove fem-seks timer.
“Ved du,” sagde dyrlægen, “jeg har set hunde … Men en kat der bekymrer sig sådan for en killing? Det er første gang i mine tredive år.”
“Det er ikke en eller anden killing,” sagde jeg. “Det er hans killing.”
Da vi kom hjem, tog jeg Skurken ud af kassen og lagde ham på sengen. Ved siden af lagde jeg killingen. Den puttede sit hoved ind mod sin adoptivfader og faldt i søvn. Jeg selv døsede hen i lænestolen.
Da jeg vågnede, så jeg Skurken slikke sin lille killing, mens denne, liggende på ryggen, slog ham på hovedet med alle fire poter.
Jeg trykkede på kameraets knap.
“Mor, Far, Redningsmand, Forsørger, Kattø,” tænkte jeg højt over mulige nye navne. På “Kattø” vendte Skurken sig mod mig og spandt.
Sådan kalder jeg ham nu – Kattø. Og killingen er vokset sig stor. Han går ikke nogen vegne uden sin adoptivfar, og denne lærer ham alle sine tricks. Hvordan man angriber sommerfugle, larver, guldsmede, fugle, katte, hunde…
Hvad kan man sige – en ægte skurk. Min mest elskede kat i hele verden!
