Her er jeg i knibe, det må jeg sige – jeg er blevet en slave i min mands familie.
I en lille landsby udenfor Holstebro, hvor vinden bærer duften af nyhøstet hø, er mit liv, der startede med kærlighed, blevet til en uudholdelig trældom. Jeg hedder Freja, jeg er 28 år gammel, og for tre år siden giftede jeg mig med Mads. Jeg troede, jeg havde fundet en familie, men i stedet er jeg blevet en moderne tjenestepige – for min mand, hans forældre og hele slægten. Min sjæl skriger af fortvivlelse, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal bryde ud af denne fælde.
**Kærlighed, der blindede**
Da jeg mødte Mads, var jeg 25. Han kom fra nabobyen – høj, med et godt smil og varme øjne. Vi mødtes på en markedsdag, og hans jordnære væsen vandt mig. Han talte om familie, om børn, om livet på landet, hvor alle holder sammen. Jeg, bypigen, drømte om sådan en hygge. Efter et år giftede vi os, og jeg flyttede til ham i landsbyen. Dengang anede jeg ikke, at det skridt ville blive min dom.
Mads boede med sine forældre, Kirsten og Erik, i et stort hus. Hans ældre bror med familie og en flok slægtninge var hyppige gæster. Jeg troede, jeg ville blive en del af deres liv, en del af en stor familie. Men allerede den første dag forstod jeg: De forventer ikke kærlighed, men arbejde. “Du er ung og stærk, så tag bare fat,” sagde min svigermor, og jeg, den dumme, nikkede uden at forstå, hvad jeg gik ind til.
**Trældom i stedet for familie**
Mit liv er blevet en endeløs cirkel af pligter. Om morgenen står jeg op klokken fem for at lave morgenmad til hele familien. Min svigerfar vil have grød, min svigermor elsker spejlæg, og Mads vil have rugbrødsmadder. Så kommer rengøringen af det store hus, vasketøj, haven. Om eftermiddagen kommer slægtninge, og jeg laver middag til en hel skare: kartoffelsuppe, frikadeller, saft. Om aftenen er der aftensmad, opvask, og om natten falder jeg sammen. Og sådan er det hver dag, uden fridage, uden hvile.
Min svigermor kommanderer som en general: “Freja, du vasker gulvet forkert. Freja, du skræller kartoflerne for tykt.” Min svigerfar siger ikke noget, men hans blik siger: “Du betyder intet.” Når Mads’ slægtninge kommer på besøg, hilser de ikke engang – de sætter sig bare og venter på, jeg serverer dem. Mads, min mand, i stedet for at støtte mig, gentager bare: “Mor, lad nu mor bestemme, hun ved bedst.” Hans ligegyldighed føles som en kniv i hjertet. Jeg troede, han ville beskytte mig, men i stedet er han blevet en del af dette system, hvor jeg er slave.
**Et øjebliks fortvivlelse**
For nylig knækkede jeg. Da Kirsten igen brokkede sig over min mad, og slægtningene efterlod en bjerg af beskidt service, råbte jeg: “Jeg er ikke jert tjenestepige! Jeg er også et menneske!” Alle blev stille, og min svigermor sagde koldt: “Kan du ikke lide det? Så tag hjem til din by. Her er det ikke altid lige let.” Mads sagde ingenting, og det knuste mig helt. Jeg løb ud i haven og græd og indså: Jeg sidder fast. Jeg har intet sted at tage hen – i byen har jeg intet hjem, og min mor bor langt væk. Men at blive betyder at miste mig selv.
Jeg har lagt mærke til, at selv mit udseende har forandret sig. Engang var jeg glad og velplejet, nu ser jeg træt ud med matte øjne. Min veninde Line så mig for nylig og sagde: “Freja, du ligner en gammel dame! Du må væk herfra!”
