Jeg hedder Anders Bruun. Jeg blev født i 1969 og døde i 2010. Jeg levede i 41 år og to måneder. Eller rettere sagt, jeg levede meningsfuldt i otte måneder og eksisterede i kroppen i de resterende 39 et halvt år – lige indtil den dag, jeg fandt ud af, at jeg havde kræft. Nu er jeg død og har besluttet at advare dem, der læser dette, så de ikke vil leve det meste af deres liv ligeså meningsløst, som jeg gjorde.
Jeg kom til verden i det fjerne 1969. Jeg voksede op og levede “som de fleste”. Det forfærdelige udtryk, der ofte angiver et liv uden formål. Jeg var hverken bedre eller værre end mine bekendtskaber. Jeg aftjente værnepligt, afsluttede mine studier i byggeri, blev gift, og i halvfemserne begyndte jeg at drive forretning. Jeg drømte om mit eget hus. Jeg vidste, hvordan man designede, og mestrede det godt. Først startede jeg en lille virksomhed med salg af byggematerialer, og efterhånden voksede vi til en betydelig entreprenørvirksomhed.
Mens jeg var travlt optaget af forretningen, blev min datter Maja født. Min kone arbejdede ikke; hun tog sig af hjemlige gøremål. Kender du duften af et spædbarns hud? Det siges, at denne duft er speciel, unik og næsten umulig at beskrive. Men den duft kender jeg ikke. Jeg bar kun sjældent min datter, og når jeg gjorde, var det ofte for at lægge hende i barnevognen til en tur i parken. Imens tænkte jeg over budgetter og overvejede, hvad der bedst kunne købes og sælges. Derfor bemærkede jeg ikke, hvordan min datter lærte at gå på egne ben eller sagde sit første ord, lærte at læse og skrive. Jeg havde ikke tid. Jeg var allerede i gang med byggeriet af vores drømmehus. Jeg planlagde også en luksuriøs have med bænke, en klippehave, en lille springvand og masser af træer, hvor vi kunne nyde familielivet, sidde på det grønne græs og nyde fuglesangen, eventuelt med en kop kaffe og et tæppe, når det blev køligere om efteråret… Sådan drømte jeg. Men det skulle ikke blive, for jeg døde.
Da vi støbte fundamentet til huset, begyndte Maja i skole. Jeg kunne ikke følge hende første skoledag, fordi jeg havde et vigtigt møde med entreprenørerne. Da husets vægge blev rejst, kom hun flere gange for at bede om hjælp til lektierne. Jeg gav hende et kys på panden og sendte hende tilbage til sin mor, da jeg var optaget med vigtige beregninger.
Min kone talte jeg også sjældent med, fordi… ja, fordi arbejdet fyldte alt. Af hendes ønsker om at tage ud og gå, gled jeg af med undskyldninger. Til sidst holdt hun op med at spørge. Selv på ferier, når vi kunne være sammen, slap jeg ikke kontakten til computeren, jeg efterså budgetter, deltog i online møder, altid med tanken om at forberede den lykkelige fremtid, jeg aldrig kom til at opleve. I virkeligheden levede jeg ikke; jeg drømte om en dag at leve.
Jeg vågnede op, da jeg brækkede min arm, mens jeg arbejdede i haven – en lille anstrengelse, der viste sig at dække over noget større. De fandt det var metastaser fra leveren. Undersøgelser afslørede, at kræften havde spredt sig, og operation var ikke en mulighed. Lægerne var enige om, at jeg ville dø snart, men uenige om præcis hvornår. Først troede jeg dem ikke, men jeg bukkede under for en sådan desperation, at havde nogen skudt mig, ville jeg have kyssede deres hænder i taknemmelighed. Men jeg kom overens med det og accepterede min skæbne. Først da vågnede jeg op.
Jeg betragtede verden med forundring, opdagede en levende virkelighed, jeg ikke anede eksisterede. Jeg var dybt fascineret af vintermønstrene på vinduerne, kunne ikke få øjnene fra deres indviklede designs. Da jeg spredte fuglefrø på vindueskarmen, så jeg for første gang blåmejserne, der i ro og orden tog et frø og fløj væk for at hakke det på nærmeste gren, i modsætning til spurvene, der skændtes og slås om maden. Tiden var knap, og jeg levede grådigt.
Jeg tog min kones hånd og gik en tur med hende. Gud, du milde! Hvilken vidunderlig følelse, når man holder hånden på den, man elsker, og føler hendes varme, der får alt andet til at forsvinde. Hvordan kunne jeg ikke have forstået det før!
Min datter… Jeg gik ind til Maja og krammede hende for første gang. Ikke bare et hurtigt puf, men et rigtigt kram. Jeg mærkede hendes kærlighed, hendes lille, bløde hjerte fyldt med hengivenhed. Jeg greb Ksyusha tættere, lagde mit hoved på hendes skulder, og græd som et barn, uden at vide, hvor længe, men hun blev bare stående og holdt om mig.
Jeg begyndte at se en ny verden. Efterårets dufte fyldte mig. De knuste ahornblade duftede af den netop overståede sommer. Det morgenfriske dug betog mig, når solens første stråler spejlede sig i dråberne. Fuglene samlede sig i flokke i de afløvede træer, snakkede på deres mystiske sprog. Jeg følte, at de, ligesom mig, var bange for at flyve væk, men at vi alle skulle forlade de kendte omgivelser.
Sidste ferie med min familie var midt i oktober. Mærkeligt, tanker om havet dukkede op. Jeg havde været der mange gange med dem, men aldrig bemærket, at havet rent faktisk dufter. En romantisk duft af sejl og som om lette fodtrin fra en eventyrlig skikkelse havde efterladt aftryk i sandet. Havet mindede mig om noget, der syntes fjernt og glemt, som barndomsminder: mine forældre, en sommerlejr, duften af friskkogte rejer, der var nærmest ikke mine minder, men som nogen anders’.
Og så, pludselig, huskede jeg en forlængst glemt episode fra barndommen. Da jeg hjalp en beboer fra femte etage ned ad trapperne, så hun kunne sidde på en bænk udenfor. Der var ingen elevator i opgangen, og hendes ben var dårlige, så hun kom sjældent ned. Jeg husker at hjælpe hende ned, hvordan hun så op og sagde: “Åh, hvilken velsignelse, hvor skønt”, selvom det var vådt og mudret udenfor. Jeg undrede mig, sagde ingenting. Men nu ser jeg tilbage og kan se, hvor skøn velsignelsen var! At kunne indånde friskhed, mærke regnen eller tårer på sit ansigt, det var en velsignelse.
Jeg havde aldrig bedt før. Under vielsen sagde præsten, at vi skulle læse “Fadervor” hjemme og en anden bøn. Det blev næsten en mekanisk remse, inden jeg gik i seng. Nu forstod jeg ordet, bønnen begyndte med. Fader… en kærlig Fader, der altid var der, selv mens jeg tog afstand. Frygten for døden blev formildet af et nyopfattet forhold til Gud, et forhold fyldt med kærlighed. Håbet om, at han, min Fader, var der, lyttede, forstod mig, og at hans kærlighed kunne hjælpe mig med at finde styrke.
Jeg fik en kolossal trang til at bede. Bønnen blev livsnødvendig. Alt blev radikalt revurderet. Det, der tidligere var vigtigt og betydningsfuldt, blev småt og ubetydeligt. Værdien af venskabs varme, kærlighed fra kære, den evige værdi af livets flygtige øjeblik. Hvad betød det dog, hvilken bil jeg havde eller hvor mange penge jeg ejede. Det var ikke væsentligt. Det vigtige var evnen til at elske, leve, gøre godt, vokse åndeligt. Det var glæden ved selve tilværelsen.
Min Gud! Jeg kom først i slutningen af livet til at indse, at mit sande kald var at VÆRE, ikke HAVE. Jeg skulle have været det eksempel på, hvordan en mand, far, ven bør være, et medmenneske med livets engagement. Hele mit liv før sygdommen var et karneval, hvor jeg dansede med masker, der skiftedes ud efter dans og partner. Jeg flød med livets overflade, mens alt vigtigt lå dybt nede. Jeg blev syg og led, men det var som om smerten bragte noget dårligt ud af mig.
Alt, jeg modtog fra Gud og mennesker, fyldte mig med dyb taknemmelighed. For hver venlig gestus, et smil, en god hjerter-bevægelse, ville jeg kvittere med knus og tårer af kærlighed. Jeg så alle mennesker som gode og rare, noget som forbløffede mig gang på gang. Jeg ønskede blot at tilgive alle, takke alle, velsigne og ønske alles sjæle frelse.
Da sygeplejersken kom ind, rettede min pude og tæppe, kunne jeg ikke længere takke hende med ord, for jeg kunne ikke tale, men mit hjerte græd i taknemmelighed.
Jeg kunne heller ikke længere takke dem, der stod ved min grav, men krammede dem med mit hjerte og sagde til hver enkelt: “TAK”. Jeg vil, at I skal vide det. Viden om, at jeg elsker jer alle meget. Livet blev først klart for mig til allersidst. Jeg er taknemmelig for, at Gud gav mig den mulighed, for den kunne have været fraværende. Jeg forstod, hvad lykke var. Det kan ikke findes, fanges og spærres inde. Som en sommerfugl, vil den der død.
Lykken ligger i øjeblikket, den er umulig at fange.
Lykken er glæde. En vedvarende indre lyksalighed.
Lykken er Gud, som jeg fandt ved slutningen af min rejse, og som tog imod mig med åbne arme.”
