Hvad laver du, mor? Er du ved at gå amok? råbte min søn, mens hans kinder blev røde som tomater. Du med naboen? Den gamle fjols bag hegnet?
Jeg stod i køkkenet med en klud i hånden, uforberedt på sådan reaktion. Jeg sagde bare, at jeg gik ud med hr. Hans Sørensen. At vi havde snakket i flere måneder, at vi nød hinandens selskab, at jeg ja, jeg tror jeg er faldet for ham.
Far har slet ikke ligget i graven tre år endnu! skreg Kasper. Hvordan kan du?
Maven vendte, men han gik allerede mod døren.
Ring ikke til mig. Jeg vil ikke kende dig sagde han og smækkede på døren, så vinduet rystede.
Stilheden sænkede sig som en tung dyne.
Jeg stod alene. Ikke den velkendte stille ensomhed, som jeg havde vænnet mig til gennem årene. Det var et tomrum efter den mand, jeg havde født, opdraget og elsket som mit liv.
Jeg havde jo ikke gjort noget forkert, vel? Jeg havde ikke jagtet kærligheden. Den kom stille, gennem hegnet, over en kop te, over latteren i haven. Og nu sagde min egen søn, at jeg ikke længere var hans mor.
Har jeg overhovedet ret til lykke?
Jeg sov ingen eneste minut den nat. Jeg lå i sengen, stirrede i loftet, mens Kasper stadig ekkoede i hovedet: Jeg vil ikke kende dig. Ordene sårede mere end noget andet, jeg nogensinde havde oplevet. Ikke engang min mands begravelse, som var sørgelig, men naturlig, kunne måle sig med dette. Det var som at være revet fra sit eget barn.
Hans skrev mig en besked om morgenen: Jeg tænker på dig. Jeg er her, hvis du vil snakke. Jeg svarede ikke. Min skyldfølelse gik ikke til ham, men til Kasper. Jeg følte, at jeg havde gjort noget uopretteligt.
Hele dagen gik jeg som et spøgelse gennem huset. Familien fotografier på kommoden, krus med bedste bedstemor, børnenes tegninger på køleskabet alt mindede mig om, at jeg engang var en del af noget stabilt. At jeg var mor, bedstemor, hustru. Nu føltes jeg bare som en egoist.
Om aftenen kom min datter, Freja, med kage og hindbærsaft, som hun altid gør. Hun satte sig ved bordet og så mig i øjnene.
Jeg har hørt, hvad der skete.
Jeg nikkede, uden at ville smuldre.
Hvad tænker du så? spurgte jeg stille.
Hun trak på skuldrene.
Ærligt? Jeg ved det ikke. Far var en fantastisk mand. Jeg kan knapt forestille mig dig med en anden. Men du er jo ikke længere ung. Du har ret til kærtegn, til nærhed. hun tøvede. Bare forstå Kaspers følelser. Han lever stadig i sine minder.
Men jeg lever i hverdagen, svarer jeg. Jeg er meget ensom i den.
Freja så på mig længe, før hun blidt pressede min hånd.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, mor. Men jeg er her med dig.
De ord var som et plaster på såret. De helbredte ikke smerten, men gav mig mod til at stå op næste dag og gå i haven, som jeg altid har gjort.
Hans stod ved porten med sit klodsede smil og en termokande i hånden.
Må jeg få et øjeblik? spurgte han.
Jeg nikkede. Han satte sig ved siden af mig på bænken.
Undskyld, at alt dette er fløjet ud over hovedet på dig, sagde han lavt. Jeg ville ikke skabe problemer for dig.
Det er ikke din skyld, svarede jeg. Det er nok mig, der simpelthen ikke har ret til sådan noget.
Hans så på mig med en alvor, jeg aldrig før havde set i ham.
Sig ikke så. Du har ret. Det har jeg også. I mange år har vi gjort, hvad der skal. Måske er det nu tid til at gøre, hvad vi selv ønsker.
En varme steg i min hals. Jeg svarede ikke, men jeg løb ikke væk. Jeg sad stille ved siden af ham, i en stilhed, der ikke sårede, men beroligede.
Tre uger gik, uden at Kaspers telefon rørte sig. Ingen beskeder, ingen opkald. Børnebørnene var tavse. Det var som om en stor saks havde skåret hele mit liv over. Smerten var daglig, men jeg begyndte at lære at trække vejret igen.
Med Hans så vi hinanden næsten hver dag. Ikke noget spektakulært bare te, snak på bænken, indimellem et indkøbstur sammen. Det var nok til, at jeg følte mig levende igen. At nogen så mig, ikke som mor, enke eller bedstemor, men som en kvinde.
En eftermiddag, da jeg gik hjem fra grøntsagsmarkedet, så jeg Kaspers bil stå under huset. Jeg stivnede. Et øjeblik ville jeg vende om, gemme mig, lade som om jeg ikke var der. Men så gik jeg ind.
Kasper sad ved bordet, uden børn.
Jeg kom for at sige, at jeg måske gik for vidt, sagde han uden at kigge på mig. Men jeg kan stadig ikke acceptere det her.
Jeg satte mig overfor ham.
Jeg forventer ikke, at du accepterer. Jeg vil bare ikke have, at du afviser mig.
Han var tavs længe.
Du ved, hvor meget jeg elskede far.
Jeg ved det. Jeg elskede ham også. Men han er væk. Jeg er stadig her. Og jeg vil ikke dø mens jeg lever.
Endelig så han på mig. I hans øjne var vrede, smerte og måske et lille glimt af forståelse.
Det bliver svært for mig.
Det er svært for mig også, svarede jeg. Men jeg vil ikke stoppe med at elske dig, bare fordi du ikke kan forstå mig.
Kasper rejste sig, gik hen og gav mig et kort, men fast kram. Han sagde ikke mere. Det var nok til at begynde.
Jeg ved stadig ikke, om det var den rigtige beslutning. Men kærlighed kommer ikke, når andre synes det passer. Når den gør, må man tage den imod, selvom det betyder at blive vendt ryggen til. Selv hvis det gør ondt. For kun så får man en chance for at føle, at man virkelig lever igen.
