Her bor jeg altså, sagde Leon, mens han smilede og vinkede Freja ind i lejligheden.
Kom bare ind, jeg er der om et øjeblik.
Freja trådte usikkert ind over dørtærsklen.
Hendes blik flakkede nervøst rundt, og hun blev stående med skoene på.
Noget i luften gjorde hende urolig
Da Leon kom tilbage, stivnede frygten i hendes øjne, hænderne begyndte at ryste, og uden et ord løb hun ud af lejligheden.
Freja, hvor skal du hen?!
Leon stirrede forbløffet efter den åbne hoveddør, der stod og svingede i trækvinden.
Ved siden af ham stod hunden Mille og logrede forvirret med halen.
Han havde ikke forestillet sig, at en så fantastisk aften skulle ende så brat og uforklarligt.
Hun løb bare ude uden et ord?
spurgte Viktor vantro, da Leon senere fortalte sin bedste ven om det, der var sket.
Ja hun lignede en, der havde set et spøgelse.
Leon løftede sin øl, stirrede mod skummet, og satte så glasset fra sig igen.
Jeg fatter det ikke Hvad var det, der skræmte hende så meget?
Der kan jo være mange grunde.
Har du prøvet at spørge hende direkte?
Jeg har ringet, men hun tager den ikke.
Jeg har ikke hørt fra hende siden i går aftes.
Har du prøvet at opsøge hende derhjemme?
Nej.
Jeg fulgte hende kun til opgangen jeg ved ikke, hvilken lejlighed hun bor i.
Underlig situation
Det er det virkelig.
Det hele startede så godt, og pludselig blev det bare meningsløst.
Måske er det ikke slut endnu?
Du hænger med næbbet før tid.
Det føles som om, hun har skiftet mening.
Jeg kan ikke komme i tanke om andet.
Mød hende på arbejde mandag, så får du svar.
Tag den derfra.
De havde først mødt hinanden i en fyldt bus på Nørrebrogade.
Ingen ville give plads til en ung kvinde, men Leon rejste sig straks.
Han stod der, halvforfjamsket, men han kunne ikke lade være at smile.
Hun var noget særligt.
Alligevel sagde han intet den slags gjorde han ikke foran alle de fremmede.
Desuden havde han travlt, han skulle nå jobbet.
Og hvad skulle han egentlig sige?
Hej, jeg hedder Leon.
Her er mit nummer.
Ring, når du får fri? For banalt.
Så Leon steg af bussen uden at vente på hende.
Mens han gik mod kontoret, var han sikker på, hun gik bag ham.
Men han så sig ikke tilbage han troede ikke på lykketræf.
Du ser bare det, du gerne vil, tænkte han.
Men han kunne ikke slippe hende.
Selv bag computerskærmen spøgte hendes øjne for hans indre blik, og da han gik ind i mailboksen, syntes han at se hendes smil.
Så da direktøren, Ivan Steffensen, trådte ind på kontoret med hende ved sin side og sagde: Tag godt imod vores nye kollega, troede Leon et kort øjeblik, at han var blevet skør.
Men hun var virkelig.
Og nu skulle de arbejde sammen.
Freja, sagde hun og rakte hånden frem.
Hun havde hilst på de andre; han var den sidste.
Leon, det det er en fornøjelse.
Han var mundlam; alt var på én gang forvirrende og overvældende.
Men indeni syde det.
Hans hjerte voksede.
Han mærkede et stort behov for at gøre noget særligt for hende.
For hendes skyld var han villig til at gøre hvad som helst hente stjernerne ned, dykke efter perler, flytte bjerge.
Samme aften mødte han Viktor i Fælledparken, hvor de plejede at lufte hunde.
Leon fortalte om den nye kollega, mens Mille tålmodigt ventede.
Leon, du er forelsket.
Helt vildt.
Tror du?
Det kan du tro!
Sådan havde jeg det også, da jeg mødte Signe.
Én gang så hende, så vidste jeg det.
Det er det, jeg mener Jeg kan bare ikke lade være.
Så gør noget.
Invitér hende på cafe eller i biografen.
Tror du hun vil?
Du finder ikke ud af det, hvis du ikke prøver.
Men venter du, gør en anden det før dig.
Og hvis hun allerede har en anden?
Så står jeg som en idiot.
Så finder du ud af det.
Og ellers får I bare et godt samarbejde.
Men prøv du har intet at miste.
Efter arbejde gik Leon hen til busstoppestedet og tog mod til sig.
Det lyder måske mærkeligt Men har du lyst til at tage med ud i aften?
En café, måske en film?
Freja smilede og sagde ja.
De drak god kaffe i en hyggelig café på Vesterbro, de gik rundt i regnvåde gader under gadelygterne, og til sidst fulgte Leon hende hjem.
Aftenen, som havde været fyldt med forventning, endte bedre, end han overhovedet havde håbet.
Vel hjemme gik han en lang aftenstur med Mille.
Og da han lå i sengen, kunne han ikke drømme om andet end Freja om at fri til hende, om et liv sammen, børn, hytte ved fjorden, søndage på stranden.
Han var sikker på, at det snart ville ske.
Tre måneder gik.
Det var det bedste, der var sket for ham.
Alt var magisk.
Middage under stearinlys, regnvejrsfilm i biografen, kys i sommerskyllene de kiggede ikke til siderne, de havde kun hinanden.
Freja var vidunderlig.
Sød, jordnær, lun og utrolig charmerende.
Men der var ét både besynderligt og besværligt punkt: Hun ville aldrig gå tur med Mille.
Hver gang Leon foreslog, at de skulle følges, blev hun mærkelig stille, trak sig, sagde nej.
Lad os hellere bare os to, sagde hun.
Hvad nu, hvis vi får lyst til at spise ude eller gå i biografen?
Man kan ikke tage en hund med ind.
Du har nok ret, nikkede Leon.
Efter noget tid tog han mod til sig, friede til hende, bad hende flytte ind.
Freja ville gerne, og hun sagde ja til frieriet, men blev ved med at udsætte indflytningen.
Jeg lovede min udlejer ikke at flytte før nytår, forklarede hun.
Jeg vil helst ikke skuffe nogen
Jeg kan godt betale huslejen for de sidste måneder, hvis det hjælper.
Kom med op, så viser jeg dig min lejlighed og Mille selvfølgelig.
Jeg er sikker på, du kommer til at elske hende.
Modvilligt sagde Freja ja, fulgte med op hun elskede jo Leon, så hun ville prøve.
Prøve at overvinde det, der fyldte hende med uro.
Her bor jeg så, gentog Leon, mens han slog ud mod stuen.
Gå bare ind, jeg kommer straks.
Freja trådte tøvende ind.
Hun så sig rundt, nervøs, blev stående ved døren.
Så kom Leon tilbage.
Men straks Freja så Mille stå ved hans side, stivnede hun af skræk, hænderne rystede, og i næste øjeblik flygtede hun ud af lejligheden uden at forklare sig.
Freja, vent!
Leon stod tilbage og stirrede målløs efter døren.
Mille gøede sagte og lagde hovedet på skrå.
Alt var gået så galt på et øjeblik.
Han ringede, men Freja tog ikke telefonen.
Til sidst blev han nødt til at tale med Viktor, han havde brug for et råd.
Viktor lyttede længe og sagde:
Leon, vent til mandag.
I skal på arbejde.
Få svar der.
Mandag.
Leon tjekkede konstant klokken, tjekkede de duggede busruder, men Freja kom ikke, selv om hun plejede at være tidligt på kontoret.
Hvad hvis der er sket hende noget?!
Pludselig kom hun gående ned ad fortovet.
Tårevædede kinder, det lange hår strittende, øjnene fyldt af sorg.
Freja, vent!
Hun vendte brat om, og da hun så Leon, blev hun bleg.
Hvad er der sket?
Hvorfor løb du væk?
Hvorfor svarer du ikke?
Jeg aner ikke, hvad jeg skal tro.
Undskyld, Leon.
Hvad er der?
Der er fem minutter til arbejdstid Lad os tale om det i aften?
Har du fortrudt?
Vil du ikke bo med mig?
Jeg Jeg kan ikke.
Tårerne løb, hun kiggede væk.
Men hvorfor?
Jeg er bange
For hvad da?
Freja, fortæl mig nu!
Hunde Jeg er bange for hunde.
For hunde?
Men Mille?
Jeg har jo fortalt dig, hun ikke gør en flue fortræd.
Han forstod det ikke men indeni begyndte det at gå op for ham.
Ikke kun Mille.
Alle hunde.
Dengang jeg var seks en stor hund bed mig, mens jeg legede på legepladsen.
Ejeren var fuld og satte hunden efter mig Jeg undslap, men siden har jeg været rædselsslagen for hunde.
Det har du aldrig fortalt
Jeg kan dårligt tænke på det uden at ryste.
Men Freja, på gaden går du jo udenom dem?
Jeg styrer udenom dem, går altid den anden vej Men at bo under samme tag som Mille Det kan jeg ikke.
Undskyld, men jeg kan ikke.
Det handler ikke om dig.
Det er mig.
Det giver jo ikke mening
Jeg prøvede, Leon, virkelig.
Derfor tog jeg med op.
Men jeg kan ikke kontrollere det.
Panikanfald, hjertebanken Jeg kan ikke.
Senere fortalte Leon det hele til Viktor, mens de sad i den lune stue med øl og skum, og mørket udenfor blev tættere.
Jeg elsker hende, hun elsker mig men vi kan ikke bo sammen?
Hvordan giver det mening?
Du viger vel ikke fra Mille?
spurgte Viktor.
Aldrig!
Men jeg elsker også Freja.
Der er noget at kæmpe for.
Det handler om at hjælpe hende.
Måske skal hun have professionel hjælp?
Hun har prøvet.
Hun siger, hun vil prøve igen men hun lover ikke noget.
Men så gør hun jo sit.
Andre ville stille krav.
Hun kæmper, fordi hun vil dig.
Hjælp hende.
Men hvordan?
Start stille.
Mød hinanden i naturen, Mille på afstand.
Skov, mark, lidt ad gangen.
Leons øjne glimrede af håb så ganske lidt, men dog håb.
Tror du virkelig?
Ja.
Med tiden falder angsten og på jeres præmisser.
Næste gang Freja kom ud af opgangen og så Leon ved en lånt firehjulstrækker, spurgte hun:
Hvor har du den bil fra?
En ven har lånt mig den.
Skal Skal vi alle tre køre sammen?
spurgte hun straks, allerede bleg.
Mille er bagi.
Der er bur til hende, du sidder foran hos mig.
Intet kommer til at ske.
Freja tjekkede at hun kunne komme væk, hvis hun skulle, men nikkede.
De kørte mod Dyrehaven.
De byttede sko til gummistøvler, Leon slap Mille løs og kastede en bold.
Hele tiden holdt Freja øje med hver bevægelse.
Går det?
Jeg jeg ved ikke, mumlede hun og stirrede på Mille.
Freja, alle hunde er ikke ens.
Nogen er søde, andre ikke ligesom mennesker.
Det var ikke din skyld dengang.
Hun nikkede svagt, mens Leon kastede bolden langt væk til Mille.
Hunden sprang, gøede, glad som altid.
Hun gøer, fordi hun er lykkelig.
Hun har fundet bolden.
Leon smilede og spurgte så:
Vil du prøve at kaste bolden?
Jeg tør ikke.
Prøv, luk øjnene, bare én gang.
Freja tog bolden, lukkede øjnene, kastede og Leon brød ud i grin.
Sejt!
Mille, kom så!
Ikke længe efter gik alt galt: Bolden røg i en stor vandpyt, Mille gøede men turde ikke hente den.
Leon fór frem for at hente bolden, men sank pludseligt ned i dynd til knæene, til lårene, til livet.
Leon, kom op!
Jeg kan ikke Jeg sidder fast.
Det er mudder, det trækker mig ned!
Panikken voksede hos Freja.
Mille peb og gik i cirkler.
Hent en gren!
råbte Leon.
Freja famlede efter mobilen ingen signal.
Hun så på Mille, foran mudderet.
Hjertet hamrede hun turde jo ikke være tæt på hunden.
Men Mille gloede på hende, sårbart, ønskede hjælp.
Hvis jeg løber, forlader jeg Leon Inden hun nåede at tænke videre, greb hun en kraftig gren, løb hen og rakte den til Leon.
Han greb fast hun trak alt, hvad hun kunne.
Det var ikke nok.
Så kom Mille, tog fat med tænderne, de trak sammen, og til sidst fik de hevet Leon op.
De faldt om i græsset, udmattede men i live.
Hold nu op Jeg aner ikke, hvad jeg skulle have gjort uden jer, sagde Leon og omfavnede først Freja, siden Mille.
Jeg var så bange
Bare sig, du ikke har fået en ny fobi, smilede Leon.
Jo, det har jeg.
Jeg er rædselsslagen for at miste dig, sagde Freja, og krammede hunden tæt.
Tak Mille, fordi du var der!
Senere den aften lå de tre menneske og hund sammen i sofaen.
De spiste varm aftensmad og så gamle danske hundefilm.
For første gang den dag, var Freja lykkelig.
Og frygten for at miste hinanden den var nu den eneste, de behøvede at være bange for.
Jeg er bange for at miste dig