Jeg er bange for at miste dig

Jeg kan stadig huske, som det var i går, dengang jeg var ved at miste det vigtigste i mit liv.
Det hele begyndte på en helt almindelig aften i København.
Her bor jeg altså, sagde Henrik smilende, mens han holdt døren op for Freja.
Kom indenfor, jeg kommer om et øjeblik.
Freja trådte tøvende ind i entréen, så sig forsigtigt omkring og stillede sig forsigtigt på måtten uden at tage skoene af.
Noget nagede hende
Da Henrik kort efter igen dukkede op med sin gamle schæferhund Sif ved siden, forsvandt blodet fra Frejas ansigt.
Hænderne begyndte at ryste, og uden et ord spurtede hun ud gennem hoveddøren.
Freja, hvor skal du hen?!
Henrik stod uforstående tilbage, kiggede på den åbne dør og derefter på Sif, der loyalt blev stående hos ham.
Han havde aldrig forestillet sig, at en aften, der var begyndt så fint, kunne ende så brat.
Han ringede til Freja hele aftenen, men hun tog ikke telefonen.
Han vidste ikke, hvor hun boede kun hvilken opgang, han havde fulgt hende til.
En trøst var det, at han næste dag kunne tale med sin gode ven, Mads, over en øl på stamværtshuset, mens regnen piskede ned udenfor.
Hun løb bare ud?
Og sagde ikke engang farvel?
spurgte Mads vantro.
Intet.
Hun så ud, som om hun havde set et spøgelse.
Jeg forstår ingenting Hvad i alverden er der galt?
Mads grinede skævt.
Måske er der mange forklaringer.
Men du må spørge hende direkte!
Jeg har forsøgt.
Hun tager jo ikke telefonen.
Har ikke hørt noget siden i går aftes.
Ja, det er underligt.
Men det er nok ikke for sent, vel?
Hæng nu ikke med mulen.
Måske har hun bare ombestemt sig.
Jeg kan ikke forestille mig andet, mumlede Henrik.
Mandag, når I ses på arbejde, så tag en snak med hende.
Du finder ud af det, rolig nu.
Dengang mødte jeg Freja for første gang i en propfyldt S-tog ved Nørreport.
Ingen tilbød at rejse sig for hende, men det gjorde jeg.
Hun smilede taknemmeligt, da jeg lod hende få pladsen, og jeg blev stående ved siden af hende hele vejen, med bankende hjerte.
Jeg havde gerne villet tale med hende, men, som så mange danskere føler, havde jeg ikke mod på at indlede en samtale foran fremmede.
Jeg steg af ved Vesterport uden at sige noget, men tankerne om hende slap mig ikke; hun blev hængende i mine tanker hele dagen.
Så var det, at hun næste dag blev introduceret på mit kontor, præsenteret af chefen, hr.
Larsen.
Få Freja til at føle sig hjemme her, sagde han.
Hun gik hen til min plads og smilte blidt.
Freja, præsenterede hun sig.
Henrik.
Det er mig en fornøjelse.
Mere fik jeg ikke sagt.
Jeg var total overvældet og ramt af en uventet glæde at hun nu skulle være min kollega.
Jeg følte næsten, det var skæbnen, der havde spillet ind.
Jo mere, jeg lærte Freja at kende, des mere greb hun mig om hjertet.
Jeg ville flytte bjerge for hende, gøre hvad som helst for blot at få hendes opmærksomhed.
Samme aften mødtes jeg med Mads og vores hunde i Frederiksberg Have.
Jeg fortalte ham om Freja, og han grinede bredt:
Du har sgu forelsket dig, du!
Tror du virkelig det?
Ja, præcis sådan havde jeg det med Rikke.
Jeg vidste bare, hun var den rette.
Ja, sådan har jeg det også.
Når jeg ser hende, vil jeg bare leve mit liv med hende.
Så gør dog noget ved det.
Inviter hende i biografen.
Eller på en kop kaffe.
Man får ikke andet end svar, hvis man spørger.
En uge senere turde jeg invitere Freja ud.
Hun takkede ja, og vi drak kaffe ved Søerne, gik hånd i hånd gennem et halvmørkt København og blev kærester lige så stille.
Jeg var ellevild, og Sif, min trofaste schæfer, kunne næsten mærke min glæde, da jeg om aftenen gik alene tur med hende og drømte om fremtiden.
Tiden gik.
Tre måneder, som var de bedste i mit liv.
Mange aftener sammen, romantiske film, lange snakke og endda et kys under et sommerregnvejr inde midt i byen, hvor vi slet ikke lagde mærke til, at folk studerede os kærligt.
Freja var vidunderlig venlig, lattermild, charmerende og beskeden.
Jeg var mere end nogensinde taknemmelig for, at tilfældet havde givet mig hende.
Dog var der én ting, der nagede mig.
Efter hver tur med Freja måtte jeg hjem og lufte Sif alene.
Jeg boede selv, og ingen kunne hjælpe mig.
Når jeg foreslog, vi kunne gå tur med Sif sammen, undveg Freja altid, blev stille og sagde, hun helst ville være alene med mig.
Vi kan jo ikke tage hunden med på café eller i biografen, sagde hun.
Nej, du har ret, svarede jeg så.
En dag friede jeg til Freja og spurgte, om hun ville flytte hjem til mig.
Hun sagde ja til forlovelsen, men trak tiden ud med at flytte sammen.
Jeg har lovet min udlejer at blive til nytår, sagde hun.
Det føltes som en undskyldning.
Jeg kan betale de sidste måneder, hvis du har det bedst sådan, sagde jeg.
Tag med hjem i dag, og så kan du møde Sif hun er et pragteksemplar.
Freja blev stille, men gik med.
Drømmen om at bo sammen med mig var stor nok til, at hun ville forsøge at overvinde sin frygt.
Men så, som sagt den aften i min lejlighed, da Freja så Sif, brød hendes facade sammen.
Hun flygtede i panik, og jeg sad tilbage forvirret, afmægtig.
Mandag morgen ledte jeg blandt passagererne i S-toget.
Men ingen Freja.
Så, pludselig, så jeg hende komme gående langs søen.
Håret flagrede og tårerne glinsede på kinderne.
Freja, vent!
Hun stoppede og vendte sig, og da hun så mig, blev hendes ansigt trist.
Freja, hvad sker der?
Hvorfor løb du?
Hvorfor svarer du ikke?
Jeg aner ikke, hvad jeg skal tro.
Undskyld, Henrik.
Hvad er der galt?
Om fem minutter starter arbejdsdagen.
Kan vi snakke om det senere?
Er det fordi, du ikke længere vil bo sammen med mig?
Vil du ikke giftes med mig?
Jeg kan ikke holde ud ikke at kende svaret.
Undskyld, Henrik, vi kan ikke bo sammen jeg kan ikke
Hvorfor dog ikke?
Hvad er der galt?
Jeg er bange
For hvad?
Kære, hvad er du bange for?
For hunde.
Min Sif?
Jeg har da sagt, hun ikke gør en flue fortræd!
Det handler ikke om Sif.
Jeg er bange for alle hunde.
Da jeg var seks, blev jeg overfaldet af en stor hund i Farum en fuld mand sendte sin hund efter mig på legepladsen.
Jeg blev reddet i sidste øjeblik.
Siden har jeg frygtet dem.
Det har du aldrig fortalt mig
Jeg skammer mig det er svært at tale om.
Jeg troede, jeg kunne klare det, men jeg panikkede bare.
Men hvad så nu?
Hvad skal vi gøre?
Jeg prøver virkelig, Henrik.
Men jeg kan ikke love noget.
Jeg fortalte Mads det hele lidt senere, mens vi sad i hans køkken.
Vil du så opgive Sif?
spurgte han.
Aldrig!
Jeg elsker både Freja og Sif.
Så kæmp for jeres lykke.
Hjælp hende med at komme over sin angst.
Måske med små ture sammen, i skoven for eksempel?
Tror du?
Hvorfor ikke?
Hvis hun ser, at Sif er venlig og rolig, kan hun måske få det bedre.
Nogle dage efter hentede jeg Freja i min vens bil.
Hun var nervøs, men gik med til en tur til skoven.
Sif blev i bagagerummet på turen ud, og jeg forklarede, at hun ikke ville komme tæt på Freja, hvis det blev for meget.
Vi gik i gummistøvler på våde skovstier, og langsomt lod jeg Sif lege med bolden i god afstand.
Hvordan går det?
spurgte jeg forsigtigt.
Jeg prøver svarede Freja og så kun på Sif.
Sif er ikke som den hund, du mødte dengang, sagde jeg.
Sif er opdraget med varme og venlighed, og hunde kan, ligesom mennesker, blive formet af deres oplevelser.
Freja nikkede svagt.
Jeg kastede bolden, og Sif løb glad efter den, bjæffede højt.
Freja krøb sammen.
Er hun sur, siden hun gør sådan?
Nej, grinede jeg.
Hun er bare glad over sin bold.
Da Sif kom med bolden igen, rakte jeg den frem mod Freja: Vil du prøve at kaste?
Jeg…
jeg ved ikke…
Lukk øjnene, og prøv.
Bare en eneste gang.
Freja tog bolden, kneb øjnene sammen og kastede den langt væk.
Jeg klappede hende på skulderen: Dygtigt!
Vi fortsatte lidt, men snart forsvandt bolden i en stor vandpyt.
Sif bjæffede nervøst fra bredden og nægtede at hente den.
Vores Sif er bange for vand, lo jeg.
Så hunde kan altså også være bange?
udbrød Freja overrasket.
Ja, det kan de, svarede jeg.
Jeg reddede Sif op af en å som hvalp.
Hun går derfor altid i en stor bue uden om pytter og søer.
Jeg ville hente bolden, men da jeg gik ud i vandet, sank jeg pludselig i til knæene.
Sif gøede højere, og Freja blev tydeligt bange.
Henrik, pas på!
råbte hun.
Det er nok bare lidt mudder, sagde jeg og forsøgte roligt at komme fri.
Men jeg sad fast.
Kan du ikke komme fri?
Nej det er vist et mosehul.
Freja, hjælp!
Hun stivnede af skræk.
Sif kiggede hjælpeløst på os begge.
Men så, i dét øjeblik, lagde Freja sin frygt til side, fandt en stor gren, og kastede den ud mod mig.
Jeg greb fat og hun trak med al sin kraft.
Sif gjorde hende selskab, trak sammen med hende, og det lykkedes at få mig op af mudderet.
Vi landede alle tre, drivvåde og udmattede, på skovbunden.
Jeg kunne ikke lade være med at le af lettelse.
Hvis ikke I havde været her sagde jeg, mens jeg omfavnede både Freja og Sif.
Jeg skylder jer mit liv.
Jeg har aldrig været så bange, sagde Freja.
Er det en ny fobi?
spurgte jeg kærligt.
Freja rystede på hovedet.
Nej.
Men nu ved jeg, hvad jeg er bange for: at miste dig.
Hun vendte sig mod Sif og gav hende et langt, varmt kram.
Tak, Sif!
Tak for at du var der!
Den aften sad vi alle tre i stuen efter et langt varmt bad.
Vi så film om hunde og delte hinandens selskab uden at tænke på andet.
Og det var først da, vi forstod, at frygten for at miste hinanden var stærkere end nogen anden frygt.
For sådan er det med kærlighed den er der, når alt andet slipper op.