Jeg er bange for at miste dig

Jeg er bange for at miste dig
“Her bor jeg altså,” smiler Leon, mens han byder pigen indenfor i lejligheden.
“Kom bare ind, jeg er tilbage om et øjeblik.”
Freja træder tøvende over dørtærsklen, kigger nervøst omkring og tager ikke skoene af med det samme.
Noget gør hende urolig…
Da Leon kommer tilbage ud i entreen, stivner frygten i Frejas øjne, hendes hænder skælver, og uden et ord stormer hun ud ad døren.
“Freja, hvor skal du hen?!”
Leon står forvirret og kigger først på døren, som stadig står åben så på sin hund, Dina, der lagde hovedet på skrå.
Aldrig havde han forestillet sig, at en ellers hyggelig aften skulle ende så dramatisk.
“Så hun løb bare uden noget ord?” spørger Viktor mistroisk, da Leon senere på aftenen fortæller det hele til sin bedste ven.
“Ja, hun sagde ingenting.
Hun så skræmt ud, som om hun havde set et spøgelse.”
Leon tager en slurk øl fra sit glas, ser tænksomt ned i det og sætter det på bordet igen.
“Jeg forstår overhovedet ikke, hvad der gik galt.
Hvad var det, der forskrækkede hende sådan?”
“Der kan jo være mange grunde.
Har du prøvet at spørge hende direkte?”
“Ja, hvis hun da bare svarede på mine opkald.
Siden i går aftes har jeg ikke kunnet få fat i hende.”
“Har du været forbi hendes lejlighed?”
“Nej.
Jeg har kun fulgt hende til døren.
Jeg aner ikke, hvor hun præcis bor.”
“Mærkelig situation.”
“Ja…
virkelig mærkelig.
Det hele startede så godt, men sluttede helt håbløst.”
“Det er næppe slut endnu!
Du må ikke give op på forhånd.”
“Det virker altså som om, hun har ombestemt sig.
Jeg kan ikke se andre forklaringer.”
“Du ser hende jo på mandag igen.
Så kan du spørge hende der og tage den derfra.”
Leon mødte Freja første gang i en overfyldt bus gennem København.
Der var ingen, der ville give plads til en ung pige men han gjorde det selvfølgelig.
Han stod bagefter tæt på hende, og han kunne ikke skjule sit smil.
Han synes, hun var sød.
Han ville egentlig gerne hilse på hende, men han havde både travlt på vej til arbejde, og han var ikke typen, der tog kontakt foran det halve af byen.
Og hvad skulle han overhovedet sige til hende?
Hej, jeg hedder Leon.
Her er mit nummer, ring efter klokken fem. det lød helt fjollet.
Så da han stod af bussen, tog han bare direkte mod kontoret uden at vente på hende.
På vej gik han og bildte sig ind, at hun faktisk gik bag ham.
Men han kiggede ikke tilbage sådan noget kunne jo ikke passe.
“Du bilder dig bare ind, det du håber på,” tænkte Leon.
Ja han håbede.
Men det var jo ikke sådan, livet fungerede i virkeligheden: man møder ikke bare en pige og har kærlighed for livet.
Hele dagen sad han ved sin computer og kæmpede for at få hende ud af hovedet uden held.
Da han skulle finde et Excel-ark, forestillede han sig hendes øjne; og hver gang han læste mail, så han hendes smil for sig.
Han følte sig næsten besat.
Så da hans chef, Ivan Steffensen, trådte ind på kontoret sammen med hende og sagde, “Her er jeres nye kollega,” troede Leon næsten, at han var bims.
Men det var virkelig hende!
“Freja,” præsenterede hun sig med sit søde smil, da hun stod foran ham.
Hun havde hilst på alle andre han var kun den sidste.
“Leon.
Hyggeligt at møde dig.”
Han kunne dårligt få sagt andet.
Måske fordi han var både overrasket og genert.
Indvendigt boblede han dog af følelser noget voksede sig stærkt i ham.
Senere, når han mødtes med Freja i løbet af dagen, følte han noget mærkeligt; lysten til at hente stjernerne ned fra himlen, fatte perler på havets bund Han var klar til at gøre hvad som helst for at vinde hendes opmærksomhed.
Om aftenen mødtes han som sædvanligt med Viktor i Frederiksberg Have, hvor de luftede hunde, og han fortalte ham begejstret om den nye kollega.
Viktor gennemskuede straks situationen:
“Du er vild med hende!”
“Tror du?”
“Sikker!
Det var præcis sådan med mig og Lærke jeg så hende, og så vidste jeg bare, hun var den rette.”
“Ja, sådan har jeg det også.
Bare når jeg ser hende, føler jeg, jeg vil være sammen med hende for altid.”
“Så må du altså invitere hende ud!
Brunch, biograf, hvad som helst.”
“Tror du, hun vil sige ja?”
“Du finder aldrig ud af det, hvis du ikke prøver.
Tøver du, risikerer du, en anden render med hende.”
“Men hvis hun har en kæreste?
Så kommer jeg der og gør mig til pinligt.”
“Så bliver I bare gode kollegaer.
Men prøv!
Det værste der kan ske er jo, at tingene fortsætter, som de er nu.”
Leon forsøgte.
Efter arbejde stod han ved busstoppestedet, smilede, rødmede lidt, men tog sig sammen og spurgte:
“Altså, du må ikke tro jeg beder dig om noget mærkeligt…
Men har du lyst til at tage ud at drikke kaffe med mig?
Eller måske i bio?”
Freja smilede, og sagde ja.
De fik sig en kop kaffe på et hyggeligt cafehjørne; derefter gik de rundt i byen til langt ud på natten, hvorefter Leon fulgte hende hjem.
Det var endnu bedre end han havde drømt om.
Hjemme i gården gik han en ekstra lang tur med Dina han havde jo sprunget aftenluftningen over.
Resten af natten lå Leon vågen, stirrede i loftet og dagdrømte om at fri til Freja, om at bo sammen, om fremtidige børn og udflugter til Dyrehaven i weekenderne.
Han følte, at drømmen kunne blive virkelig snart…
Tre måneder gik.
Og det blev de bedste måneder i hans liv.
De spiste middage på små restauranter, så romantiske film i biografen, kyssede i regnvejr uden at ænse forbipasserende.
Freja var forbløffende.
Venlig, sjov, sød og samtidig ydmyg og ærlig.
Leon var lykkelig for, at skæbnen havde bragt dem sammen.
Men…
Der var et problem efter deres aftener sammen skulle han altid ud med Dina igen.
Leon boede alene, så ingen kunne gå med hunden for ham.
Det var ret upraktisk.
Han foreslog flere gange, at de gik tur sammen med Dina, men Freja undveg forslagene hver gang, blev stille, kiggede væk og afslog til sidst.
“Lad os hellere bare være os to?
Hvem ved, måske får vi lyst til at tage på cafe eller i biografen.
En hund kan jo ikke komme med.”
“Ja, du har ret,” sagde Leon så.
Senere friede Leon til hende og bad hende flytte ind.
Hun sagde ja men trak alligevel ud med at flytte sammen.
“Freja, jeg ved godt, vi først skal giftes næste år, men vi kunne jo godt bo sammen allerede nu.
Jeg slapper bare mere af, når du er hos mig.”
“Jeg har jo lovet min udlejer at blive boende året ud.
Jeg vil bare ikke svigte hende.”
“Hør, jeg kan betale resten af huslejen for dig, hvis det hjælper.
Kom nu med hjem til mig så kan du også hilse på Dina.
Jeg er sikker på, du vil elske hende!”
Freja blev trist, men sagde alligevel ja.
Hun elskede Leon, så hun ville forsøge at overvinde sin frygt…
“Her bor jeg,” smiler Leon igen og giver Freja plads i lejligheden.
“Gå du bare ind, jeg er der om lidt.”
Endnu engang træder hun ind, ser sig spændt omkring og tager ikke skoene af.
Noget gør hende urolig…
Et øjeblik senere er Leon tilbage og skrækken lukker sig om Frejas ansigt.
Hendes hænder ryster, og hun forsvinder ud ad døren uden at sige et ord.
“Freja, hvad sker der?!”
Leon stirrer på døren, så på Dina, forstår ikke, hvordan en perfekt aften kunne falde sådan fra hinanden.
Han prøver at ringe, men Freja svarer ikke.
Leon må mødes med Viktor, for han har brug for at snakke, måske få et godt råd.
Efter snakken beslutter Leon at vente til mandag, så kan han konfrontere Freja på arbejde, for hun må jo møde ind…
Mandag følger han nervøst klokken, kigger ud af kontorets vinduer mod gaden men Freja er der ikke, selv ikke blandt folkene, der stiger af busserne.
“Hvad hvis der er sket hende noget!?”
Han er tæt på at ringe til chefen for at spørge fri men pludselig ser han hende.
Hun går alene på fortovet, håret sat løst, våde kinder og sørgmodige øjne.
“Freja, vent!”
Hun stopper brat, ser Leon og bliver endnu mere modløs.
“Freja, hvad er der i vejen?
Hvorfor løb du?
Hvorfor tager du ikke telefonen?
Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro mere.”
“Undskyld, Leon.”
“Hvad er der galt?”
“Der er fem minutter til arbejde går i gang.
Vi taler i aften kan vi ikke det?”
“Har du fortrudt forlovelsen?
Vil du ikke bo sammen?
Leon tager hende fast i hånden Jeg har været i uvished i to dage.
Sig det nu bare.
Hvorfor løb du?”
“Undskyld, Leon, men vi kan ikke bo sammen,” hvisker Freja og begynder at græde.
“Hvorfor dog ikke?
Er det min skyld?”
“Nej…”
“Hvad så?”
Freja tørrer tårerne væk, ser Leon i øjnene:
“Jeg er bange…”
“For hvad?!
Hvad er du bange for, min skat?”
“For hunde.”
“Jamen altså…
Min Dina?!
Jeg har jo fortalt dig, hvor venlig hun er.
Hun gør ikke en kat fortræd.”
Men han tænker:
“Så det var alligevel hunden”
“Nej, du forstår ikke.
Det er ikke bare DIN hund.
Det er alle hunde.
Da jeg var seks, blev jeg bidt af en bullterrier…”
“Det har du aldrig fortalt mig.”
“Nej, jeg kan dårligt tænke på det.
Jeg var på legepladsen, min mor var i SuperBrugsen, og en beruset mand jagede mig væk med sin hund.
Jeg blev reddet i sidste øjeblik.
Lige siden har jeg været bange for hunde.”
“Freja…”
“Leon, vi kommer for sent.
Arbejdet venter ikke på os.”
“Lad vente!
Freja, jeg forstår, du har et traume, men der løber jo hunde rundt overalt.
Udenfor er du jo ikke bange?”
“Jo…
Men på gaden kan jeg holde afstand, gå en anden vej, opsøge folk hjemme ville jeg være spærret inde med hende.
Jeg kan ikke.
Jeg har forsøgt.
Men jeg kan ikke.”
“Men det er da dumt…”
“Leon, jeg har virkelig prøvet.
Jeg ville overvinde frygten, derfor sagde jeg ja.
Men jeg får panik.
Jeg håbede, det ville gå, men jeg kan ikke.
Undskyld.”
“Det er sådan det er…” sunder Leon sig til Viktor bagefter.
“Vi elsker hinanden, men vi kan ikke bo sammen.
Kan man kalde det kærlighed?”
“Du vil da ikke skille dig af med Dina?” spørger Viktor.
“Aldrig!
Jeg elsker hende også.”
“Så må du kæmpe for jeres lykke.”
“Hvordan?”
“Leon, hundefobi er ikke det samme som allergi.
Alle fobier kan bearbejdes.
Du må hjælpe hende.
Måske skal hun til en psykolog?”
“Det har hun prøvet.
Virker ikke.”
“Men hun vil jo gerne prøve!
Mange ville sige: ‘enten mig eller hunden.’ Din Freja vil arbejde på det.
Så hjælp hende!
Hvis ikke dig, hvem så?”
“Hvordan?”
“I skal ikke mødes hjemme hos dig prøv i naturen.
Start småt, luft hunden sammen i skoven.
Bare jer tre.”
“Tror du?” Leons øjne får et håbefuldt lys.
“Altså ja!
Gør det.
Gradvis kan hun forstå, at Dina er uskadelig.
Ingen grund til at være bange.”
“Er det din bil?” spørger Freja, da hun ser Leon og SUV’en foran hendes opgang.
“Den har jeg lånt af en ven.”
“Så vi skal alle tre ud at køre?” Freja blegner.
“Ja, bare rolig Dina sidder bagi, der er gitter og plads.
Du sidder foran med mig.”
“Okay…”
Freja går med til at tage i skoven, men siger med det samme, at hvis det føles forkert, vender de om.
En time senere parkerer Leon ved Kollekolle Skov.
Han hjælper Freja ud, slipper Dina løs og advarer hende om at lade være med at løbe hen til Freja.
“Flot her,” siger Leon, for at tage fokus fra hendes frygt.
“Ja, meget”
De skifter fra sneakers til gummistøvler det har regnet i to dage og bevæger sig ud i skoven.
Leon leger hele tiden med Dina og bolden, så hunden holder sig beskæftiget.
“Hvordan går det?” spørger han.
“Det er svært at sige,” siger Freja og følger Dina med øjnene.
“Freja, ikke alle hunde er ens.
Som mennesker.
Du mødte én dårlig hund men Dina er jo ikke sådan.”
“Jeg prøver.”
“Du kan lære det.
Bare rolig, om lidt tænker du ikke over det.”
Leon kaster tennisbolden ind mellem træerne, og Dina styrter efter.
“Vov vov!” Dina kommer springende med bolden og knurrer af glæde.
Freja krymper sig sammen, hænderne ryster, og spørger:
“Er hun vred?”
“Nej,” griner Leon og krammer Freja.
“Hun jubler hun elsker sin bold.”
Dina løber tilbage, lægger bolden for Leons fødder, løber et par meter væk, klar til mere leg.
“Vil du prøve, Freja?” spørger Leon smilende.
“Gøre hvad?”
“Kaste bolden.”
“Jeg tør ikke.”
“Så luk øjnene, så er det ikke så slemt.
Bare én gang.”
Freja tager med rystende hænder bolden, lukker øjnene og kaster så hårdt hun kan.
“Godt gået!” griner Leon.
“Dina, hent!”
Hunden farer af sted og snart hører de hendes begejstrede bjæf.
“Se selv hun er så klog.
Forstår næsten alt, jeg siger.”
“Leon, skal vi ikke tage hjem?” spørger Freja.
“Jo, lad os det.
Dina, hvor bliver du af?”
Hunden er ikke vendt tilbage, men bjæffer stadig højlydt.
“Må hellere tjekke, hvad hun laver,” mumler Leon.
“Vent her?”
“Nej, jeg kommer med dig!”
De kæmper sig gennem krat og ser Dina stå og gø mod bolden, der ligger på vandoverfladen.
“Så er den ged barberet,” ler Leon.
“Hvad nu?” Freja lyder nervøs.
“Dina tør ikke gå i vandet.
Jeg må selv hente bolden.
Godt vi har støvler på.”
“Dina bange for vand?
Jeg troede ikke hunde var bange for noget!”
“De har også deres frygt.
Jeg reddede Dina op af en å som hvalp.
Siden har hun været forsigtig med vand.
Venter du her?”
“Er det sikkert?
Det ligner en mose, der vokser mos overalt.
Og lugten”
“Det er bare regnvand, ingen fare.”
Leon til hunden: “Dina, nu holder du op med at gø.
Jeg henter bolden nu.”
Han vader ud og forbløffes, da han synker til knæene.
Dina bjæffer dybere, nu bekymret.
“Er du okay, Leon?”
“Ja, men hullet er dybt.
Jeg er snart tilbage.”
Han når bolden, men synker nu til lårene.
Hurtigt vender han om men mudderet suger ham nedad.
Da der kun er få meter tilbage, kan han ikke rykke sig.
“Leon, hvad laver du?
Kom nu ud!”
“Jeg kan ikke…”
Han prøver at løfte benene, men intet virker vandet står ham næsten til livet.
“Måske du havde ret.
Det ER en mose.
Og en sulten en af slagsen.”
Dina ser fortvivlet til, vil hjælpe men tør ikke hun adlyder altid sin ejer.
Freja går i panik.
Leon synker i mosen, Dina står tæt ved, Freja tør knapt bevæge sig.
“Freja, hjælp!
Find en lang gren!” råber Leon.
Rystende finder Freja mobilen frem intet signal.
“Det kan ikke passe”
Hun tør ikke nærme sig, Dina står jo lige der.
Hendes hjerte banker af skræk.
Dina kigger på hende, bjæffer tigger om hjælp.
Freja bakker fortiden ruller ind over hende, hun får allerhelst lyst til at flygte.
“Men Leon!
Kan jeg svigte ham?
Kan jeg bare lade ham drukne?” Den tanke holder hende fra at løbe væk.
“Freja, hjælp mig”
Hun er lammet af skræk, kan ikke røre sig.
Som dengang som barn.
Dina, på trods af sin frygt, prøver at gå i vandet men styrter tilbage efter at have fået vand til brystet, og gør nu afmagtsskrig.
Da beslutter Freja sig.
Hun må, ud over al frygt, redde ham.
Hun får øje på en tung gren.
Hurtigt tager hun den, løber til kanten af mosen og rækker den ud.
Leon griber fat med begge hænder, og Freja trækker for alt, hvad hun er værd.
Hun får hevet Leon halvvejs fri, men orker ikke mere.
Så hjælper Dina.
Hunden fatter, at de må være stærk sammen.
De står skulder ved skulder og nu, med alle kræfter, er det pludselig slet ikke så skræmmende for Freja at stå tæt på en stor schæferhund.
I det øjeblik tænker hun kun på at redde Leon.
Sammen får kvinden og hunden hevet Leon op af mosen.
Fuldstændig gennemblødte og udmattede lægger de sig på jorden og hiver efter vejret.
“Hold da op piger hvad skulle jeg dog have gjort uden jer?” siger Leon, først krammer han Freja, så Dina.
“I har hevet mig væk fra døden.”
“Jeg blev så bange”
“Men bare lov mig, du ikke har fået endnu en fobi,” smiler Leon.
“Jo, skat, det har jeg faktisk.
Jeg er blevet bange for at miste dig.
Og det er stærkere end al anden frygt.”
Freja vender sig mod Dina og krammer hende gennemblødt.
“Tak, Dina!
Tak fordi du var her!”
Senere den aften, efter et langt varmt bad og en stor portion lasagne, smider Leon, Freja og Dina sig i sofaen og ser film om glade hunde.
Freja har ingen trang til andet lige i dag og Leon og Dina er glade for at holde hende med selskab.
Men vigtigst: Den aften forstår de alle tre, at frygten for at miste hinanden er blevet deres fælles styrke.