Jeg er 70 år gammel nu, og jeg blev mor, længe før jeg overhovedet lærte at tænke på mig selv. Jeg giftede mig, mens jeg stadig var ung, og fra min første graviditet indrettede hele mit liv sig efter andre. Jeg havde aldrig et arbejde uden for hjemmet ikke fordi jeg ikke ville, men fordi der skulle jo være en til stede. Min mand gik tidligt om morgenen og kom sent hjem om aftenen. Hjemmet var mit ansvar. Børnene var mine at tage mig af. Trætheden også.
Jeg kan tydeligt huske de søvnløse nætter. Et barn havde feber, et andet kastede op, et tredje græd og midt i det hele stod jeg alene. Ingen spurgte, om jeg havde det godt. Næste dag stod jeg op igen, lavede morgenmad og fortsatte. Jeg sagde aldrig: Jeg kan ikke mere. Jeg bad aldrig om hjælp. Jeg troede, at sådan var man en god mor.
Da børnene blev større, fik jeg lyst til at lære noget nyt bare et enkelt kursus måske. Min mand sagde: Hvorfor? Du har gjort dit arbejde. Og jeg troede på ham. Så jeg blev bagved og støttede alle andre. Da et af børnene dumpede et semester, var det mig, der talte med deres far for at glatte tingene ud. Da et andet blev gravid i en ung alder, gik jeg med til lægen og passede babyen, mens hun prøvede at få styr på det hele. Det var altid mig, der samlede stumperne, når noget gik galt.
Senere kom børnebørnene, og huset blev igen fyldt med rygsække, legetøj, råb, latter og gråd. I årevis var jeg børnehave, kantine og sygeplejerske. Jeg bad aldrig om noget til gengæld. Jeg klagede aldrig. Selv når jeg var helt slidt ned, sagde de altid: Mor, du er den eneste, der kan passe dem ordentligt. Det holdt mig kørende.
Så blev min mand syg. Jeg passede ham til det allersidste. Og pludselig begyndte undskyldningerne: Denne uge kan jeg ikke komme. Vi ses næste gang. Jeg ringer senere, mor. Nu går der uger, hvor ingen kigger forbi. Jeg overdriver ikke uger. Jeg har haft fødselsdage, hvor det eneste, jeg får, er en besked på Messenger. Nogle gange dækker jeg op til to ved middagsbordet, uden at tænke over det. Først da maden er færdig, opdager jeg, at der ikke er nogen at kalde på.
En dag gled jeg på badeværelsesgulvet. Ikke noget alvorligt, men jeg blev bange. Jeg sad på gulvet og ventede, mens jeg ringede rundt, men ingen tog telefonen. Til sidst rejste jeg mig selv op. Jeg nævnte det ikke for nogen bagefter jeg ville ikke bekymre dem. Sådan lærte jeg at tie stille.
Mine børn siger, de elsker mig, og jeg ved, det er sandt. Men kærlighed uden nærvær gør også ondt. De taler med mig i hast, altid på vej videre. Når jeg begynder på en historie, siger de: Mor, vi tales ved senere. Det der senere kommer aldrig.
Det sværeste er ikke ensomheden. Det sværeste er at mærke, at jeg er gået fra at være uundværlig til at være overflødig. Jeg var grundstenen i det hele, og nu er jeg en pligt, de skal huske. Ingen er onde mod mig. De har mig bare ikke brug for længere.
Hvad ville du råde mig til?
