Jeg er 69 år gammel, og for et halvt år siden døde min mand og forlod denne verden. Vi havde været sammen i toogfyrre år. Vi havde aldrig børn det var bare os to, vores arbejde, vores liv, vores vaner, vores små glæder.
Det hele begyndte egentlig ret stille og roligt træthed, smerter der kom og gik, kontroller som ikke virkede særligt vigtige. Men så kom undersøgelserne, sygehuset, behandlingerne. Og jeg var ved hans side hele vejen.
Jeg lærte hans pilleplan udenad. Jeg huskede hvilke ting han ikke måtte spise længere. Jeg lærte hurtigt at se på ham, om smerterne var taget til igen, de nætter hvor han ikke kunne lukke et øje. Så sad jeg bare vågen sammen med ham og holdt hans hånd for nogle gange kan man ikke gøre andet end bare at være der.
Jeg stod altid op før ham for at lave morgenmad.
Hjalp ham i bad, når han ikke selv kunne mere.
Jeg snakkede med ham, fortalte ham små ting fra min dag, bare for at holde tankerne væk men der var tidspunkter, hvor han ikke svarede. Ikke fordi han ikke ville, men fordi hans krop var ved at give op.
Den dag han døde, lå han bare i sengen og holdt min hånd.
Der var ikke store ord, ingen dramatiske øjeblikke. Han forsvandt bare. Ét øjeblik var han der og så, pludselig, ikke mere.
Jeg ringede 112.
Men det var allerede for sent.
Dagen, vi holdt begravelse, var mærkelig.
Folk, jeg ikke havde set i årevis, dukkede op. De sagde ting til mig, som fløj lige igennem mig: “Han var en god mand”, “Nu er han i fred”, “Du skal være stærk”. Jeg nikkede bare, uden rigtig at forstå hvorfor.
Så tog alle hjem.
Og huset blev enormt.
Ikke fordi det er stort, men fordi det er så tomt nu.
Nætterne er de værste.
Jeg går tidligt i seng, for jeg kan ikke holde ud at høre stilheden. Vi plejede at se TV-Avisen sammen. Han småbrokkede sig altid, fik mig til at grine, og bagefter spurgte han, om jeg ville ha’ te.
Nu lader jeg fjernsynet køre, bare for ikke at blive opslugt af stilheden. Bare for, midlertidigt, ikke at mærke hvor tomt her er.
Jeg har ingen børn, jeg kan ringe til.
Ingen børnebørn.
Ingen at fortælle, at lænden gør ondt i dag, eller at min læge har ændret medicinen, eller at jeg blev bange, da jeg fik det skidt og der ikke var nogen til at række mig et glas vand.
Søndagene tynger.
Før plejede vi at tage i Kongens Have eller Fælledparken. Købte et brød og gik langsomt hjemad, som om vi havde al tid i verden. Han gik altid lidt langsommere end mig, og jeg drillede ham med, at han var stædig, og så grinede han.
Nu går jeg alene.
Folk kigger medfølende på mig eller også ser de bare udenom mig. I Netto køber jeg kun det aller nødvendigste, for jeg ved alligevel ikke, hvem jeg skulle lave mad til.
Der er dage, hvor jeg ikke siger ét ord til nogen.
Hele dage.
Nogle gange bliver jeg overrasket, når en nabo hilser, fordi min egen stemme lyder så mærkelig som om jeg ikke har brugt den i evigheder.
Jeg fortryder ikke, at vi ikke fik børn.
Men først nu forstår jeg, hvad det vil sige at blive gammel alene.
Alt går langsommere. Alt føles tungere. Og stille.
Der er ingen, der venter på dig.
Ingen spørger, om du kom godt hjem.
Ingen tjekker, om du har fået din medicin.
Jeg er her stadig, fordi jeg har ikke noget andet valg.
Jeg står op, gør det jeg skal. Sætter mig igen. Lægger mig til at sove. Jeg søger ikke medlidenhed. Jeg vil ikke, at folk skal have ondt af mig.
Jeg har bare brug for at sige det højt:
Når du mister den person, du har brugt hele dit liv med, så er der pludselig ikke rigtig noget andet, der giver mening længere.
