Jeg er 67 år. Hele mit liv har været snorlige rutine. Jeg arbejdede 42 år i en bank det samme skrivebord, den samme stol, den samme kedelige udsigt til Københavns grå himmel. Så gik jeg på pension. Har aldrig været gift. Ingen børn. Jeg bor stadig alene i den lejlighed på Frederiksberg, jeg flyttede ind i som 28-årig og ja, det er altså stadig linoleum på gulvet.
Folk har altid spurgt mig:
Nå, hvornår skal du så giftes, Poul?
Er det ikke ensomt?
Hvad vil du gøre, når du bliver gammel?
Mit standardsvar:
En dag, når jeg møder den rette.
Når jeg får mere tid.
Når jeg har sparet lidt flere kroner op.
Når
Det har åbenbart altid været når.
Da jeg gik på pension, tænkte jeg: Nu skal der dælme ske noget. Nu skal jeg rejse, lære italiensk, opleve livet endelig!
Men dagene gik, og intet ændrede sig: stå op, havregryn, tjek nyhederne på DR, læse Politiken, handle i Netto, hjem, TV slut, godnat.
For tre måneder siden fik jeg en forskrækkelse hos lægen. Ikke noget særlig dramatisk, sagde hun, men alligevel:
Du er da frisk nok for din alder, Poul. Men du er 67. Sørg for at komme lidt mere ud, røre dig, møde nogle mennesker.
Ud? Javel, men hvorhen? Og med hvem?
I sidste uge gik jeg forbi Søndermarken, lige ved min lejlighed. Jeg har aldrig sat mine ben der, bare trasket forbi i 40 år. Men denne dag fik jeg øje på en mand cirka på min egen alder som stod og malede med staffeli og det hele. Jeg listede nærmere for at se, hvad han lavede.
Han malede træerne, søen, ænderne, alting. Det lignede ikke ligefrem en Rembrandt, men det var flot på sit helt eget, kluntede vis.
Synes du det er pænt? spurgte han uden at kigge på mig.
Ja, du maler da fint, sagde jeg.
Jeg maler ikke godt! Grinede han. Jeg startede først sidste år. Men det gør mig glad.
Du begyndte at male som 68-årig? Jeg måbede lidt.
Ja, jeg blev 68 og tænkte: nu har jeg brugt 68 år på at sige en dag. Jeg vil ikke spilde resten på det samme.
Det rodede rund i hovedet på mig i flere dage.
I går tog jeg mig sammen. Så på mit 67-årige spejlbillede inde i køkkenet. Fyrre år har jeg ventet på, at mit rigtige liv skulle begynde. Ventet på den perfekte anledning, det perfekte selskab, ja hvad ventede jeg egentlig på?
I går gik jeg ind i en musikforretning og købte en guitar. Jeg har altid haft lyst til at spille. Og jeg har altid sagt en dag men nu blev det altså i dag.
Jeg meldte mig også til et italiensk-kursus ovre på aftenskolen. Jeg har altid drømt om Italien, men har altid tænkt: Hvorfor skulle jeg rejse alene?
Nå, men jeg købte også en flybillet til Rom. Afrejse om fire måneder. Mig helt alene og det bliver okay.
I eftermiddags sad jeg en time og skrattede i stuen på min nye guitar. Jeg lyder absolut rædderligt, fingrene vil ikke som jeg vil. Men jeg sad og grinede helt alene i min lejlighed over hvor forfærdeligt det lød.
Og der gik det op for mig: Jeg har brugt 67 år på at vente på nogens tilladelse. På de perfekte forhold. På den rette partner, det rette øjeblik, de rigtige undskyldninger.
Men ingen kommer og banker på og siger: “Så! Nu må du gerne være glad, Poul!”
Jeg er 67. Måske har jeg ti år igen, måske tyve, måske mindre. Men de år vil jeg leve. Jeg kommer til at mishandle guitaren. Jeg vil tale forfærdeligt italiensk. Jeg kommer sikkert til at male nogle hæslige billeder. Jeg skal rejse alene og blive væk i Rom sikkert.
Og det bliver helt fantastisk.
For til sidst vil jeg ikke se mig tilbage på alt det, jeg ikke gjorde, fordi jeg ventede på det rette øjeblik. Jeg vil huske, at jeg forsøgte. At jeg levede. At jeg var lykkelig på min egen, aparte måde.
Man behøver ikke selskab for at leve. Man behøver ikke være ung. Man skal ikke kunne alt for at nyde det.
Man skal bare beslutte sig for, at i dag er dagen.
