Jeg er 66 år og har fra begyndelsen af januar boet sammen med en 15-årig pige, som ikke er min datter. Hun hedder Solveig og er datter af en nabo, Kirsten, som gik bort få dage før nytår. Indtil da boede de to alene i en lille etværelses lejlighed til leje, kun tre huse fra min. Pladsen var trang: ét fælles seng, et improviseret køkken og et lille bord, som både blev brugt til at spise ved, lave lektier og arbejde. Jeg har aldrig set dem have luksus eller bekvemmeligheder kun det allermest nødvendige.
Kirsten havde været syg i årevis, men hun arbejdede alligevel hver dag. Jeg solgte produkter via katalog og gik fra dør til dør for at aflevere bestillinger. Når det ikke slog til, stillede hun en lille bod op foran blokken og solgte hjemmelavede boller, havregrøds-snacks og juice. Solveig hjalp hende efter skole hun tilberedte, serverede, ryddede op. Mange aftener har jeg set dem lukke boden sent, trætte, tælle deres kroner for at se, om det ville række til næste dag. Kirsten var stolt og arbejdsom hun bad aldrig om hjælp. Jeg købte af og til mad til dem eller satte en portion på deres dørtrin, men altid diskret for ikke at gøre hende forlegen.
Jeg har aldrig set gæster i deres hjem. Ingen slægtninge kom på besøg. Kirsten nævnte aldrig søskende, fætre, kusiner eller forældre. Solveig voksede op alene med sin mor; hun lærte allerede som lille at hjælpe til, ikke at bede om noget, og at klare sig med det, de havde. Når jeg ser tilbage, tænker jeg, jeg burde have insisteret mere på at støtte dem, men jeg respekterede den grænse Kirsten satte.
Kirstens død kom pludseligt en dag var hun på arbejde, og få dage senere var hun væk. Intet langt farvel, ingen familie der dukkede op. Solveig blev alene tilbage i lejligheden med leje, regninger og en skolestart, der nærmede sig. Jeg husker hendes ansigt i de dage hun gik hvileløst rundt, usikker på hvad hun skulle gøre, bange for at ende på gaden, og uvist om nogen ville tage sig af hende, eller om hun skulle sendes et fremmed sted hen.
Jeg besluttede mig for at tage hende ind. Der var ingen lange samtaler, ingen store ord jeg sagde bare, hun kunne bo hos mig. Hun pakkede sit tøj i poser det hun nu havde og kom med. Vi lukkede lejligheden, kontaktede udlejeren, og han forstod os.
Nu bor Solveig hos mig. Hun er ikke en byrde, og ikke én, der forventer at alt skal ordnes for hende. Vi har fordelt opgaverne: jeg laver mad og planlægger måltiderne, mens hun hjælper med rengøring hun vasker op, redes sin seng, fejer og rydder op i fællesrum. Vi ved begge vores ansvar. Ingen råber eller beordrer. Vi beslutter alting sammen.
Jeg betaler hendes udgifter tøj, hæfter, skolegrej, frokoster. Skolen ligger to gader væk fra huset.
Siden hun kom, er min økonomi blevet mere presset. Men jeg tager det med ro. Jeg vil hellere leve sådan, end at vide hun er alene, uden støtte, og oplever den samme utryghed, hun har haft med sin syge mor.
Solveig har ikke andre. Jeg har heller ikke længere børn, som bor hjemme hos mig. Jeg tror enhver ville gøre det samme, hvis de kunne. Hvad tænker du om min historie?
