Jeg er 65 år gammel, og jeg kan slet ikke holde ud, når nogen kommer hjem til mig.
Mange vil måske dømme mig, men jeg er ligeglad med, hvad folk tænker. Det er ikke fordi, jeg hader mennesker eller mine venner – slet ikke. Jeg kan bare ikke klare, når nogen træder over dørtrinet til mit hjem. Vi kan mødes hvor som helst – i parken, på gaden, eller hjemme hos andre, men ikke hos mig. Jeg er træt, og det er det.
For nylig fyldte jeg 65, og siden da har alt ændret sig. For et par år siden var jeg klar til at åbne dørene til mit hjem i en lille by uden for Aalborg for enhver, der ville komme. Nu får tanken om gæster mig til at skælve af irritation. Efter den sidste sammenkomst brugte jeg to dage på at gøre lejligheden ren, som om der havde været en orkan. Før dét brugte jeg en hel dag i køkkenet for at lave en masse mad, og derefter tov jeg rundt og ryddede op i rodet og kaos i to dage. Hvorfor skulle jeg gøre det? Jeg vil ikke længere spilde mit liv på det.
Når jeg husker tilbage på, hvordan det var før, er jeg fyldt med længsel og træthed. En uge før gæsternes ankomst begyndte jeg en hovedrengøring; jeg vaskede vinduer, skrubbede gulve, og rensede hvert hjørne. Jeg spekulerede på, hvad jeg skulle sætte på bordet for at behage alle. Og de tunge indkøbsposer i supermarkedet! Jeg slæbte dem op på fjerde sal, pustende og bandende over alting. Så kommer gæsterne, og det hele starter. Sørg for at alle er tilfredse, sørg for at tallerkenerne ikke bliver tomme, at der er nok til alle, og at alting skinner. Bring, tag væk, servér, ryd op – du er både kok, tjener, opvasker og rengøringsperson i én. Benene værker, ryggen smerter, og du kan ikke engang sidde ned og tale stille og roligt, fordi nogen altid har brug for noget.
Og hvorfor? For bagefter at falde om af udmattelse og kigge på et køkken i ruiner? Det er nok, jeg har fået nok. Hvorfor skulle jeg pine mig selv, når der findes folk, der for penge kan gøre det hele hurtigere og bedre? Nu foregår alle fester, møder og sammenkomster kun på caféer eller restauranter. Det er billigere, nemmere, og det tærer ikke på sjælen. Efter middagen er der intet, der skal vaskes, ryddes op eller smides ud. Du går bare hjem, lægger dig i din seng og sover med god samvittighed.
Jeg foretrækker nu at leve aktivt og ikke sidde indenfor hele dagen. Vi tilbringer alligevel for meget tid derhjemme; at mødes med venner et andet sted er en sjældenhed, næsten en luksus. Alle har arbejde, opgaver og bekymringer – hvem kan finde en time til bare at sidde ned? Jeg har forstået: Jeg har knoklet hele mit liv – for familien, for børnene, for andre. Nu vil jeg noget for mig selv, for min egen ro.
Jeg har fået en ny vane: I frokostpausen ringer jeg til min veninde Nina, og vi tager på en café i nærheden, hvor de serverer de lækreste desserter. Hvorfor gjorde jeg ikke dette tidligere? Jeg undrer mig over mig selv – så mange år spildt på at jage mig selv igennem huslige pligter!
Jeg tror, enhver kvinde vil forstå mig. Når snakken falder på at have gæster derhjemme, deler hovedpinen sig i mange tanker: Hvad skal jeg lave? Hvordan skal jeg gøre rent? Hvordan skal jeg imponere? Det er ikke glæde, men en straf. Selvfølgelig, hvis en veninde kigger forbi i fem minutter, vil jeg ikke smide hende ud – vi drikker te og snakker. Men det er bedre at aftale at mødes i en hyggelig café på forhånd. Det er blevet min redning, mit lille stykke af lykke.
Til alle kvinder vil jeg sige: Vær ikke bange for, at I bruger en formue i restauranten. Hjemme bruger I mere – og ikke kun kroner, men også på nerver og helbred. Jeg har regnet ud: Mad, rengøring, tid spildt – det er dyrere end caféregningen. Og vigtigst af alt: I bevarer jer selv. I en alder af 65 har jeg endelig forstået, at livet ikke kun er en pligt over for andre, men også en ret til hvile, lethed, og frihed fra andres forventninger. Jeg har ikke tænkt mig at åbne min dør for dem, der vil omdanne mit hjem til en slagmark for renlighed. Nu er det nok.
