Jeg er 65 år gammel, og det her er mit liv, siden jeg blev gift.
Jeg blev gift som 23-årig. Ikke fordi jeg var gravid eller blev trukket op til alteret under pres, men dengang troede vi altså stadig, at ægteskabet er noget, man siger ja til for alvor ikke bare noget, man lige tester, hvis nu det skulle være sjovt. Vi arbejdede begge to, og til daglig var vi ærligt talt mere bekendte end nære venner, men vi regnede med, at resten kunne læres hen ad vejen.
De første år var på ingen måde en dans på roser. Vi skulle lære at leve sammen på kanten af små uenigheder om alt muligt hvordan man styrer et hjem, om pengene, om vaner. Der var diskussioner, lange tavsheder og dage, hvor det føltes som at gå i modvind. Ingen lussinger eller sidespring, men forskelle, som nutidens par nok ikke ville holde ud mere end et år. Om jeg selv troede, at jeg kunne udholde det? Ikke altid.
Da vores første barn kom til verden, opdagede jeg, at ægteskab ikke er ren kærlighed. Det er også ansvar, træthed, en form for opgivelse af sig selv. Han arbejdede meget, og den største del af husholdningen lå på mine skuldre. Nogle dage følte jeg mig mere som en usynlig hushjælp end som et menneske. Andre dage var jeg bare udkørt. Men hver gang jeg overvejede at gå, forestillede jeg mig, hvad det betød at splintre et hjem ikke kun for mig, men også for vores børn.
Vi har været igennem økonomiske nedture, hvor vores husholdningsbudget nærmest kun var knækbrød og leverpostej. Jeg gav mere, end jeg troede, jeg kunne. Han havde sine dårlige dage, sit stædige temperament og de perioder, hvor han valgte tavsheden. Der var fejl, dumme ord, der gjorde mere ondt end en regning fra Skat, og tidspunkter, hvor vi virkelig sårede hinanden. Og ja jeg tilgav. Mange, mange gange. Ikke fordi jeg var svag, men fordi jeg valgte at blive og forme livet ud fra det, vi havde ikke det perfekte.
Vi fik flere børn. Opdragelsen var ikke en picnic i Tivoli. Vi diskuterede om pædagogik, om penge, om familie, om vores evige træthed. Men der var også stabilitet bordet var aldrig tomt, ungerne kom igennem skolen, vi kæmpede os gennem sygdomme, og vi fejrede fødselsdage med marcipan og kransekage. Ikke noget, man ville kalde fejlfrit, men det holdt.
Nu hører jeg ofte de unge sige, at man ikke skal holde fast i noget, at man skal gå ved første konflikt. Jeg forstår det tiderne er anderledes. Men jeg tror også, at hvis jeg var stukket af ved første skænderi, første skuffelse eller da trætheden slog ind, så var jeg ikke her i dag til at fortælle denne historie.
Jeg blev ikke for at undgå frygt. Jeg blev, fordi jeg mener, at man skal ære sit engagement, også når det er besværligt. Jeg romantiserer ikke lidelsen, men jeg nægter at ignorere, at det var den vedvarende, bevidste tilgivelse, der holdt dette ægteskab i live gennem årtier.
Da børnene flyttede hjemmefra, indtrådte stilheden. Vi skændes ikke så meget, men vi er heller ikke hovedpersoner i noget romantisk drama. Vi er to mennesker, der har delt et liv, kender hinanden til fingerspidserne, har set de værste sider og alligevel valgt at blive.
Har jeg været lykkelig hele tiden? Nej.
Har jeg taget fejl? Mange gange.
Fortryder jeg at have tilgivet? Ikke én eneste gang.
