Jeg er 60 år, og om to måneder fylder jeg 61. Det er ikke et rundt tal, hverken 70 eller 80, men for mig betyder denne fødselsdag alligevel noget særligt. Jeg har lyst til at fejre den. Ikke med en hurtig kage eller en frokost, der alligevel forsvinder i dagligdagens travlhed, men med en rigtig, veltilrettelagt fest: en middag, smukt dækkede borde, pyntede stole, serveringspersonale og dæmpet musik. Noget, der får mig til at føle mig i live, værdsat og taknemmelig for alt det, jeg har været igennem.
Men mine børn er bestemt ikke enige.
Jeg har to voksne sønner, begge bor stadig hjemme hos mig sammen med deres kærester og børn. Huset er konstant fyldt: larm, fjernsynet kører, børnene farer rundt, snakken går og diskussionerne opstår. Jeg elsker dem naturligvis… men jeg har ikke længere stille stunder. Jeg er aldrig alene. Aldrig.
De arbejder, men sandheden er, at jeg står for det meste. Jeg får folkepension, lidt penge efter min mand, og driver stadig en lille butik, jeg selv har bygget op. Jeg betaler regninger, indkøb, reparationer og ofte giver jeg midlertidig hjælp, som alligevel bliver permanent.
Det har ikke bekymret mig at hjælpe før.
Det, der går mig på nu, er, at de begynder at bestemme over mig.
Da jeg fortalte, at jeg ønskede at holde en fest, sagde de straks, at det var spild af penge. At der ikke var grund til at bruge penge på borde, mad og serveringspersonale i min alder. At det var bedre at give dem pengene til investeringer, til det, de havde brug for, til noget mere fornuftigt. De talte til mig, som om jeg ikke kunne finde ud af at styre min økonomi.
Jeg forklarede, at jeg ikke skal låne penge, at jeg har planlagt det i lang tid. Men de lyttede ikke. De blev ved med at sige, det var unødvendigt.
Så sagde den ene til mig:
Mor, det dér er ikke længere for dig.
Den sætning ramte mig hårdere, end jeg havde troet.
Jeg begyndte at tænke på ting, jeg aldrig har turdet sige højt. At jeg nogle gange længes efter at være alene i mit eget hjem. At jeg savner at vågne op til ro. At jeg ønsker at komme hjem og finde stuen tom. At jeg vil tage beslutninger uden at skulle forklare mig.
Jeg har endda overvejet at bede dem finde deres eget hjem ikke fordi jeg er ondskabsfuld, men fordi jeg føler, jeg har gjort mit.
Men så kommer samvittigheden.
Jeg er bange for at lyde egoistisk.
Jeg ønsker ikke ballade. Jeg ønsker ikke at smide nogen ud af huset fra den ene dag til den anden. Jeg vil bare gerne vide, om jeg tager fejl, når jeg ønsker at fejre min fødselsdag. At jeg ønsker stilhed indimellem. At jeg gerne vil bruge mine penge på mig selv også.
Jeg skriver, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op om jeg skal fastholde min drøm eller endnu engang give efter. Om jeg skal holde festen, selvom de ikke synes om det.
Hvad tænker du? Er det forkert af mig at ville fejre min fødselsdag, som jeg ønsker det? Er det forkert at ønske, at mit hjem og mine penge ikke altid skal bestemmes af flertallet?
Når jeg tænker mig om, indser jeg: Hvis jeg ikke passer på mine egne grænser, lærer mine børn heller aldrig at respektere andres. Livet er ikke kun at give, men også at leve og nogle gange må man sige ja til sig selv, så man fortsat kan være noget for andre.
