Jeg er 58 år gammel, og jeg ved snart ikke, hvad jeg skal stille op med min nabo mere. Hun bor lige overfor os, og det virker, som om hendes vigtigste opgave i livet er at holde øje med hvert eneste af mine skridt. Hun har styr på, præcis hvornår leveringen kommer, om det er takeaway eller dagligvarer, hvor mange poser vi har, og hvem der bærer dem ind. Hvis fragtmanden er to minutter forsinket, skal jeg næste dag høre bemærkninger om det som gjaldt det Danmarks vigtigste nyhed.
Men det stopper ikke der. Hun overvåger nøje, hvornår jeg går ud med skraldet, hvor mange poser jeg smider ud, og hvilken dag det foregår. Hvis jeg en uge smider to poser ud og ugen efter tre, så er der straks en bemærkning. Hvis der ikke er skrald en dag, hvilket simpelthen kan ske, bliver det også noteret. Hun har sågar engang spurgt direkte, om jeg smider mad ud uden antydning af skam, som om det var hendes gode ret at vide det. Jeg stod bare der og stirrede på hende, og kunne ikke begribe, hvornår mit skrald var blevet et fælles anliggende på vejen.
Min hund er et andet problem. Den er ikke stor eller aggressiv, men den gør, når nogen kommer for tæt på hegnet. Hver eneste gøen er årsag til klage. Hun har flere gange stået foran min dør og fortalt mig, at hunden har gøet alt for meget, mens jeg var på arbejde. Det mærkeligste er, at hun altid ved nøjagtigt, hvornår den har gøet, hvor mange gange og hvad motivet, ifølge hende, var. Nogle gange føles det, som om hun kender mit hjems rutiner bedre end jeg selv.
Og min mand går heller ikke fri. Hvis han kommer sent hjem fra arbejde, får jeg dagen efter bemærkninger som: I gik sent i seng i går, hva? eller Din mand kom først hjem tæt på midnat. Hvis han kommer tidligt hjem, spekulerer hun på, om han mon er syg, eller om han har mistet sit job. Hun iagttager alting. Hun taler om alting. Ofte foregår det ikke engang direkte til mig sladderen breder sig til de andre naboer, og så vender den forvredne version tilbage til mig senere.
Min sekstenårige datter er også under lup. Når hun tager ud med venner, tæller naboen, hvor mange der går ind og ud. Hvis vi får besøg, holder hun øje med, hvem det er, hvornår de kommer, og hvornår de går igen. Engang fortalte hun en anden nabo, at min datter går ude en del nærmest som om det var hendes eget barn. Jeg var nødt til at tage en snak med hende, for det føltes som en kæmpe mangel på respekt.
Det værste er næsten, at det ikke bare er en, der for nylig er flyttet ind. Hun har boet her hele sit liv, ligesom jeg selv. Huset er min mors gamle, Gud have hende, og det er mit nu jeg har ikke planer om at flytte. Jeg elsker mit hjem, min historie, mit fristed. Problemet er ikke stedet, men tvangsfællesskabet med et menneske, der ikke forstår grænser.
Nu står jeg her og aner ikke, hvad jeg skal gøre mere. Jeg har prøvet at ignorere hende, prøvet at være høflig, prøvet med mere direkte afvisning intet hjælper. Hun er der altid, observerer, kommenterer, drager konklusioner. Derfor har jeg brug for at spørge: Hvordan håndterer man en sådan nabo uden at miste besindelsen, uden at ende i åben konflikt, men også uden at lade nogen trænge ind i ens privatliv, som om det var deres eget?
Har I et godt råd?
