Jeg er 58 år gammel, og jeg har truffet en beslutning, der har kostet mig mere, end de fleste kan forestille sig: Jeg er stoppet med at støtte min datter økonomisk. Det handler ikke om, at jeg ikke elsker hende eller fordi jeg er blevet nærig.
Min datter, Signe, giftede sig med en mand, der fra starten viste, at han ikke brød sig om at arbejde. Han skiftede job hver anden måned, altid med nye undskyldninger chefen, arbejdstiderne, lønnen, kollegerne Der var altid noget, der ikke passede ham.
Signe arbejdede, men pengene slog aldrig til.
Hver måned kom han forbi mit hus i Odense med de samme ord: husleje, mad, gæld, børnenes SFO. Og jeg jeg endte hver gang med at hjælpe.
Først troede jeg, det kun var midlertidigt. At det var en fase. At han ville komme på benene, tage ansvar, og opføre sig som en voksen mand.
Årene gik, men intet ændrede sig.
Han blev bare hjemme, sov længe, gik ud med sine venner, og gav igen og igen løfter om, at han næsten havde fundet noget arbejde. Sandheden var, at de penge, jeg gav Signe, dækkede udgifter, han burde betale eller endnu værre, hans øl og hyggeaftener.
Han ledte ikke engang efter job, for han vidste, at uanset hvad, så stod jeg klar til at redde dem.
Signe stillede ham heller ikke til regnskab. Det var lettere for hende at bede mig om penge end at tage et opgør med ham.
Så jeg betalte regninger, der ikke var mine. Jeg bar en byrde, som burde have været deres.
Dagen, hvor jeg besluttede at stoppe, var den dag, hvor Signe ringede og bad om penge til et akut problem og kom til at nævne, at det egentlig handlede om en gæld, hendes mand havde fået, fordi han havde spillet pool med sine venner på bodegaen.
Jeg spurgte hende:
Hvorfor arbejder han ikke?
Hun svarede bare:
Jeg har ikke lyst til at presse ham.
Så sagde jeg det klart:
Jeg vil fortsat støtte hende følelsesmæssigt. Jeg vil være der for hende og mine børnebørn. Altid. Men jeg vil ikke give flere penge, så længe hun holder fast i en mand, der intet gør for at tage ansvar.
Hun græd. Hun blev vred. Hun sagde, jeg svigtede hende.
Det var uden tvivl én af de hårdeste beslutninger, jeg har taget som mor.
Sig mig tog jeg fejl?
