Jeg er 55 år gammel, og for to måneder siden bad min kone om skilsmisse. Hun sagde, hun “skulle føle sig levende igen.” Det fortalte hun mig en helt almindelig eftermiddag, mens vi sad ved køkkenbordet og lod kaffen køle af, og hanen galede udenfor, som den plejede hver dag.
Det var mit andet ægteskab. Vi havde været gift i 15 år. Jeg har ingen egne børn det har lægerne sagt var umuligt men hun kom ind i mit liv med sine børn fra sit første ægteskab. Jeg opfostrede dem som mine egne. Jeg har aldrig gjort forskel. Gav dem uddannelse, et hjem, mad, gode råd. Nu er de voksne og bor inde i København. Vi blev tilbage på landet, i et beskedent, men hyggeligt hus, med en have, høns, hunde og hverdagens trygge rutiner. Jeg har altid troet, at ro var nok.
Vores liv var stille og forudsigeligt. Morgenmad sammen, arbejde hver for sig, aftensmad foran fjernsynet, tidligt i seng. I weekenden kørte vi til byen og handlede eller besøgte bekendte. Jeg har aldrig været min kone utro. Jeg har aldrig ydmyget hende. Jeg var sådan en mand, der stod tidligt op, tog mig af gården, gjorde det, der skulle gøres. Jeg tænkte, det var kærlighedens væsen.
Men for nogle måneder siden begyndte hun at forandre sig. Hun sagde, hun følte sig fastlåst, at landsbyen kvalte hende, at hun ville flytte til byen mærke livet, folkemængden, støjen, tempoet. Jeg svarede altid, at vi havde det hele her huset var betalt, luften var ren, vores liv var fredeligt. Vi skændtes flere gange. Hun stod fast. Jeg trak mig ind i mig selv. Jeg ville blive, hun ville væk.
En dag sagde hun pludselig:
“Jeg vil ikke skændes mere. Jeg må videre. Jeg skal nå at opleve noget andet, før jeg bliver for gammel.”
Jeg spurgte, om der var en anden mand. Hun svor, at det var der ikke. Hun sagde, hun ikke gik til nogen, men mod sig selv mod trangen til at føle sig levende og starte forfra inde i byen.
Den nat sov vi i samme seng, men var ikke længere de samme. Næste dag pakkede hun sit tøj, et par minder og gik. Ingen råben. Ingen drama. Jeg stod bare og så bussen køre væk, med en knude i halsen og hænderne dirrende.
Nu føles huset enormt. Jeg lever stadig på landet, præcis som jeg altid har villet bare uden hende. Jeg står op tidligt, brygger kaffe kun til mig selv, snakker lidt med hundene. Jeg kan ikke lade være med indimellem at tænke på, om jeg fejlede om jeg ikke lyttede nok, ikke gav lidt efter, om jeg troede, at kærlighed bare var at blive og gøre sin pligt.
Hvorfor skete det her for mig? Var det fordi jeg bare var en god mand?
