Jeg er 50 år gammel og bor stadig hjemme hos mine forældre eller, hos min far, faktisk, siden min mor gik bort for fire år siden. Min søn er allerede 20 år. Jeg har både en storebror og en lillesøster, der har deres egne hjem. Min bror, Henrik, er advokat, og min søster, Sine, er gift og bor sammen med sin mand. Jeg har i årevis haft indtægter nok til at kunne få mit eget sted, eller måske endda købe min fars hus her i Gentofte. Og det har jeg faktisk forsøgt, men hver gang er der dukket et eller andet op, som har forpurret papirarbejdet. Den eneste ting, jeg har insisteret på, hvis vi skulle fikse en handel, er, at huset skal stå i hans navn så længe, han lever. Jeg vil have, at han altid føler sig tryg og ved, jeg aldrig vil sætte ham på porten. Vi har dog ikke nået nogen endelig aftale endnu.
Far er efterhånden over de 70, og selvom han er meget ligefrem ofte lidt skarp i tonen så er det altså mest, fordi han ikke længere kan det samme, som han kunne engang. Det sker jo for de fleste, når årene løber. Han har altid været sådan en mand, der hellere siger tingene, som de er, end pakker dem ind. Han har været alene siden mor døde, og vi mærker stadig alle sammen hendes fravær.
Både min søn og jeg har fuldtidsjob. Det er os to, der klarer langt størstedelen af udgifterne til husleje, mad og regninger. Far hjælper til med det, han kan, når folkepensionen kommer ind, men han er blevet ret nærig og lidt mistroisk. Min bror kigger forbi i måske en halv time højst én gang hvert halve år. Sine hjælper os heldigvis, især når jeg og min søn er væk på arbejde. Hun gør det kun mod lidt betaling, men hun sørger for, far får mad og selskab.
Far er nået der til, hvor han dårligt gør noget i huset selv. Hvis jeg ikke stiller maden foran ham, spiser han slet ikke. Noget af det eneste, han stadig kan hygge sig med, er at daske lidt rundt med min hund, Freja, eller at ligge på sofaen og se videoer eller blunde. Hans største bekymringer er faktisk, om der nu er nok stearinlys, både herhjemme og på gravstedet. Og så Freja, selvfølgelig hans forkælede barnebarn, der elsker sengen mindst lige så meget som han gør.
Nogle gange sukker jeg lidt over, at jeg ender med at betale alt strøm, indkøb, mad indimellem føles det tungt. Men så bliver jeg mindet om, hvor glad jeg egentlig er for stadig at kunne tage mig af min far. At kunne være hos ham, snakke, grine, bekymre mig, og observere hvor meget han elsker både min søn og hunden. Han har givet mig alt, siden jeg blev født nu er det altså bare min tur til at give noget igen. Med kærlighed, tid, økonomisk hjælp og omsorg.
Folk har ofte sagt til mig, at jeg burde få mit eget sted. Men jeg har aldrig haft lyst. Hvem skal ellers passe på min far om natten, hvis han får det skidt? Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på, at han skulle sidde alene i huset, kun omgivet af minder og længsel efter gamle dage. Eller at han skulle slentre alene ned i Netto og måske falde udenfor. Tit går han ud selv, men vi ved altid, hvor han går hen, og vi følger ham tit til læge og den slags. Jeg ville ikke kunne leve med den dårlige samvittighed det ville give ikke at være der for ham efter alt, han har gjort for mig.
Han kan være sparsommelig, gnaven og skiftevis vred og glad men han er min far. Både ham og mor har fundamentalt formet mig, til den jeg er i dag.
Hvad kommer jeg til at efterlade til min søn, når det engang er min tur? Han får ikke en stor formue, men jeg håber, at han får viljen til at arbejde, kæmpe for sig selv, hans uddannelse og, vigtigst af alt, mit eksempel. Forhåbentlig det bedste eksempel, jeg kan give ham. Og hvis jeg får det, som jeg drømmer om, kan han måske også engang overtage huset her dog først, når min far ikke er her mere. Så længe far lever, bliver han boende som ejer, lige meget hvem der betaler regningerne.
