Jeg er 50 år gammel og bor stadig hos mine forældre, lige siden jeg blev gravid. Min søn er nu 20 år gammel. Jeg har en bror og en søster, som begge har deres egne hjem. Min storebror, Jens, er advokat. Min lillesøster, Freja, er gift og bor sammen med sin mand på Østerbro. I årevis har jeg tjent nok til selv at kunne finde en lejlighed eller købe min fars hus her i Valby. Og ja, jeg har forsøgt, men der er altid et eller andet, der spænder ben for at få styr på alle papirer. Det eneste krav jeg har, hvis jeg engang skal købe huset, er, at det stadig skal stå i min fars navn så længe han lever, så han føler sig tryg ved, at jeg ikke smider ham på gaden. Men vi har ikke kunne beslutte os endnu.
Min far, Henning, er over 70 år. Han siger altid tingene ligeud nogle gange føles det næsten brutalt. Ikke fordi han ikke vil, men fordi han ganske enkelt ikke kan alt det, han plejede. Sådan går det med alderen. Det er fire år siden, han blev enkemand, og han bærer stadig på savnet af min mor.
Både min søn og jeg arbejder fast, og vi sørger for det meste af regningerne: el, varme, mad. Min far bidrager lidt, når pensionen kommer ind folkepensionen men han er blevet nærrig og mistroisk. Min bror kigger forbi et kvarter hver halve år. Min søster, som ikke arbejder, hjælper lidt til for en lille håndører med madlavning og at holde far med selskab, mens jeg og min søn er på arbejde.
Selv når maden står klar, nægter min far som regel at spise, hvis vi ikke serverer tallerkenen for ham. Det eneste, han egentlig laver derhjemme, er engang imellem at lege med min hund Milla, se gamle klip på sin iPad og tage sig en lur. Det han går allermest op i, er, om der nu er stearinlys nok både herhjemme og på kirkegården og selvfølgelig min forkælede barnebarn Milla, som putter sig i sengen, mens han døser foran fjernsynet.
Indimellem brokker jeg mig. Der er perioder, hvor jeg står med det hele: husleje, regninger, mad. Men så glemmer jeg det, fordi jeg bliver mindet om, hvor privilegeret jeg alligevel er. Jeg kan stadig passe ham, være der hos ham, snakke, grine, gøre hvad jeg kan, se hvordan han elsker min søn og mit lille kræ. Han har givet mig alt fra første øjeblik. Nu er det min tur til at gengælde al hans kærlighed og omsorg både økonomisk, følelsesmæssigt og tidsmæssigt.
Nogen foreslår, at jeg skal tage mit eget hjem, men det har jeg ikke lyst til og jeg nægter at gøre det. Hvem skulle tage sig af min far, hvis der pludselig sker ham noget midt om natten? Jeg kan ikke bære tanken om, at han sidder alene hjemme blandt minder og tungsind, eller at han falder, hvis han selv tuller ned til SuperBrugsen. Nogle gange går han ud selv, men vi følger altid med på sidelinjen eller ledsager ham til lægen. Jeg ville aldrig kunne leve med skyld og frygt, efter alt det han har gjort for mig.
Uanset hvordan han er nærig, gnaven, vred, glad, fortvivlet så er han stadig min far. Det er især ham (og min mor), jeg skylder den, jeg er blevet.
Hvad giver jeg så videre til min søn, når jeg dør? Jeg vil give ham viden om, hvordan man kæmper sig frem i livet, hans uddannelse, mit eget eksempel (forhåbentlig det bedste), og måske hvis alle brikker falder på plads min fars hus til sidst. Selvfølgelig stadig på betingelse af, at huset forbliver i fars navn, så længe han er her. Jeg betaler for, at han kan blive boende trygt, indtil sidste dag.
