Jeg er 47, men jeg føler ikke længere glæde ved livet…
Kvinder arbejder faktisk ikke én, men to skifter. Først på jobbet, bagefter derhjemme. Vi slæber det hele på vores skuldre, prøver at smile, være energiske og aktive, håndtere alt – børnene, husholdningen, forældrene, de endeløse pligter. Men så kommer det punkt, hvor man bare knækker. Man er teknisk set for ung til at være bedstemor, men kræfterne er opbrugt. Indeni føles det, som om alt er brændt ud. Som man siger – man er udbrændt.
Nogle gange tænker jeg: Måske er pensionsalderen ikke opfundet uden grund? Men hvorfor så sent? Og hvordan skal man overhovedet klare sig på den, når man knap nok kan overleve for sin løn, og man allerede nu drømmer om at komme væk fra kaoset…
Jeg har læst mange artikler og kommentarer om, hvordan kvinder “blomstrer” på pensionen: de lærer sprog, rejser, dyrker sport, finder nye venner, hobbyer, ja, endda kærlighed. Men hvor får de energien fra? Jeg forstår det simpelthen ikke.
Jeg er 47. Jeg har en dejlig familie. Og to sønner. Men jeg har lyst til ingenting. Oprigtigt. Jeg glæder mig ikke til morgnen, laver ingen planer, drømmer ikke. Alt, hvad jeg tænker på om morgenen, er, hvordan jeg overlever til aften. Måske er det sen-moderskabets skyld. Jeg fik min første søn som 35-årig, den anden som 39-årig. Den ene er ni nu, den anden er næsten teenager. Og jeg føler mig gammel.
Om morgenen er det løb – morgenmad, skolegrej, tjekke tasker, så arbejde. Jeg arbejder i salg – opkald, møder, præsentationer, kontrakter, masser af mennesker. Og selv når arbejdsdagen er slut, er der ingen pause – jeg er på standby 24/7, fordi jeg er bange for at miste en god kunde. De kan ringe om aftenen, klokken ni, klokken ti – og jeg springer op, svarer, fordi… hvad nu?
Så kommer hjemmearbejdet: tjekke lektier, smide vasken over, lave aftensmad, samle tøj til næste dag, svare i klassegruppen, hvor der hver dag er ti nye beskeder. Nogen har glemt noget, nogen kræver penge, nogen skal have papir med, nogen arrangerer en tur. Jeg skal holde styr på alt. Alt falder på mig.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst havde en rigtig pause. Jeg har fri to uger om året. Men de går med at ordne halvfærdige projekter – noget skal ordnes, et eller andet skal løses, nogen har brug for hjælp, og når ferien er slut, er jeg mere træt, end da den startede.
