Jeg er 46 år gammel, og kigger nogen udefra på mit liv, ville de nok sige, at tingene er, som de skal være. Jeg blev gift tidligt kun 24 med en mand, der altid har været flittig og ansvarlig. Vi fik to børn tæt på hinanden, først da jeg var 26, så igen som 28-årig. Jeg droppede ud af studierne, fordi hverdagen ikke kunne hænge sammen med små børn, og fordi alle sagde, du kan altid tage det op senere. Der var aldrig de store dramaer eller skænderier. Det hele kørte efter bogen.
I årevis så min rutine ud på samme måde. Jeg stod op før de andre, lavede morgenmad, sørgede for, at huset var pænt og ryddeligt, og tog på arbejde. Jeg kom hjem i tide til at ordne praktiske ting, lave aftensmad, vaske tøj, rydde op. Weekenderne gik med familiesammenkomster, fødselsdage og aftaler. Jeg var altid den, der holdt sammen på det hele, altid tog ansvar. Hvis noget manglede jeg fandt en løsning. Hvis nogen havde brug for noget så var det mig. Jeg spurgte aldrig mig selv, om jeg ønskede noget andet.
Min mand har aldrig været et dårligt menneske. Vi spiste aftensmad sammen, så tv sammen, gik i seng sammen. Han var ikke specielt kærlig, men heller ikke distanceret. Han krævede ikke meget, men brokkede sig heller aldrig. Vores samtaler handlede mest om regninger, børnene og pligter.
En helt almindelig tirsdag satte jeg mig alene i stuen i stilheden og indså, at jeg ikke havde noget at tage mig til. Ikke fordi alt var i orden, men fordi der lige dér ikke var nogen, der havde brug for mig. Jeg kiggede mig omkring og forstod, at jeg i årevis havde holdt dette hjem samlet, men nu vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre med mig selv i det.
Samme dag åbnede jeg en skuffe med gamle papirer og fandt eksamensbeviser, kurser jeg aldrig fik afsluttet, idéer nedskrevet i notesbøger, projekter lagt til side til en dag. Jeg så på gamle billeder af mig selv før alt det før jeg blev hustru, mor, hende der altid fik tingene til at fungere. Det var ikke nostalgi, jeg mærkede. Det var værre: En fornemmelse af, at jeg havde opnået alt det rigtige, men aldrig spurgt mig selv, om det egentlig var det, jeg ville.
Jeg begyndte at bemærke ting, jeg før syntes var normale. At ingen spørger mig, hvordan jeg har det. Selv hvis jeg er dødtræt, er det stadig mig, der skal tage ansvar. At hvis min mand ikke har lyst til en familiefest, accepteres det, men hvis jeg ikke vil, forventes jeg alligevel at tage med. At min mening er der, men den vejer ikke tungt. Ingen råb, ingen ballade, bare heller ikke plads til mig.
En aften til aftensmaden nævnte jeg, at jeg overvejer at begynde at studere igen eller prøve noget andet. Min mand så forbløffet på mig og sagde: Hvorfor nu det? Han sagde det ikke ondt han forstod bare ikke, hvorfor noget, der altid har fungeret, skulle ændres. Børnene blev tavse. Ingen modsagde mig. Ingen forbød mig noget. Alligevel blev det tydeligt, at min rolle er så fastsat, at det næsten føles forkert at træde uden for den.
Jeg er stadig gift. Jeg er ikke gået, har ikke pakket mine ting, har ikke truffet store beslutninger. Men jeg bilder mig heller ikke længere ind, at alt bare er, som det skal være. Jeg ved nu, at jeg i mere end tyve år har været den, der holdt sammen på det hele, uden nogensinde for alvor at være hovedpersonen i min egen historie.
Hvordan kommer man videre derfra?
