Jeg er 41 år gammel og har været gift med min mand, siden jeg var 22. For et par måneder siden begyndte jeg at tænke på noget, som jeg aldrig rigtigt har turdet sige højt før: Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har været forelsket i ham på den måde, folk taler om kærlighed. Det gik egentlig op for mig en helt almindelig aften, hvor jeg sad i stuen og så fjernsyn. Jeg overraskede mig selv med at tænke: Hvorfor har jeg aldrig oplevet det der, som andre kvinder kalder sommerfugle i maven, den der søde uro og lysten til bare at løbe over og kramme den anden? Jo mere jeg tænkte over det, jo mere gav det mening for mig.
Jeg kommer nemlig fra et ret presset hjem. Min far drak alt, alt for meget, kom hjem sent og brugte pengene på øl og sprut. Han skabte konstant ballade. Min mor gjorde rent hos andre, bare for at der kunne være til regningerne, fordi han ikke rigtig bidrog. Jeg voksede op midt i råben, skænderier og evig træthed. Da jeg var teenager, ville jeg bare væk derfrahave mit eget sted, ro om natten og slippe for at høre på alt det skænderi. Jeg drømte ikke om kærlighed. Jeg drømte mest af alt om frihed.
Da jeg mødte min mand, var jeg 22, og han var 10 år ældre end mig. Allerede efter en måned begyndte han at snakke om, at vi skulle flytte sammen, han ville gerne hjælpe mig, og han mente det alvorligt med os. Jeg satte mig aldrig ned og mærkede efter, om jeg var forelsket. Det føltes som min billet væk fra alt det, jeg ikke ville mere. Jeg pakkede mine ting og flyttede nærmest med det samme. Jeg tænkte ikke sådan dybt over detjeg havde bare sådan en voldsom trang til at komme væk.
Jeg kan ikke sige, jeg har haft et dårligt liv. Min mand er en god mandhan arbejder hårdt, er pålidelig og tager ansvar. Vi har aldrig manglet hverken mad eller tag over hovedet, vi har betalt vores regninger og til sidst købt vores eget hus. Han forguder vores børn og tager sig af det hele. Jeg har heller aldrig mistænkt ham for utroskab eller skandaler. Udefra ser vores ægteskab nærmest perfekt ud. Og det er nok det, som forvirrer mig allermest, for der mangler jo ikke rigtig noget. Men alligevel sidder jeg med den der underlige tomhed.
Jeg elsker ham jo. Jeg respekterer ham og er faktisk vildt taknemmelig for alt det, han har givet mig. Han giver mig ro og stabilitet. Men når jeg kigger tilbage, kan jeg godt mærke, at jeg aldrig har følt den der vilde, passionerede kærlighed, som mange andre kvinder beskriver. Jeg har aldrig været vildt jaloux, aldrig været bange for at miste ham, aldrig haft den der boblen i maven, når han kom hjem. Min kærlighed har været mere en vane, et partnerskab, taknemmelighedmen ikke ild.
Det er ikke, fordi jeg overvejer skilsmisse eller leder efter en anden. Jeg vil ikke ødelægge min familie. Jeg prøver bare at lade mig selv tænke tanken for første gang: at det, jeg har kaldt kærlighed i alle de her år, måske i virkeligheden bare har været behov, tryghed og en måde at flygte fra et svært liv på. Og nu, hvor jeg er 41, børnene er store, og hverdagen kører, begynder det at dæmre for mig.
Nogle gange har jeg nærmest dårlig samvittighed over at tænke sådan: Hvem er du egentlig, at du tør stille spørgsmålstegn ved noget, som har givet dig stabilitet? Men på en måde føler jeg, at jeg skylder mig selv at være ærlig. Måske elsker jeg bare på en anden måde. Måske lærte jeg at overleve førstog ikke at forelske mig. Jeg ved det faktisk ikke. Jeg ved bare, at de her tanker har sat gang i så meget inde i mig, som jeg nok har gået med, siden jeg var den der lille pige, der bare ville væk fra sit barndomshjem.
Hvad ville du gøre, hvis du var mig?
Jeg har virkelig brug for dit råd…
Jeg er 41 år og har været gift med min mand siden jeg var 22. For to måneder siden begyndte jeg at tænke på noget, jeg aldrig før har turdet sige højt: Jeg tror ikke, at…