Jeg er 41 år gammel og har været gift med min mand, siden jeg var 22. For to måneder siden begyndte jeg at tænke på noget, som jeg aldrig før har turdet sige højt: Jeg tror ikke, at…

Jeg er 41 år gammel og har været gift med min mand, siden jeg var 22. For et par måneder siden begyndte jeg at tænke noget, jeg aldrig før havde turdet sige højt: jeg tror faktisk aldrig, jeg har været stormende forelsket i ham, sådan som folk ellers beskriver kærlighed. Det gik op for mig en ganske almindelig aften, hvor jeg sad i sofaen med en kop kaffe og så fjernsyn, og pludselig spurgte mig selv, hvorfor jeg aldrig havde mærket de berømte sommerfugle i maven, det dér elektriske sug, eller lysten til bare at kaste mig om halsen på ham. Jo mere jeg tænkte over det, desto mere begyndte alle brikkerne at falde på plads.
Jeg kommer fra et svært hjem i Aarhus. Min far drak noget mere end hvad der var almindeligt, brugte gladeligt sine surt tjente kroner på øl og ballade, og da han kom hjem, var stemningen ofte ligeså anspændt som den danske vinterhimmel. Min mor knoklede som rengøringsassistent for at økonomien lige kunne løbe rundt. Jeg voksede op blandt skænderier, trætte blikke og konstant uro. Som teenager var min største drøm bare at slippe væk, få en lille lejlighed for mig selv, sove igennem uden at vågne til råb og larm. Jeg tænkte ærligt talt ikke på kærlighedjeg drømte bare om at flygte.
Så mødte jeg min mand. Jeg var 22, han var 32. Allerede efter et par uger begyndte han at snakke om, at vi skulle flytte sammen, at han kunne hjælpe mig, at han ville noget seriøst. Jeg satte mig aldrig ned og spurgte mig selv, om jeg virkelig var forelsket i ham. Jeg så en mulighed for at komme væk, starte et nyt kapitel. Jeg pakkede sammen og flyttede uden særligt mange overvejelser eller dybe tvivlbare den dér brændende trang til at komme væk.
Jeg kan ikke sige, jeg har haft et dårligt liv. Han er en god mandarbejdsvillig og ansvarsfuld. Vi har aldrig manglet mad, vi har altid betalt huslejen, og efterhånden fik vi også råd til at købe et lille hus i Odense. Han elsker vores børn, ordner alt praktisk, og jeg har aldrig haft mistanke om utroskab eller drama. Udefra ser vores ægteskab næsten ud som et postkort-idyl, og måske er det faktisk dét, der forvirrer mig mest. For når der nu ikke er noget stor drama eller svigt, hvorfor føles det så alligevel tomt indeni?
Jeg holder af ham. Jeg respekterer ham. Jeg er oprigtigt taknemmelig. Han giver mig ro og stabilitet. Men når jeg kigger tilbage, må jeg tilstå, at jeg aldrig har oplevet den der altopslugende, brændende kærlighed, kvinder skriver om i ugebladene. Jeg har aldrig været sygelig jaloux, aldrig frygtet, han ville forlade mig, eller længtes efter, at han kom hjem fra arbejdet. Min kærlighed har nok mere mindet om venskab og tryghed end om et kæmpe bål.
Jeg tænker ikke på skilsmisse. Jeg leder ikke efter en anden mand. Jeg ønsker ikke at ødelægge vores hjem. Jeg forsøger bare at forstå, hvorfor jeg føler, som jeg gør. Måske det, jeg har kaldt kærlighed i alle de her år, retteligt var et behov, en sikker havn, et ønske om at slippe ud af det, jeg kom fra. Nu, hvor jeg er 41, børnene er blevet store, og huset står solidt, forstår jeg det pludselig helt klart.
Nogle gange rammer skyldfølelsen mig som en regnvåd eftermiddag på Strøgethvem er jeg, at jeg brokker mig over stabilitet? Men en stemme indeni siger samtidig, at det er okay at erkende det, som det er. Måske elsker jeg på en anden måde. Måske lærte jeg først at overleve, før jeg lærte at forelske mig. Jeg ved det ikke. Det eneste, jeg er sikker på, er, at denne tanke har rusket op i alt det, jeg har båret på, siden jeg som lille pige bare gerne ville væk hjemmefra.
Hvad ville I gøre i min situation?
Jeg kunne virkelig godt tænke mig jeres ærlige råd.