Hej ven, jeg har lyst til at dele noget med dig, som jeg har gået og tumlet med i et stykke tid. Jeg er 41 år nu og har været gift med min mand, siden jeg var 22. For et par måneder siden begyndte jeg at tænke over noget, jeg aldrig før har haft modet til at sætte ord på: jeg tror ikke, jeg nogensinde har været forelsket i ham sådan som folk beskriver kærlighed. Det slog mig en helt almindelig aften, hvor jeg sad i vores stue og så tv og så slog det mig, at jeg aldrig har haft den der fornemmelse af “sommerfugle i maven”, den søde uro, trangen til at løbe hen og omfavne ham. Jeg kunne mærke, at brikkerne begyndte at falde på plads.
Jeg kommer fra et hjem, hvor tingene var svære. Min far drak ofte, kom hjem fuld, brugte sine penge på øl, og der var tit problemer. Min mor gjorde rent i andres hjem, bare for at lave lidt ekstra til os, fordi min far ikke kunne bidrage. Jeg voksede op mellem skænderier, træthed og konstant spænding i luften. Da jeg var teenager, ønskede jeg kun at komme væk derfra. At få mit eget sted, kunne sove uden at høre råben om morgenen. Jeg drømte ikke om at blive forelsket, kun om at komme ud og få fred.
Da jeg mødte min mand, var jeg 22, og han var ti år ældre end mig. Allerede efter en måned talte han om at vi skulle flytte sammen, at han ville hjælpe mig, at han virkelig ville noget seriøst med mig. Jeg satte mig aldrig ned og spurgte mig selv om jeg var forelsket jeg så bare en mulighed for at slippe væk fra min barndom, starte forfra. Jeg greb den med det samme. Jeg pakkede mine ting og flyttede ud. Der var hverken lange overvejelser eller dybe tvivl kun et enormt behov for at komme væk.
Jeg kan ikke sige, at jeg har haft et dårligt liv. Han er en god mand arbejder hårdt, tager ansvar. Vi har altid haft mad på bordet, har betalt huslejen i rette tid og sidenhen købt vores eget hus. Han elsker børnene, sørger for alting. Jeg har aldrig haft grund til at tro, han har været utro eller skabt nogen store skandaler. Udefra ligner vores ægteskab “det perfekte”. Og det er nok det, der gør det hele endnu mere mærkeligt for mig for der er faktisk ingen stor grund til at føle den tomhed, jeg kan mærke.
Jeg holder af ham. Jeg respekterer ham. Jeg er dybt taknemmelig for alt, han har gjort for os. Han har givet mig ro og stabilitet. Men når jeg ser tilbage, må jeg indrømme, at jeg aldrig har følt den intense, brændende kærlighed, som andre kvinder snakker om. Jeg har aldrig følt jalousi, frygt for at miste ham, eller det sug i maven, når han kommer hjem. Min kærlighed har været mere vane, partnerskab, taknemmelighed men ikke passion.
Jeg tænker ikke på skilsmisse. Jeg leder ikke efter en anden. Jeg har ikke lyst til at ødelægge vores familie. Jeg prøver bare at forstå noget, jeg aldrig har tilladt mig selv at sætte ord på før: måske var det, jeg har kaldt kærlighed alle de her år, mere afhængighed, tryghed og en flugt fra et svært liv. Og nu, hvor jeg står her, 41 år gammel med voksne børn og et fast hjem, går det op for mig.
Nogle gange føler jeg mig skyldig overhovedet at tænke på det. Jeg siger til mig selv: “Hvordan tør du at sætte spørgsmålstegn ved noget, der har givet dig ro?” Men samtidig føler jeg, det er fair at være ærlig. Måske elsker jeg på en anden måde. Måske har jeg først lært at overleve, før jeg har fået lov til at lære at forelske mig. Jeg ved det simpelthen ikke. Men denne tanke har sat gang i mange følelser, jeg har båret på, lige siden jeg var den lille pige, der bare ville væk hjemmefra.
Hvad ville du gøre, hvis du var mig?
Jeg ville virkelig gerne høre dit rådJeg ved ikke, hvad jeg ville gøre måske ville jeg give mig selv lov til at udforske de følelser, jeg aldrig turde slippe fri. Måske ville jeg tale med ham, forsigtigt og ærligt, om hvordan jeg har det. Ikke for at ryste fundamentet under os, men for at lade noget nyt opstå mellem os. For jeg tror, at selv de mest stilfærdige liv kan vokse, hvis vi tør være åbne.
Jeg har lært, at kærlighed kan se ud på mange måder. Måske var min kærlighed ikke den store ild, men et stille bål, der har holdt mig varm og tryggelig gennem årene. Det er ikke mindre værd.
Lige nu står jeg i min have og mærker sommerluften på huden. Børnene er voksne, og huset er fuldt af spor efter vores liv sammen billeder på væggene, støvede børnebøger på hylderne, et brev i en skuffe fra den tid, hvor kærlighed betød at slippe alt det svære. Jeg ved ikke, hvordan fremtiden ser ud, men i aften tillader jeg mig at mærke både taknemmelighed og undren.
Jeg sender dig denne tanke, som måske kan hjælpe os begge: Livet er ikke altid fyldt med følelser, der bruser over. Nogle gange er det bare roen, der bliver tilbage og det er også smukt. Måske er det i de stille timer, at kærlighed får lov at vokse i sin egen form. Jeg tror, det er okay.
