Jeg er 40 år og har været lige ved at blive gift to gange. Og nej, det var ikke fordi jeg ikke elskede jeg fandt bare ud af, at ægteskab, i begge tilfælde, ville betyde, at en lille del af mig forsvandt.
Jeg er advokat med speciale i international ret. Mit liv er en stafet mellem lufthavne, hoteller, Zoom-møder og klientaftaler på tværs af grænser. Det har taget mig mange år at nå til den her stabilitet. Jeg har arbejdet 14-timers dage, læst noter på fly, sovet i ventehaller, droppet ferier det hele uden en krone fra en rig familie. Alt, jeg har, har jeg bygget op selv, og mere dansk kan man vist ikke blive.
Første gang jeg blev forlovet, var jeg 34. Han hed Mikkel og var kirurg allerede etableret i Aarhus med egen klinik og et liv, hvor onsdag betyder rugbrød og lørdag er fast biografdag. I starten var det spændende: lange samtaler, weekendture, planer om at ses hver måned.
Otte måneder inde i forholdet friede han på en fancy restaurant med hvide duge og mere stearinlys end en gennemsnitlig dansk juleaften. Han tog ringen frem mens hele restauranten gloede, jeg sagde ja, tudede, gav ham et bjørnekram og ringede til min mor samme aften. Men så kom hverdagen snigende. Han talte om, når jeg kom og boede hos ham i Aarhus, når jeg stoppede med at rejse, når jeg fandt noget i roligere omgivelser. Han spurgte aldrig, om jeg ville flytte det var bare en selvfølge, at jeg skulle rette ind efter hans liv, og det føltes på ingen måde som dansk ligestilling.
En tilfældig torsdag sad jeg på hans sofa, mens han tjekkede sin vagtplan, og jeg scannede min kalender, proppet med fly og møder. Der ramte det mig: Hvis jeg blev gift, ville jeg gå fra kvinden, der har opbygget sit liv til lægens kone. To måneder senere afleverede jeg ringen, begge græd vi (ikke helt som man græder over en spildt leverpostejsmad, men tæt på). Det gjorde ondt, men jeg fortryder ikke et sekund.
Anden gang var anderledes. Jeg mødte ham, da jeg var 37 bogstaveligt talt i lufthavnen. Han hed Jens og var pilot. Vi startede med at snakke om forsinkede fly og endte med middag i Odense. Han var opmærksom, sjov og ligeså rejsende som jeg. Efter et år friede han. Denne gang ikke i en luksusrestaurant, men på et hotelværelse midt i natten efter en lang flyvning helt nede på jorden. For første gang følte jeg, nogen virkelig forstod min livsstil.
Men så begyndte de mærkelige ting: humørsvingninger, mobilen altid på lydløs, slettede beskeder, forklaringer om flyvninger som ikke stemte overens med hans offentlige kalender. En dag fik jeg besked fra en kvinde, som kun kunne kende til privat info. Jeg havde ingen beviser ingen billeder, ingen emails men jeg begyndte at lægge puslespillet: fraværet, de små løgne, de vage svar.
En aften, i min lejlighed på Frederiksberg, spurgte jeg ham ligeud. Han benægtede alt og svor, jeg var paranoid. Samme nat aflyste jeg forlovelsen uden drama eller store armbevægelser. Jeg sagde, jeg ikke kunne gifte mig med en mand, jeg havde mistet tilliden til.
Nu er jeg 40. Jeg ved godt, at tiden ikke just løber til min fordel, hvis jeg drømmer om børn. Alligevel lever jeg ikke i panik. Jeg har min karriere, mit tempo, mine rejser, mit hjem, og mine stille aftener med hygge og det bedste fra DR2. Jeg føler ikke noget tomrum. Jeg er ikke halv.
Folk spørger mig, om jeg fortryder, at jeg aldrig blev gift. Jeg svarer altid det samme: Jeg ville fortryde meget mere, hvis jeg havde giftet mig med kompromis eller svigt.
Hvad fremtiden bringer, har jeg ingen anelse om. Men jeg er helt rolig og det er sgu også ret dansk!
Jeg er 40 år og har to gange været tæt på at blive gift. Ikke fordi jeg ikke har elsket, men fordi jeg begge gange indså, at ægteskabet ville få lidt af mig selv til at forsvinde.