Jeg er fyldt 39 og for første gang nogensinde siger jeg noget højt, som føles svært: Jeg fortryder, at jeg ikke har børn. Ikke fordi jeg ikke ville være mor, men fordi jeg altid ventede på det rette øjeblik og den rette mand. I mere end femten år byggede jeg relationer med tanken om, at hvis denne mand ikke var den rette, så gav det ikke mening at bringe et barn til verden. Så lod jeg tiden flyde forbi som en let regn over Odense.
Min første langvarige forhold startede, da jeg var 22. Det varede næsten fem år. Vi boede sammen, talte om bryllup og fremtid, familie. Men hver gang jeg begyndte at snakke om børn, fik han altid samtalen til at dreje ud i nye retninger. Han sagde, han først ville have stabilitet, rejse til Sicilien, spare flere danske kroner, nyde livet. Jeg tilpassede mig, bildte mig ind at der stadig var masser af tid. Da det forhold sluttede, gentog jeg for mig selv, at det var bedst ikke at få barn i et forhold, som ikke fungerede.
Senere blev jeg gift. Jeg var 29 og tænkte, nu er det tid. Men det ægteskab holdt mindre end tre år. Jeg fandt utroskab, løgne og skjulte gældsposter. Jeg gik ud af det uden børn, uden ansvar, følte mig fri, men samtidig med en tomhed, jeg ikke kunne beskrive. Igen sagde jeg til mig selv, at det var godt, jeg ikke blev gravid med en, der ikke fortjente det.
Da jeg blev 33, havde jeg endnu et alvorligt forhold. Han ville gerne have børn, men ikke forpligtelse. Han ville have, at jeg indrettede mig efter hans liv, hans kalender, hans underlige rytmer som en cykellykt på en mørk københavnergade. Da jeg foreslog at stifte en rigtig familie, sagde han når tiden er rigtig for forholdet. Så gik jeg. Og igen stod jeg alene, overbevist om at jeg tog kloge beslutninger.
Nu, i min 39. vinter, har jeg stadig ingen børn. Ingen partner, der er til at regne med. Jeg har job, frihed, mit eget sted i Aarhus. Men på aftener når jeg kommer ind, smider tasken på sofaen og hører stilheden, er det som om væggene visker om noget, jeg ikke har. Jeg ser mine veninder tale om skole, lektier, vaccinationskort, teenagedrama, og selvom jeg godt ved det ikke er let, ser jeg noget jeg ikke har: nogen, der kalder dem mor.
Nu drømmer jeg om noget, jeg aldrig før tillod mig at tænke: Jeg kunne have været alene-mor. Jeg kunne have stoppet med at vente på drømmemanden og valgt at blive mor alligevel. Jeg kunne have bygget min familie på min egen måde, som et hus af glas på stranden i Skagen. Men jeg var så optaget af at gøre det rigtigt, at jeg til sidst faktisk ikke gjorde noget.
