Jeg er 38 år, og i lang tid troede jeg, at det var mig, der var problemet. At jeg var en dårlig mor, en utilstrækkelig hustru. At der var noget i vejen med mig, for selvom jeg klarede alt udadtil, var der tomhed indeni mig. Jeg følte, jeg ikke længere havde noget at give.
Hver morgen stod jeg op klokken 5.00. Jeg lavede madpakker, lagde børnenes tøj frem, gjorde morgenmaden klar. Fik dem ud ad døren til skole, rettede hurtigt op på hjemmet og skyndte mig videre på arbejde. Holdt styr på kalenderen, leverede resultater, deltog i møder. Jeg smilede. Altid smilede jeg. Ingen på arbejdet anede noget. Tværtimod de sagde, at jeg var pålidelig, organiseret og sej.
Hjemme kørte det også. Frokost, gøremål, badning, aftensmad. Jeg lyttede til børnene der fortalte om deres dag, svarede på lektiespørgsmål, stoppede deres små konflikter. Gav knus når de trængte, rettede på dem når det var nødvendigt. Ud ad til så mit liv normalt ud. Ja, faktisk ganske godt. Jeg havde en familie, et arbejde, helbred. Der var ingen åbenlys tragedie til at forklare, hvordan jeg havde det.
Men indvendig var jeg tom.
Det var ikke en konstant sorg. Det var træthed. En udmattelse, som ikke forsvandt af søvn. Jeg gik i seng udmattet og vågnede lige så træt. Kroppen gjorde ondt uden grund. Larmen irriterede mig. Gentagne spørgsmål gjorde mig desperat. Jeg begyndte at tænke tanker, jeg ikke turde indrømme: Måske ville mine børn have det bedre uden mig. Måske egner jeg mig ikke til det her. Måske er der kvinder, der er født til at være mødre men jeg er ikke en af dem.
Jeg svigtede aldrig et ansvar. Kom aldrig for sent. Slap aldrig kontrollen. Skældte ikke mere ud end normalt. Derfor opdagede ingen det.
Heller ikke min mand så det. Han så bare, at alt kørte. Hvis jeg sagde, jeg var træt, svarede han:
Det er alle mødre da.
Hvis jeg sagde, jeg ikke havde lyst til noget, sagde han:
Sådan har vi alle det indimellem.
Så jeg holdt op med at sige noget.
Nogle aftener sad jeg lukket inde på badeværelset, bare for ikke at høre nogen. Jeg græd ikke. Jeg stirrede bare på fliserne og talte minutterne til, jeg måtte ud igen og fortsætte med at være hende, der klarede det hele.
Tankerne om at forlade det hele kom snigende. Ikke som et dramatisk udbrud. Blot en iskold tanke: Hvis jeg forsvandt et par dage, ikke var til rådighed bare holdt op med at være nødvendig. Ikke fordi jeg ikke elskede mine børn, men fordi jeg følte ikke længere at have noget at give dem.
Dagen, hvor jeg ramte bunden, var ikke dramatisk. Det var bare en tirsdag som alle andre. Min datter, Ingrid, bad om hjælp til noget helt simpelt, og jeg kiggede bare på hende, helt blank i hovedet. Jeg mærkede en knude i halsen, en varme i brystet. Jeg satte mig på køkkengulvet og kunne ikke rejse mig i flere minutter.
Min søn, Mikkel, så bekymret på mig og spurgte:
Mor, er du okay?
Men jeg kunne ikke svare ham.
Den dag kom der ingen og reddede mig. Ingen trøstede mig. Jeg kunne bare ikke længere lade, som om jeg havde det godt.
Jeg søgte først hjælp, da der ikke var flere kræfter tilbage. Da jeg ikke længere kunne klare det hele. Min terapeut sagde det første nogen overhovedet havde sagt til mig:
Det er ikke fordi, du er en dårlig mor.
Hun satte ord på det hele.
Jeg forstod, hvorfor ingen havde hjulpet før; jeg var aldrig holdt op med at fungere. Så længe en kvinde klarer alt, tror verden, hun altid kan. Ingen spørger hende, der aldrig falder, hvordan hun egentlig har det.
Det tog tid at få det bedre. Det var ikke nemt. Men jeg øvede mig i at bede om hjælp. At sige nej. At forstå, at pauser ikke gør mig til en dårlig mor. At jeg ikke altid skal være klar på alt.
Jeg passer stadig mine børn og mit arbejde. Men jeg lader ikke længere som om, jeg skal være perfekt. Jeg tror ikke længere, én fejl definerer mig. Og vigtigst af alt: Jeg ved nu, at mit ønske om at flygte ikke gjorde mig til en dårlig mor.
Jeg var bare helt og aldeles udmattet.
