Jeg er 27 år, og jeg mødte hende på et tidspunkt, hvor jeg allermindst var klar til en som hende.
Det skete hen på et lille arrangement en lancering af et lokalt magasin i Aarhus, hvor jeg endte lidt tilfældigt. En ven spurgte om jeg ville med, fordi han manglede hjælp til at bære kasser, og jeg havde ikke de store planer og kunne godt bruge nogle ekstra kroner, så jeg sagde ja. Hun sad på forreste række, tog noter i en sort notesbog, telefonen lå med skærmen nedad og kaffen foran hende var forlængst kold. Hun virkede ikke specielt interesseret i nogen, men når hun talte, lyttede alle.
Senere fandt jeg ud af, at hun var forfatter. Hun skrev for en avis og et kulturtidsskrift. Hun var 40 år. Dengang vidste jeg ikke det. Jeg så bare en selvsikker, rolig kvinde, der aldrig hævede stemmen for at gøre sig gældende og hun havde ikke behov for det.
Efter eventet gik jeg hen til hende, for jeg skulle have en underskrift til en kvittering. Hun spurgte, hvad jeg hed, så mig direkte i øjnene og sagde:
“Ser du altid sådan ud, eller er det kun når du er nervøs?”
Jeg grinede højt. Sagde at jeg ikke var sikker. Så fortalte hun mig, at hun kan lide folk, der ikke prøver at spille selvsikre. Sådan begyndte det hele.
Vi begyndte at skrive sammen. I starten skrev hun lidt, jeg meget. Jeg spurgte om alt det almindelige hvad laver du, hvor bor du, studerer du? Jeg fortalte sandheden: at jeg stadig boede hos mine forældre, at jeg tog lidt arbejde hist og her, tjente ikke mange penge, prøvede bare at komme i gang. Hun lod mig aldrig føle mig mindre værd, men solgte mig heller ikke nogen illusioner.
Helt fra begyndelsen var det tydeligt:
“Jeg søger ikke et forhold. Jeg er på et andet punkt i livet.”
Men alligevel begyndte vi at ses.
Altid hjemme hos hende. Lejligheden i Frederiksberg ordentlig, stille, fyldt med bøger. Hun havde bil, sin egen rytme, sit eget liv. Jeg kom med bus, og tit følte jeg, at jeg trådte ind i et univers, der ikke var mit. Hun tog imod mig uden hast, uden løfter. Nogle aftener lavede jeg noget simpelt mad, andre gange åbnede vi bare en flaske vin og satte rolig musik på. Vi talte meget om hendes arbejde, hendes skriverier, om hvor træt hun var af at forklare sine beslutninger til andre.
Jeg blev aldrig natten over. Hun fulgte mig aldrig ud. Det var mig, der måtte insistere på at ses i weekenden. Nogle gange sagde hun ja, andre gange forsvandt hun i to-tre dage på grund af deadlines, møder, rejser. Når hun kom tilbage, var det som om intet var sket. Ingen undskyldninger, ingen lange forklaringer.
En aften, efter vi havde været sammen, sad hun på sengekanten og sagde:
Forelsk dig ikke i mig.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Sagde bare, at jeg ikke var forelsket. Vi vidste begge, det ikke var helt sandt.
Jeg ville have mere. Ikke nødvendigvis løfter bare en plads. Men hun gentog, at vores veje var forskellige. At jeg først lige var begyndt, mens hun allerede har bygget sit liv. At hun ikke ville være en anker, og ikke ville have, jeg brugte hende som genvej.
Jeg kan ikke give dig det, du vil have, sagde hun.
Alligevel blev jeg inviteret igen.
Med tiden blev det klart, at det eneste hun kunne give, var sporadisk tilstedeværelse, dybe samtaler, spontane møder. Jeg accepterede det, for jeg følte ikke, jeg havde ret til at spørge om mere. Hvordan kunne jeg tale om fremtid, når jeg ikke engang kunne forsørge mig selv?
Hver gang jeg gik fra hendes lejlighed, gik jeg nogle gader før jeg tog bussen. Jeg følte mig både fyldt op og tom. Taknemmelig for at have været med hende. Tom, fordi jeg vidste, at jeg til sidst gik tilbage til mit værelse hos mine forældre, til min ikke særligt spændende virkelighed.
Hun lovede mig aldrig noget. Hun løj aldrig. Alligevel gjorde det ondt.
Jeg ser hende stadig. Ikke så ofte som jeg kunne tænke mig. Nogle gange håber jeg, at hun en dag kigger anderledes på mig. Eller at jeg bliver tilpas voksen til ikke at føle mig lille ved siden af hende. Eller at jeg bare bliver træt af at nøjes.
Men jeg ved ikke… på det seneste føles det mere trist end glædeligt at være sammen med hende.
Jeg tror jeg har lært, at nogle møder kun skal vare det, de varer selvom de forløber uden løfter og sikkerhed. Måske er det okay at have været vigtig for nogen, bare lidt. Måske skal jeg til at være vigtig for mig selv.
