Jeg er 27, og jeg mødte hende på det tidspunkt i mit liv, hvor jeg var allermindst klar til at møde sådan en person. Det skete til et lille arrangement en præsentation af et lokalt magasin i Aarhus, hvor jeg havnede nærmest tilfældigt. Min ven Mikkel bad mig tage med, fordi han skulle have hjælp til at bære nogle kasser, og jeg havde ikke rigtig andre planer, plus jeg kunne godt bruge lidt ekstra kroner, så jeg sagde ja.
Hun sad på forreste række og skrev noget ned i en sort notesbog. Hendes telefon lå med skærmen nedad, og hendes kaffe var for længst blevet kold. Hun virkede egentlig ret uinteresseret, men når hun talte, blev der stille i lokalet alle lyttede.
Senere fandt jeg ud af, at hun hed Frida Kjær, var forfatter og skrev for både en avis og et kulturblad. Hun var 40. Det vidste jeg ikke på det tidspunkt det eneste jeg så var en selvsikker, rolig kvinde, der aldrig hævede stemmen, men stadig fik sin vilje uden problemer.
Efter eventet gik jeg hen til hende, fordi jeg skulle have en underskrift på en kvittering. Hun spurgte til mit navn, kiggede mig lige i øjnene og sagde:
“Ser du altid sådan ud, eller er du bare nervøs nu?”
Jeg grinede kunne ikke lade være. Sagde, jeg ikke rigtig vidste det. Hun svarede, hun godt kunne lide mennesker, der ikke prøver på at virke mere selvsikre, end de er. Det var dér, det hele startede.
Vi begyndte at skrive sammen først var det mest mig, der sendte lange beskeder, mens hun holdt sig til korte svar. Jeg spurgte om helt almindelige ting: hvad hun lavede, hvor hun boede, om hun stadig studerede. Jeg var ærlig og fortalte, at jeg bor hos mine forældre, at jeg tager de jobs, jeg kan få, tjener ikke meget, prøver bare at komme i gang. Hun fik mig aldrig til at føle mig mindre værd, men hun solgte mig heller ikke nogen illusioner. Fra starten var det klart:
“Jeg leder ikke efter et forhold. Jeg er på et andet sted i livet.”
Alligevel begyndte vi at ses.
Altid hjemme hos hende hendes lejlighed var ryddelig, stille, fuld af bøger. Hun havde bil (en gammel Volvo), sit eget tempo, sit eget liv. Jeg dukkede op med bussen, nogle gange med den fornemmelse af at træde ind i en verden, der ikke var min. Hun tog altid imod mig uden hastværk, uden at love noget. Nogle gange lavede jeg en simpel pasta, andre gange åbnede vi bare en flaske vin og satte noget stille musik på. Vi talte om meget hendes arbejde, skrivningen, hvor træt hun var af at skulle forklare sine valg.
Jeg blev aldrig og sov. Hun fulgte mig aldrig hjem. Det var altid mig, der skulle insistere på at ses i weekenden. Nogle gange sagde hun “ja”, andre gange forsvandt hun et par dage på grund af deadlines, møder og rejser. Når hun så kom tilbage, gjorde hun det uden forklaringer, uden undskyldninger.
En aften, mens vi sad sammen på kanten af hendes seng, sagde hun:
Bliv ikke forelsket i mig.
Jeg havde ikke noget svar. Sagde bare, at jeg ikke var forelsket. Vi vidste begge, at det ikke helt var sandt.
Jeg ønskede mere. Ikke nødvendigvis løfter, bare en plads. Hun gentog ofte, at vores liv veje var forskellige jeg er kun lige ved at starte, hun har allerede bygget sit liv op. Hun ville ikke være min anker, og hun ville ikke have, at jeg brugte hende som genvej.
Jeg kan ikke give dig det, du vil have sagde hun.
Men alligevel inviterede hun mig ind igen og igen.
Med tiden opdagede jeg, at det eneste, hun kunne tilbyde, var et nærvær, der kom og gik, dybe samtaler og spontane møder. Jeg tog det, fordi jeg følte, jeg ikke kunne tillade mig at kræve mere. Hvordan skulle jeg kunne tale om fremtid, når jeg ikke engang kan forsørge mig selv?
Hver gang jeg gik fra hendes lejlighed, gik jeg et par gader, før jeg tog bussen. Jeg følte mig på samme tid fyldt op og tom. Taknemmelig for at have været tæt på hende, men tom, fordi jeg vidste, jeg bare skulle tilbage til mit værelse hos mine forældre tilbage til min ikke særlig glamorøse hverdag.
Hun lovede mig aldrig noget. Hun løj aldrig. Men det gjorde ondt alligevel.
Jeg ser hende stadig. Ikke så tit, som jeg gerne ville. Nogle gange tænker jeg, at jeg håber, en dag vil hun se på mig anderledes. Eller at jeg selv vokser nok til ikke at føle mig lille ved siden af hende. Eller at jeg bare bliver træt af at nøjes.
Men jeg ved ikke… det at være sammen med hende gør mig efterhånden mere trist end glad.
Hvorfor egentlig?
