Jeg er nu 26 år, og min kone, Sofie, har altid ment, at jeg har et problem, som jeg ikke vil indrømme. Hun gentager det hver gang jeg forlader et job, eller når jeg bliver fyret. Hun siger, det ikke er normalt, at det længste jeg har haft et arbejde, er seks måneder. Og hun har egentlig ret. Nogle gange holder jeg ud i en måned, nogle gange kun femten dage, andre gange går det ikke engang så langt, som til afslutningen af prøveperioden.
Jeg har været rundt om mange jobs vedligeholdelse, rengøring, at feje gaderne i København, vaske toiletter på stationen, eller slæbe varer i lageret på Frederiksberg. Jeg starter altid med entusiasme, men efter få dage bliver det tungt både for kroppen og hovedet.
Men det er ikke kun træthed. Skammen fylder også. Jeg har kun afsluttet 11. klasse på gymnasiet, og kom aldrig tilbage efter, jeg droppede ud. Når jeg får en arbejdsvest, en kost eller en spand, mærker jeg straks, at jeg ikke hører til. Jeg ser de andre kolleger de arbejder roligt og klager ikke men jeg tænker, det kan umuligt være min fremtid. Så begynder jeg at komme for sent, slække på indsatsen, finde undskyldninger for at være væk. Pludselig kaldes jeg ind til chefen: “Du behøver ikke komme igen.”
Sofie forstår det ikke. Hun har haft den samme stilling i en butik på Amager i fire år. Hun tjener ikke meget, men hun er stabil. Hun ved altid, hvad hun får i løn hver måned og det er ikke mange kroner, men det er nok til huslejen og mad på bordet. Når jeg igen står uden job, møder hun mig med både vrede og træthed. Hun siger: “Det er ikke arbejdet, der er problemet, det er dig. Du holder aldrig ud!” Jeg prøver at forklare, at det ikke er mine slags jobs, at jeg er skabt til noget andet, at jeg ikke er født til at gøre rent på toiletter resten af livet.
Så bliver hun endnu mere frustreret. Hun råber, jeg skal færdiggøre gymnasiet, tage en uddannelse, få en kvalifikation. At ingen vil ansætte mig til “andres ting”, hvis jeg ikke engang har en studentereksamen. Jeg lover hende det, men månederne går og jeg får aldrig meldt mig til. Der kommer altid en undskyldning jeg har ikke penge, ikke tid, det bliver senere. Sandheden er, at jeg er bange for at vende tilbage til skolen som voksen, sidde blandt de unge, føle mig bagud.
Derhjemme er det blevet en rutine. Vi skændes over det samme igen og igen. Hun påstår, jeg lever i drømme og snakker smukt, men aldrig handler. Jeg siger, hun har givet op og vænnet sig til bare at overleve, ikke leve. Nogle gange råber vi. Andre gange er der stilhed i dagevis. Jeg går ud og søger job igen, med mit sammenfoldede CV i lommen, og kommer hjem skuffet, når de siger: “Vi vender tilbage.”
Det værste er, jeg drømmer faktisk. Jeg drømmer om at have min egen forretning, ikke være afhængig af andre, ikke skulle skamme mig over uniformen. Jeg drømmer om at stå op tidligt for noget, der er mit, ikke for at modtage ordre. Men drømme betaler ikke huslejen eller mad. Og det minder hun mig om hver dag.
Mon jeg virkelig har et problem, jeg ikke vil indrømme eller har jeg bare lov til at drømme om noget større?
