Jeg er 26 år, og min kone siger, at jeg har et problem, som jeg ikke vil indrømme. Hun gentager det hver gang jeg skifter job eller bliver fyret. Hun mener, det er helt skørt, at det længste jeg nogensinde har holdt ud et sted, er seks måneder. Og hun har jo egentlig ret. Nogle gange holder jeg kun en måned, andre gange femten dage, og det er også sket, at jeg aldrig når igennem prøvetiden. Jeg har haft næsten alle mulige jobs vicevært, rengøring, fejet gader, skuret toiletter, løftet varer i lagerhaller. Jeg starter altid med masser af energi og optimisme, men inden for en uge eller to begynder det at føles tungt både i knoglerne og i hovedet.
Det er ikke kun træthed. Det er også skam. Jeg afsluttede nemlig kun 1.g på gymnasiet og har aldrig været tilbage. Når jeg får udleveret en refleksvest, en fejebakke eller en spand, føler jeg bare ikke at jeg hører til der. Jeg kigger på kollegerne de virker rolige, gør jobbet uden brok mens jeg tænker, at det ikke kan være mit liv. Så begynder jeg at komme for sent, yde mindre, finde undskyldninger for at blive hjemme. Indtil jeg en dag bliver kaldt ind på kontoret og får at vide, at jeg ikke behøver at komme mere.
Min kone er helt uforstående. Hun har arbejdet i Føtex i fire år. Får ikke meget i løn, men det er stabilt; hun ved præcis, hvad hun får om måneden. Når jeg igen kommer hjem uden job, ser hun på mig med irriteret tålmodighed. Hun siger: “Det er ikke jobbet der er problemet, det er dig du kan ikke holde ud!” Jeg svarer, at det bare ikke er jobs for mig, at jeg er født til noget andet, og bestemt ikke til at skrubbe toiletter hele livet.
Så bliver hun endnu mere arrig. Hun siger, jeg skal færdiggøre gymnasiet, tage en uddannelse, få en kvalifikation. Ingen vil ansætte mig til ‘noget andet’, når jeg ikke engang har en studentereksamen. Jeg siger, jeg nok skal tage mig sammen, men månederne går, og jeg får aldrig meldt mig til. Der er altid en undskyldning jeg har ikke penge, ikke tid, gør det senere. Sandheden er, jeg er bange for at vende tilbage til skole som voksen, sidde blandt yngre og føle mig håbløst bagud.
Hjemme er det blevet rutine. Vi skændes om det samme. Hun siger, jeg bare lever i drømme, snakker flot, men ikke gør noget. Jeg siger, hun har slået sig til tåls og bare overlever, ikke lever. Nogle gange råber vi ad hinanden. Andre gange går vi rundt i stilhed i flere dage. Jeg tager igen af sted for at søge job, med mit foldede CV i lommen, og kommer skuffet hjem, når de siger “vi har desværre ikke noget nu, men vi vender tilbage”.
Det værste er, at jeg faktisk drømmer. Jeg drømmer om min egen virksomhed, at være min egen chef, ikke være pinlig over uniformen. Jeg vil op om morgenen for noget, der er mit, ikke for at modtage ordrer. Men drømme betaler ikke huslejen og rugbrødet, og det minder hun mig om hver dag.
Har jeg virkelig et problem, jeg ikke vil indrømme? Eller har jeg bare ret til at drømme om noget større?
