Jeg er 26 år gammel, og min kone siger, at jeg har et problem, som jeg ikke vil indrømme.

Jeg er 26 år gammel, og min kone siger, at jeg har et problem, jeg ikke vil indrømme.
Hun gentager det hver gang jeg siger op fra et job eller bliver fyret.
Hun påpeger, at det ikke er normalt, at den længste tid jeg har haft et arbejde, er seks måneder.
Og hun har ret.
Nogle gange holder jeg en måned, andre gange blot femten dage, og indimellem når jeg ikke engang at blive færdig med prøvetiden.
Jeg har haft de fleste job rengøring, vedligeholdelse, fejet gader, skrubbet toiletter, båret varer på lageret.
Jeg starter altid med oprejst pande og energi, men efter nogle få dage begynder det at tynge mig både kroppen og hovedet.
Det er ikke kun træthed.
Det er skammen.
Jeg gik kun i skole til 11.
klasse.
Aldrig tilbage.
Når jeg får en vest, en kost eller en spand, mærker jeg, at jeg ikke hører til der.
Jeg ser mine kolleger resignerede, de gør deres arbejde uden brok og indeni siger jeg til mig selv, at det ikke kan være mit liv.
Og så begynder jeg at komme for sent, arbejde langsomt, finde undskyldninger for at være væk.
Til sidst bliver jeg kaldt ind til chefen, får beskeden om ikke at komme igen.
Min kone fatter ikke det.
Hun har stået i en butik i fire år.
Hun tjener ikke meget, men det er stabilt.
Hun ved hver måned, hvor mange kroner hun får udbetalt.
Når jeg igen kommer hjem uden job, ser hun på mig med træt vrede.
Hun siger: “Det er ikke jobbet, der er problemet det er dig.
Du holder aldrig ud.” Jeg fortæller hende, at de job ikke er til mig, at jeg er skabt til noget andet, at jeg ikke er født til at vaske toiletter hele mit liv.
Det gør hende endnu mere harm.
Hun siger, jeg skal afslutte skolen, tage kurser, uddanne mig.
At ingen vil ansætte mig til “noget andet,” hvis jeg ikke engang har en studentereksamen.
Jeg lover, jeg vil gøre det, men måned efter måned går, uden jeg får meldt mig til noget.
Jeg har altid et påskud ingen penge, ingen tid, vil gøre det senere.
Sandheden er, jeg er bange for at vende tilbage til skolen som voksen, sidde blandt yngre, føle mig bagefter.
Derhjemme er det blevet en rutine.
Vi skændes om det samme igen og igen.
Hun siger, jeg lever i drømme, at jeg taler smukt men aldrig gør noget.
Jeg svarer, at hun har vænnet sig til at overleve, at hun har opgivet at leve rigtigt.
Nogle gange råber vi til hinanden.
Andre gange taler vi ikke sammen i flere dage.
Jeg går ud endnu engang med min sammenfoldede CV i lommen, søger job, vender tilbage skuffet, når jeg igen får at vide: “Vi ringer, hvis vi har noget.”
Det værste er, jeg drømmer virkelig.
Jeg drømmer om at have min egen forretning, ikke skulle være afhængig af andre, ikke skulle skamme mig over min uniform.
Jeg drømmer om at stå tidligt op for noget mit eget, ikke for at modtage ordrer.
Men drømme betaler ikke huslejen og maden.
Og det minder hun mig om hver eneste dag.
Måske har jeg virkelig et problem, jeg ikke vil erkende eller måske har jeg bare lov til at drømme om noget større?