Jeg er 26 år gammel, og min kone siger, at jeg har et problem, som jeg ikke vil indrømme.

Jeg er 26 år gammel, og min kone siger, at jeg har et problem, som jeg ikke vil erkende.
Det kommer op hver gang jeg mister mit job eller bliver fyret.
Hun påpeger, at det ikke er normalt, at det længste jeg har haft et arbejde, kun har været seks måneder.
Og hun har ret.
Nogle gange holder jeg ud en måned, andre gange femten dage, nogle gange når jeg ikke engang gennem prøvetiden.
Jeg har arbejdet med alt muligt rengøring, vedligeholdelse, fejet gader, vasket toiletter, båret varer på lageret.
Jeg starter altid med energi, men efter få dage føles det tungt både i kroppen og i hovedet.
Det er ikke kun træthed.
Jeg skammer mig.
Jeg har kun afsluttet 1.g og glemte at vende tilbage til skolen.
Når jeg får tildelt en refleksvest, en kost eller en spand, føler jeg mig helt forkert, som om jeg ikke hører til der.
Jeg ser på mine kolleger de virker tilfredse, udfører deres arbejde uden klage og jeg mærker et sted dybt inde, at det ikke kan være mit liv.
Så begynder jeg at komme for sent, udføre mit arbejde halvhjertet, finde på undskyldninger for ikke at møde.
Til sidst bliver jeg kaldt ind til chefens kontor og får besked på ikke at komme igen.
Min kone forstår det ikke.
Hun har haft fast arbejde i en Netto i fire år.
Hun tjener ikke meget, men det er stabilt.
Hver måned ved hun præcist, hvor meget hun får udbetalt i kroner.
Når jeg igen kommer hjem uden arbejde, kigger hun på mig med træthed og irritation.
Hun siger: Det er ikke jobbet, der er problemet det er dig.
Du kan ikke holde ud. Jeg svarer hende, at det ikke er de jobs, jeg skal have, at jeg er skabt til noget andet, at jeg ikke er født til at gøre rent resten af livet.
Så bliver hun mere vred.
Hun beder mig tage hf, videreuddanne mig, få kvalifikationer.
Ingen ansætter mig til noget andet, hvis jeg ikke engang har en studentereksamen.
Jeg siger til hende, at jeg nok skal gøre det, men månederne flyver, og jeg får aldrig meldt mig til.
Der er altid en undskyldning jeg har ikke råd, ikke tid, jeg gør det senere.
Sandheden er, at jeg er bange for at vende tilbage til skole som voksen sidde sammen med dem, der er alt for unge, føle mig bagud.
Hjemme er det blevet en rutine.
Vi skændes om det samme igen og igen.
Hun siger, at jeg lever på drømme, at jeg siger mange flotte ting, men aldrig gør noget.
Jeg siger, at hun har givet op, at hun har vænnet sig til bare at overleve.
Vi råber nogle gange.
Og andre gange taler vi slet ikke i flere dage.
Jeg går endnu en gang ud og søger job med min sammenfoldede cv i jakkelommen og kommer hjem slukøret, når jeg får beskeden vi kontakter dig.
Det værste er, at jeg faktisk drømmer.
Jeg drømmer om min egen virksomhed, om ikke at skulle adlyde chefer, om ikke at skamme mig over min uniform.
Jeg drømmer om at stå tidligt op til noget, jeg selv ejer, i stedet for bare at modtage ordrer.
Men drømme kan ikke betale huslejen eller købe mad.
Og det minder hun mig om hver dag.
Har jeg virkelig et problem, jeg ikke vil indrømme, eller har jeg bare ret til at håbe på noget større?